Det er en dårlig vane....

Det er en dårlig vane. Når jeg læser en bog - og "helten" læser en roman, får jeg også lyst til at læse den. Og så går jeg ned og anskaffer den.

Det er økonomisk dumt, men mentalt og litterært godt. For jeg opdager forfattere og bøger, jeg aldrig ville have fundet af mig selv.


Delphine de Vigan er et godt eksempel. Jeg anede ikke hendes eksistens. Men jeg blev inspireret til at købe hendes roman: "Underjordiske timer" - og hvilken lykke.

Ikke kun fordi den foregår i "mit" Paris - og jeg kan genkende stemninger og miljøer. Men også fordi hun lader hovedpersonerne gennemleve situationer, mange af os kan genkende.


Store dele af romanen ligner  Christian Jungersen's roman fra 2004 "Undtagelsen". I begge romaner er udelukkelse og mobning på arbejdspladser hovedlinjen. Det kan man jo altid blive klog af. Måske man bliver opmærksom på egne attituder - måske bliver man opmærksom på, at andre kan have et problem. Romanen skildrer den mest modbydelige mobning fra en chef mod en medarbejder, fordi hun turde sige ham faglige imod.

Den anden hovedperson opdager, at han er ligegyldig for sin partner. Hendes reaktioner i dagligdagen - og hendes reaktion, da han vil stoppe forholdet, viser, at han i virkeligheden intet betød. Det var bare overflade. Det var det letteste ikke at tage konsekvensen af det.

Og disse to sjæle flagrer så videre og prøver at få fast bund under fødderne. Den ene har fået frataget sin faglige stolthed - den anden sit følelsesliv.
Alt dette pakkes ind i Paris stemning.

Kan man lide Paris, nyder man det. Og kan man lide mennesker, nyder man det også. "Underjordiske Timer" er en underholdende roman, man kan blive klogere af.
Delphine de Vigan: "Underjordiske Timer", Peoples Press, 2020