FRIMURERI HANDLER OM LIVSKVALITETklint sommerhus 07 034jpgPage_1jpg

Frimureriet handler om livsglæde og livskvalitet. Vi koncentrerer os om det, der samler midt i en forvirret og fortumlet verden. Frimureriet er en træning i at leve op til de menneskelige værdier, vi tror på. Selve det frimureriske arbejde skal ske udenfor logens mure. For frimureriets vigtigste resultat skal ses i måden, man behandler andre mennesker på.

Vi tror på Gud – og vi lærer i frimureriet, at Gud har skabt os. Det er en vigtig erkendelse. For den giver os et ansvar overfor vort eget liv. Vi skal ikke sjuske med livet. Dronning Ingrids ord om, at ”man skal gøre sig umage” bør ligge alle på sinde. Ja, man skal gøre sig umage med livet – for det er en gave, der er blevet os betroet

Men Gud har jo ikke kun skabt mig. Han har jo også skabt alle andre levende væsener. Derfor bliver respekten for andre meget centralt i vort arbejde. Frimureriet er naturligvis egoistisk i den forstand, at det drejer sig om, at man skal arbejde med sig selv for at forbedre sig selv. Men resultatet af arbejdet er det modsatte af egoistisk. For man skal ikke forbedre sig for at glæde sig over det eller prale af det. Man skal forbedre sig i forhold til andre mennesker.

 Dermed bliver frimureriets hovedmål medmenneskeligt.

De moderne udfordringer

Kan frimureriet overhovedet hjælpe os til det? I den moderne verden, med dens væld af tilbud, ny teknologi og mange nye udfordringer, er det så ikke en pudsig prioritering at gå i loge? Svaret er jo meget nærliggende - måske er det netop den forvirrede verden, de mange informationer og jaget i dagligdagen, der kræver en fordybelse i frimureriet? Måske er det netop det umulige i mellem faxen, mobiltelefonen og Internettet at sætte tingene i relief, der gør frimureriet mere nødvendigt end før. Måske er det fordi vore historiske og kulturelle rødder bliver glemte.

Nu kan man selvfølgelig lægge meget forskelligt i ordet livskvalitet. Hvis man kun lægger noget materielt er det noget tomt. Drejer det sig om lønnens størrelse, bilens størrelse, husets antal værel

ser, ferierejsernes mål - og for en sikkerheds skyld alt dette en smule bedre end naboens - ja, så har ordet ”livskvalitet” ikke meget indhold. Men min påstand er, at mange mennesker i dag ikke måler deres livskvalitet i materielle goder. Det kunne måske have haft sin mening for generationer siden, hvor selve den materielle overlevelse i hverdagen var et problem. Men i dag, hvor kampen for det daglige brød er kommet i baggrunden, vægtes den materielle side af livet trods alt nok på en anden måde af mange. Man kræver mere af livet..

Men materialismen sidder jo alligevel som en torn i kødet på os alle. Vi kender alle eksempler på, at forældre giver deres børn penge, så de kan klare dagen og Burgerbaren, mens forældrene slider sig ihjel for at sikre sig de to biler, sommerhuset, vinterferien og fredagsbøffen - alt sammen ting, som de så i.ø. er for trætte til at nyde. Og imens de slider for de materielle goder, bliver børnene Bz’ere, autonome eller bandemedlemmer, fordi de her kan finde den varme og fællesskab, som de ikke finder hjemme .

Jo, nogle betaler prisen for materialismen og ligegyldigheden – de, der ikke er så stærke og fri. For nogen tid siden kunne man på tekst-tv se, at 12 procent af unge under 35 år har overvejet selvmord – og 4 % har gjort forsøget. Forklaringen fra disse mennesker er, at omgangskredsen, vennerne, familien og ”samfundet” i dag stiller så store krav til det ”perfekte liv” til succes og resultater, til fremgang og fremdrift, at mennesker, der ikke når stjernestatus giver op. De opfatter deres liv som spildt og kan slet ikke se, hvordan de overhovedet kan leve videre, når de ikke kan være blandt den absolutte top, men måske ”kun” nummer 2, 4 eller 10. Vi kender det jo fra TV. ”Stjerne for en aften” og ”Danmarks klogeste barn” er jo med til at pace én frem – og kampen for at være den, der kan nyde ”kendthedens privilegium” er hård. De fleste glemmer, at man kun er ”kendt” i en kortere periode, hvis man bliver det pludseligt. Her som alle andre steder kræver det et hårdt arbejde, for at opnå og bevare sin status. Sker det på en saglig og langsigtet baggrund, så er det langtidsholdbart. Sker det pludseligt, så forsvinder det pludseligt igen med alle de følger det får. Mange af disse øjeblikskendte oplever, at H.C.Andersen havde ret i eventyret Fyrtøjet: Soldaten, der efter at have været rig, endte alene på sit loftskammer. Det er det chok, nogle ikke kan komme over.

I dag er samfundet ikke kun præget af forbrug af materielle goder. Man forbruger også mennesker – og ”brug og smid væk” devisen er overført til menneskelige relationer.

Alt dette tyder på en aktuel livskvalitets sygdom i vort samfund. Det er nok en diskussion værd, hvad livskvalitet er og hvordan vi opnår den.

Man er efter min opfattelse nød til at erkende, at den materielle livskvalitet har sine grænser og ikke bringer os lykkeligere i graven og at prisen betales overfor de mennesker, vi burde stå nær ved, men som vi prioriterer ned med begrundelsen, ”jeg har så travlt”.

Retten til at drømme

Jeg tror, livskvalitet er meget mere end noget, der kanbygges på ting og sager Og det siger jeg, der hjemme i Sindal har en lejlighed, der ligner en gammeldags klunkelejlighed, fordi jeg elsker at have minder og ting, der relaterer sig til noget i mit liv. Men samtidig må jeg erkende, at det jo kun er rammerne. For uden menneskeligt indhold og liv, er det intet værd. For livskvalitet kan jo lige så godt være, at kende sig selv og mestre livet. Livskvalitet kan være tilfredshed med livet. Det kan være at have en stor indre ro og balance - eller opleve, man har mening i tilværelsen. Det kan være, at virkeliggøre en stor livsdrøm eller leve et velfungerende liv, hvor man lever op til samfundets normer. Livskvalitet er et liv med kvalitet, men det er hvert enkelt menneske der må finde ud af hvad ordet skal betyde i hans eller hendes liv. Livskvalitet er ikke noget, man kan slå op på Internettet og sige, sådan gør jeg.

I Middelalderen troede man, at Gud styrede alt. Om mennesker var rige, fattige, syge eller raske, var Guds vilje. I Oplysningstiden – som Frimureriet er et barn af – skete en ændring. Nu fastslog man, at Gud har lagt nogle rammer, givet nogle evner, men vi skal selv lære at bruge disse evner. Som filosoffen Spinoza sagde: ”Gud er ingen dukkefører!”

I jødiske kredse hører man ofte anekdoten om den gamle jøde, der efter et langt liv ønskede at slutte rig. Han bad derfor til Vor Herre: ”Kære Gud, vil du ikke nok lade mig vinde i lotteriet?” Da lotteriet næste lørdag blev trukket, vandt han til sin store fortvivlelse ikke!”. Han bad derfor endnu mere inderligt, men igen uden at han vandt i trækningen. Så blev han lidt vred og sagde: ”Min Gud, nu har jeg været trofast gæst i Synagogen hele mit liv. Jeg har bedt alle de bønner og fulgt alle de forskrifter, du har givet mig. Nu beder jeg bare om én ting, nemlig at vinde i lotteriet – og så lader du det ikke ske! Det kan du ikke være bekendt!”. Pludselig lød der en tordenstemme fra Himlen. ”Min Søn, du er nød til at hjælpe til!” ”Hvad skal jeg gøre?”, spurgte jøden. Og Gud svarede: ”Du kan jo starte med at købe en lodseddel!”

Ja, man kan ikke vinde et lotteri uden en indsats – og man kan ikke vinde hverken livet eller livskvalitet uden at yde. Man skal bruge de evner, de holdninger og de muligheder, vi er skabte med. Man kan ikke komme passivt lykkeligt gennem livet.

Man skal have hjertet med, man skal vide hvad man vil, man skal udnytte muligheder, man skal erkende sine værdier. Man skal tage ansvar og se sig selv som årsag til det, der sker i ens liv. Og man skal have visioner om det gode liv. Vi skal have længsler og drømme, som vi kan kæmpe for realiseres. Jeg så en dag i København et møbelhus proklamere ordene ”Stop Dreaming – start living”. Jeg ved godt, det de mente var, at man skulle stoppe med at drømme om deres stole og i stedet købe én. Men tænk alligevel over ordene. Kan man leve uden at drømme? ”Loose your dreams – and you will loose your mind”, som det hed i én af min ungdoms rock-slagere, Ruby Thuesday. Vi kan ikke leve uden drømmen – uden håbet – uden at ville nå noget mere. Men det er jo op til os og vor selverkendelse om vi får nogle af drømmene opfyldt.

Jeg tror, mennesket har brug for drømme. Men er der plads til dem i vor tid? Vi er alle så velhavende, at det at kæmpe for noget næsten er glemt. Jeg kan huske, hvordan det i min barndom var fantastisk at spare op til noget af lommepengene og så få det, man ønskede sig. Men i dag vælter vi alle bare ned og køber. Og det er naturligvis på mange måder en god ting, men det må aldrig tage sjælen fra os. Eller Internettet, dvderne, filmene, computerne – tager det ikke drømmene fra os? Nu skal det her ikke ende i ren nostalgi – og mange af vil tænke: er han nu blevet så gammel? Men jeg husker altså i 50erne, når jeg lørdag eftermiddag lå på gulvet foran den enormt store radio, med grammofon og skabe til pladerne ved siden – og lyttede til radioteatret. Der spillede man Børnene i Nyskoven – og jeg elskede det og kunne næsten ikke vente til næste lørdag. Jeg drømte mig med – tankerne gik langt – der var indhold og udfordring – man skulle jo selv skabe sine billeder. Skal man det i dag – eller får man alting serveret grydeklart? Skal alting være her og nu oplevelser – jo flere og jo hurtigere – jo bedre? Og forsvinder de uden at efterlade sig spor? Det er nuet, der tæller, det der var i går er ligegyldigt og i morgen er i dag glemt.

Frimureriet er modsat. Her kræves, at man omdanner symboler til menneskelige handlinger og ideer. Her får man nogle redskaber, men skal selv arbejde med stoffet. Ingen gør arbejdet for dig. For det er dit arbejde, dine drømme, dine tanker, dine ideer, dit univers, der er det væsentlige i det arbejde, du skal i gang med.

Hvad er det så for nogle livsholdninger, vi skal huske? Vi skal tage os af andre mennesker. Vi skal trøste og hjælpe. Ikke blot ved at betale os fra næstekærligheden når der er landsindsamling. Nej, vi skal komme den isolation og ensomhed til livs, som præger det moderne samfund. Husker vi det? Har vi altid det venlige ord til det menneske, der har gjort noget godt? Husker vi ikke altid at klage over fejlene, men ikke rose.  

Vi ved, at ensomhed er eet af de største problemer i vor tid – ikke mindst blandt ældre. Og hvad gør vi så: Giver dem en ældrecheck og synes, vi har gjort så meget. Bliver de mindre ensomme af det? Eller sætter vi grænser af kærlighed? Er det ikke misforstået, at alt er lige godt, at det ikke betyder noget om du gør det ene eller andet. Giver det ikke rodløshed og utryghed og følelsen af, at være ligegyldig hos vore medmennesker. Ser vi på de mest udsatte grupper i samfundet, sindslidende og udviklingshæmmede – så er eet af deres største problemer, at de ikke bliver accepteret på lige fod med andre. At de ikke kan få lov at blive en del af fællesskabet, fordi myter, tabuer og sætte etiketter på mennesker og putte dem i små kasser er blevet det ledende i vort samfund, godt hjulpet af en dramatiserende, sensationsjagende presse – der gerne hænger en hel befolkningsgruppe ud, bare der er en god historie.

Tager vi os af de mennesker, der er anderledes, tænker anderledes ser anderledes ud. Er det ikke overfor disse mennesker, det kristne menneskesyn i virkeligheden skal vise sig? Hvor let er det ikke at være næstekærlig og forstående overfor familien, vennerne, dem vi kender eller dem vi er enige med. Men er det netop ikke overfor de øvrige, vi skal vise om vi tør tage livets udfordringer op? Hvorfor finder vi i Danmark år 2013 ældre mennesker, der ikke i 7 år har set andre end hjemmehjælpen et par timer om ugen? Nu skal de have frostmad i 7 pakker til 7 dage og en mikroovn i rationaliseringens navn, en robotstøvsuger – og væk er den menneskelige kontakt. Som den er væk, når man nedlægger posthusene, billetkontorerne og de andre steder, hvor man da kunne møde andre. Ikke engang i forretningerne eller når man ringer et sted hen, kan man tale med andre. Man bliver mødt af selvbetjening eller en dødssyg telefonsvarer. ”Hvis de ønsker at købe en billet tryk eet – hvis de ikke ønsker det, tryk 2”. Ja, det minder mig næsten om Peter Plys. Peter besøger Uglen og udenfor døren er et skilt: ”Bank én gang om svar ønskes. Bank to gange om svar ikke ønskes”. Men medmenneskeligt er det da ikke.

Hvordan med livet store spørgsmål, eksempelvis Døden. Når vi møder et menneske, der har mistet en kær eller fået en dødelig sygdom. Drøner vi ikke hen på det modsatte fortorv for ikke at tale med vedkommende - eller kan vi ikke blive fri, så står vi forlegent og aner ikke, hvad vi skal sige og hvordan vi skal opføre os. Har vi ikke alle mistet livskvalitet ved, at ensomhed og selvtilstrækkelighed har gjort vort samfund koldt og upersonligt?

Det kan blive endnu værre

Passer vi ikke på – så bliver det værre endnu. I dag kan man leve på Nettet, tror man. Man kan forelske sig, købe ind, diskutere. Men er det menneskeligt samvær? Jeg opfatter nu alene tastaturet som en kommunikationskanal på lige fod med brevskrivning. Men det får man da ikke menneskeligt samvær af? Og selv der, hvor vi har fået en personlig kontakt, ødelægger vi det tætte samvær mellem mennesker. Jeg har altid troet, at den nye teknologi skulle skabe mere tid til at være sammen med de mennesker, der betyder noget for én. Og så opdager man, at jo mere teknik, der kommer, jo mindre menneskelig er man. I gamle dage kunne man tillade sig at forlade kontoret fredag eftermiddag uden dårlig samvittighed, for man ville jo ikke få post før mandag. I dag vælter det ind med mails hele weekenden og man fristes til at sidde foran skærmen for at arbejde i stedet for at leve livet. Og mobiltelefonen. En dag sad jeg og spiste frokost på en frokostrestaurant. Ved bordet ved siden af mig sad 4 unge mennesker og spiste. De var ”ude at spise sammen”. 5 minutter efter ankomsten sad de og talte i hver sin mobiltelefon – og jeg vil vædde ganske meget på, at de ikke talte med hinanden. Da de rejste sig fra bordet ville de nok påstå, at de havde spist frokost sammen – men de havde da overhovedet ikke været sammen? Hele dette kommunikationsjag – hele dette forsøg på at ”være på hele tiden” hele ønsket om at være i centrum, det forpester menneskers livskvalitet.

Frimureriet har modgiften mod alt dette. Kendsgerningen er, at man kan være ensom, selvom man er mange. Hvis andre mennesker ikke betyder noget for én, eller man ikke betyder noget for andre mennesker, så er ensomhedens lurende spøgelse der. Mennesket skal leve livet for mennesker og med mennesker. Det er besværligt, ja. For naturligvis er det lettere at være ligeglad. Så bliver man ikke konfronteret med problemer og udfordringer. Til gengæld kan man sidde i sinegen glasklokke og se livet passere. Og dermed mister man livskvalitet – ja, spørgsmålet er, om man overhovedet lever.

Frimureriets søjler

Frimureriet bygger på flere søjler – det vi kalder de fire frimurerdyder: Tavshed, forsigtighed, mådehold og barmhjertighed. Hvis vi bruger dem som redskaber, vil vi medvirke til et varmere samfund. Vi skal lytte til vor samvittighed, for det er valget mellem det gode og det onde der fører os videre. Alt er ikke lige godt. Vi skal være forsigtige når vi dømmer andre. Fordømmelse og intolerance er ikke et middel, som fremmer livskvaliteten i et samfund. Måske andre gør andet end det, jeg ville gøre. Men så forstå hvorfor. Vi skal være mådeholdne i vor egen selvvurdering. Vi skal gøre det, vi finder rigtigt, men ikke tro, at vi altid har opfundet de vise sten. Og vi skal endelig leve op til næstekærligheden og den respekt for andre mennesker, der burde ligge dybt begravet i vor egen kultur. Bruger man disse fire fundamentale livsregler - som frimureriet lærer os - så hæver man livskvaliteten ikke blot for een selv, men også for sine medmennesker.

Ud over disse fire regler lærer frimureriet os også en tænkemåde: Vi skal bruge vor fornuft og samvittighed. Træffer vi beslutninger alene ved hjælp af fornuften, så vil vi træffe kolde, kyniske og teknokratiske beslutninger. Træffer vi beslutninger alene ved hjælp af vor samvittighed, så bliver alt urealistisk og pladderromantisk. Men frimureriet lærer os, først at overveje om det, vi vil gøre er fornuftigt – og derefter lade beslutningen afprøve i forhold til vore værdier ogsamvittighed. Derefter – hvis disse to instanser har sagt god for det, vi vil – så kan vi gøre det. Det er denne livsstilsændring i vort daglige liv, der trænes i i logerne. Det er den livsstilsændring, der skal føre til større livskvalitet for os selv og vore medmennesker.

Frimureri kræver aktivitet. En passiv frimurer er en død frimurer. En frimurer skal gøre en forskel overfor andre mennesker og overfor sig selv. Det er på aktiviteten frimureren skal kendes, ikke på den sorte kjole og vest, hatten eller sværdet og ringen. En frimurer skal hver dag året rundt, leve op til det frimureriske og kristne budskab om næstekærlighed og menneskelighed. Det lykkes ikke altid. Det indebærer mange glæder – men også mange skuffelser. For man kan ikke kæmpe for medmenneskelighed og næstekærlighed, uden at møde modgang. Dels kan man blive skuffet, når man må erkende, at man ikke har været så standhaftig, som man gerne ville. Dels vil man blive skuffet, når resultatet ikke er så godt, som man gerne ville. Men bliv nu ikke bange: Vi er ikke selvgode Helgener. Vi fejler lige så meget som andre mennesker, men vi lærer en metode til at gøre status – og det er jo forudsætningen for at forbedre sig.

Mange mennesker går I fitness-centre for at træne deres krop. De vil sikre sig et fysisk langt liv. En frimurerloge er et åndeligt fitness-center. Ritualer og symboler er “maskinerne”. Man træner sin hjerne og sin tankegang, så man kan klare udfordringer og samtidig prioritere det, der er vigtigt I livet: At leve med og for andre mennesker. Fitness-arbejdet i logen skal vise sit resultat i forholdet til andre mennesker udenfor logen.

Arbejdsmetoden er let I teorien, men vanskelig i praksis. Men den og frimureriet kan ganske enkelt beskrives på følgende måde: Vurder om det, du gør, er i overensstemmelse med din samvittighed. Om det er inspireret af andres viden. Om det skyldes, at du er for egoistisk. Og om handlingen gavner din næste. Gør du det, kan livet ikke gå helt galt.

Ja, det er såmænd bare det, det hele handler om.

Peter Duetoft har udgivet bogen:

”Frimureriet – fortid eller fremtid?”

Bogen kan købes  ved henvendelse til Den danske Frimurer Orden, Blegdamsvej 23, 

2100 København Ø eller kan findes på en lang række biblioteker.

info@ddfo.dk 

IMG_0046jpg