BØGER ER VENNER!

"Du er så belæst!"

Jeg møder af og til denne udtalelse. Jeg ved godt, det ikke altid er positivt ment. Nogle opfatter mennesker, der læser bøger, som verdensfjerne og kedelige. Men, man kunne jo lige så godt opfatte dem som mennesker, der bruger alle muligheder for at lære situationer og menneskehedens livsvilkår at kende. Sider, som de ikke selv har mulighed for at opleve. Man bliver klogere - og undersøgelser viser, man lever længere - når man af og til har en bog i hånden.

LANGHÅRET OG VERDENSFJERN

Jeg kan godt forstå, hvis nogle en gang imellem får indtrykket af, at læsere er nogle "langhårede" nogle. Jeg startede forleden på at læse Gunther Grass's roman "Hundeår". Som introduktion søgte jeg omtaler på Nettet. Pludselig fandt jeg følgende, der beskrev en artikel om Grass og romanen:

“En korrektiv læsning af Grass og hans roman, der nuancerer og problematiserer den gængse forståelse af Grass og hans romaners entydige tilknytning til Danzig, småborgerskabet og Det Tredje Rige. I stedet argumenterer artiklen for det territoriale designs urenhed og migratoriske karakter, for kunstnerkarakterernes socialt transgressive beskaffenhed og for tidens pluralistiske og virtuelle kraft.”

Helt ærligt: Jeg forstår ikke en brik af det! Hvis nogle tror, at dette er måden, man beskriver en læseoplevelse på, så kan de da godt undre sig.

VINDENS SKYGGE

Nej, så er begrundelsen for at elske bøger noget mere jordnær i Carlos Ruiz Zafon’s roman "Vindens skygge", hvor en af personerne siger:

”Aldrig har jeg været så fængslet, forført og optaget af en historie som af den, der blev fortalt i den bog. Indtil da havde bøger bare været en pligt for mig, en slags bøde, man skulle betale til lærere og vejledere uden rigtig at vide til hvilken nytte. Jeg kendte intet til glæden ved at læse, ved at udforske de døre, der åbnede sig i ens sind, ved at hengive sig til fantasien, til fiktionens og sprogets skønhed og mysterium. Det kom alt sammen til mig med den roman.”

Kan en læseoplevelse beskrives smukkere?

BLIV KLOG PÅ VERDEN

Det er jo netop følelsen af at gå ind i en anden tid eller Verden, der giver een mulighed for at blive klogere på mennesker og deres liv. Hvis man eksempelvis læser romaner eller beskrivelser af livet i Tyskland fra 1918-35, forstår man bedre, hvordan et demokrati gik under og hvilke mekanismer, der førte til en totalitær stat. En viden, der er vigtig i dag, hvor mange tendenser trækker i samme retning. Da vi ikke har opfundet en tidsmaskine endnu, kan jeg jo ikke selv prøve at leve i datidens hverdagsliv. Men ved at læse, opdager man de små - i sig selv måske uskyldige - hverdagsting, der samlet ledte til katastrofen. Det er bl.a. så godt beskrevet i Peter H. Fogtdals roman "Flødeskumsfronten ".


FLERE LIV

At læse bøger er at få lov at leve flere liv. Der kommer mange bøger og det er i sig selv en oplevelse. I nogle år var jeg freelance boganmelder på Nordjyske. Det var fantastisk, for jeg kom til at læse bøger, jeg aldrig selv ville have købt. Det åbnede endnu flere universer. Desværre stoppede ordningen. Men at gå ind i Kleins boghandel på Frederiksberg eller Betty Mogensens i Hjørring (Danmarks ældste) er at gå ind i en Verden fyldt med klogskab, viden, legender og eventyr. Man kan støve rundt og overveje, om man vil være i Lotte og Søren Hammers uhyggelige og realistiske krimi univers. Om man vil opleve den ulykkelige, romantiske kærlighed gennem Goethe i "Den unge Werthers lidelser.". Om man vil opleve historiens vingesus i Edward Rutherfurd’s mammut romaner om Paris, London eller New York. Ikke at forglemme  Karen Blixens mystiske og vidunderlige verdensbillede. Eller at møde de grundlæggende dyder i medmenneskelig dannelse i Stephan Zweig's "Verden af i går", god lærdom at få i en tid, hvor omgangsform og ordentlig opførsel overfor hinanden er på retur.

AT MÆRKE EN BOG

"Skal man eje eller leje?". Jeg elsker, at have en bog i hånden, at notere i den, så jeg husker sætninger og synspunkter til artikler eller foredrag. Men naturligvis kan man møde samme eventyrstemning og følelsen af at drage rundt i Livets mangfoldighed ved at gå på biblioteket. Vi har eksempelvis et landskendt i Hjørring. Det er en smagssag. Jeg holder af at holde bogen fysisk i hænderne, hvilket meget gode venner begræd, da jeg for nylig flyttede fra den ene side af gaden til den anden i Sindal og de slæbte af sted med mængdevis af kasser fyldt med bøger.

Rigtig mange læser i dag. Mange bruger e-bøger eller lydbøger. Det er fint og det er dejligt at de får indholdet. Men de skulle nu unde sig selv glæden ved at ose rundt i boghandelen og røre ved bøgerne. Pludselig møder de en bog, der gerne vil være ven med dem.

Jeg håber, denne form for kultur overlever. Det er en vigtig måde at blive klogere på Livet og dets mangfoldighed på. Det er en god måde at overdrage erfaring fra menneske til menneske på. Man kan ikke leve i en bog, men man kan blive inspireret til at leve endnu mere i den virkelige verden og med mennesker af kød og blod.  Så gå nu hen og tag en bog, kast dig ned i dens Verden og nyd det.

God læselyst!

Peter Duetoft