Alle skal høres, men ikke alle kan få ret!

Grundlovstale Try 2021

Tak fordi jeg må komme her til Try med et års forsinkelse.

Grundloven er en mærkelig lov. Den kan betyde alt – eller intet. Bortset fra praktiske paragraffer om Kongen, Folketinget og Rigsretten, er der en række ord, der enten skal fortolkes i hverdagen – eller skal uddybes ved lov.

Ordet ”frihed” er et godt eksempel. Ifølge Grundloven har vi ”religionsfrihed”, ”ytringsfrihed” og ”forsamlingsfrihed”. Ord der, da Grundloven blev skrevet, nok havde en ganske entydig betydning, men som i dag er blevet noget mere udflydende.

Det man ofte glemmer er, at den ”frihed” Grundloven nævner jo ikke er grænseløs. Men i den moderne tidsånd er den blevet det. Den moderne tidsånd kan let virke diktatorisk og ufri.

På en grundlovsdag er der god grund til at overveje ordene og deres betydning. Hvad mener vi med dem – og hvordan sikrer vi os et samfund, der bygger på ordentlighed, rimelighed og medmenneskelighed?

Den ”personlige frihed” er et godt eksempel. Kan vi gøre alt, hvad vi vil? Er vor ”frihed” grænseløs? Både ytringsfriheden og forsamlingsfriheden er i centrum – og trosfriheden er under pres.

Jeg vil!

”Jeg vil!”. Det er blevet et mantra i den moderne hverdag. Men ”jeg vil” giver kun mening, hvis jeg samtidig spørger om ”jeg skal”. Hver dag ser vi mennesker eksempelvis på sociale medier og i tale skrive og sige de mest ubegribelige ting om andre. Hver gang påberåber de sig ”deres ytringsfrihed”. Men disse mennesker har misforstået, hvad det går ud på. Økonomen og filosoffen, John Steward Mills, skrev i 1859 bogen ”Om friheden”. Den er et hovedværk i spørgsmålet om frihed og bruges ofte som argument for den totale ytringsfrihed. Men Mills taler om, at Staten ikke må begrænse borgernes frihed. Intet sted taler han om, at man bare kan gøre alt koste, hvad det koste vil.

Hvis jeg møder en kvinde i en rædsom kjole, men jeg ved, hun har fået den af den, hun elsker højest – så siger jeg da ikke ”hold da op, kan man gå i sådan et rædsel?”. Nej, jeg begrænser min egen frihed, for jeg ved, jeg vil såre og gøre hende ked af det. Det er i mine øjne ”ordentligt”. Og sådan vil der være mængdevis af situationer – for vi ved, at ord er farlige. De sårer, de sidder og gnaver (mente han nu også det?) og de kan forpeste dage og måneder af et andet menneskes liv. Selvom Grundloven slår fast, at vi har ytringsfrihed – så bør vi have et indre filter, der i medmenneskelighedens navn skal slås til. I disse de sociale mediers tidsalder, i egoismens og ”jeg – vil – tiden” er dette filter blevet meget svagt. Vi ser enkeltpersoner og medier trampe på andre menneskers følelser – og jeg må spørge: Gør det nogen gavn? Bringer det mere glæde eller lykke? Er det ikke bare med til at ødelægge fællesskabet?

Det betyder ikke, at man skal stoppe med at kritisere og tale imod. Men det betyder, det skal ske med pli og dannelse. ”Jeg vil og jeg gør” er med til at undergrave vort demokrati. Vi kan kun have demokrati, hvis vi accepterer andre vil noget andet og gør noget andet end det, jeg gør. Hvis vi ikke gør det, vil vi tænke diktatorisk.

Demokrati kræver, man tænker demokratisk!

Der er nok eksempler på, at et formelt demokrati ikke er demokratisk. Man skal ikke glemme, at Hitler kom demokratisk til magten. Næsten halvdelen af de tyske vælgere stemte på ham og i Rigsdagen støttede andre partier op. Det på trods af, at han aldrig havde lagt skjul på eksempelvis sin racepolitik. Men som mange sagde: ”Når han kommer til magten, gennemfører han det ikke.” Det samme som Trumps vælgere sagde, da de blev spurgt om de stadig støttede ham. ”Ja, han siger og skriver meget – men det glemmer han, når han kommer til magten!”. Men man må vænne sig til, at dem, man stemmer på, risikerer at gøre det, de siger. Man kan ikke stemme på eet og så bagefter forvente noget andet.

Det er en fortærsket sætning, at Verden er blevet mindre. Det er den næppe, selvom det er hurtigere at komme fra sted til sted. Forskelle er der stadig. Men forvirringen i verden er blevet større. Det skyldes ikke mindst de mange stærke informationsstrømme – nogle manipulerede andre direkte forkerte – vi hver dag konfronteres med. Og med de mange informationer komme pludselig mange dilemmaer.

Alle skal høres, men alle kan ikke få ret!

Vi vil gerne have grøn omstilling, men ”der må ikke være vindmøller, så jeg kan se dem. Ikke være biogasanlæg, for de lugter. Ikke være solfangere, for de er grimme. Men jeg er stadig for grøn omstilling!”. Ja, kære tilhørere – kender vi ikke alle de sætninger? Klimaforandringer er vi alle imod – men det bliver dyrt at forhindre dem – så måske er de ikke så slemme. Vi er for internationalt samarbejde, navnlig i EU og FN – men de skal altså ikke komme her og kritisere, hvad vi gør – så kritiser da den tredje verden og Kina. Det er tilpas ufarligt!

I det moderne samfund skal vi alle hele tiden træffe beslutninger, der er på den ene side og på den anden. Vi skal have et åbent demokrati. Højskolemanden, Hal Koch, sagde: ”Demokrati er samtale!”. Ja samtalen og dialogen er vigtig. Mennesker skal høre på hinanden. Forsøge at forstå hinandens argumenter. Men ved vejs ende må man vælge, hvad enten man er privatperson eller er valgt til at bestemme som politiker. Man må erkende, at man ikke kan gøre alle glade og tilfredse. Man kan ikke give alle ret. Derfor er det at blive hørt ikke ensbetydende med at få ret. Målet må være, at flest mulige kan leve med det resultat, der kommer. Det gamle ord ”almenvellet” er godt at huske, men skal ikke misbruges.

Leveregler!

Så er vi tilbage ved starten. Grundloven giver de spilleregler, der skal til, for at få et fællesskab, der er præget af tillid, rimelighed og ordentlighed. Den giver ikke praktiske anvisninger på resultater. Men den giver en vej og et mål. Så er det op til hvert enkelt menneske at overveje og afveje, hvad man synes er rigtigt og forkert.

Den overvejelse kræver nogle redskaber. Jeg tror fire enkle leveregler er hjælpsomme:

-       Vær så stille, at du kan høre det menneske, der har brug for dig. Det er ikke nødvendigvis de mennesker, der råber højest, der har mest behov. Det menneske, der er alvorligt syg, har mistet en kær, har voldsom fattigt eller har store følelsesmæssige udfordringer råber ikke, men har endnu mere behov for, at vi stiller os ved siden af det og siger ”jeg er der!”.

-       Vær forsigtig i dommen over andre. Hvor ofte afviser vi ikke mennesker på afstand. Og hvis vi pludselig – ved en fejltagelse – kommer tæt på det menneske, vi ellers ikke ville nærme os – hvilket eventyr er det så ikke? Hvor meget kan vi ikke lære og hvor mange nye vinkler kan vi ikke se.

-       Lad være med et lade din dagsorden dominere hele tiden. Andre mennesker kan jo også have ret – eller have en erfaring, der er værd at tage med. Skyttegravskrig med udgangspunkt i ”jeg vil” – er hverken nyttig eller givende.

-       Endelig må vi huske, at det at leve, er at leve for og med andre mennesker. Et liv er ikke at isolere sig, hverken fysisk eller mentalt. Det er udviklingen i samspil med andre, der gør livet værd at leve. Mangfoldighed er en gave i livet. Men der findes grupper i samfundet – sindslidende, handikappede, fattige, fremmede – vi ikke vil lukke ind i fællesskabet. De higer efter at komme med og det ødelægger deres liv, at de står udenfor. Men det gør samtidig vort fællesskab mindre blomstrende og inspirerende. Man skal opføre sig ordentligt – også i fællesskabet – men man har lov til at opføre sig anderledes.

Jeg tror Grundloven giver de gode rammer. Den bør være et værdimæssigt kompas.  Hvis vi hver især vil gøre status i vort liv og overveje, hvordan vi lever op til Grundlovens værdier og ord, så er jeg sikker på, vi får et dejligt fællesskab og alle et liv, der præges af mere livsglæde.

God grundlovsdag.

Peter D