EN TRAGISK REJSE - OG DENS FØLGER!
Midt i maj sejlede den store passagerbåd fra Hamborg med kurs mod Havana på Cuba. Om bord var 937 passagerer, der så frem til at gå i land på øen. De havde alle købt visum til landet i dyre domme. Mange af dem ville bare bruge øen som midlertidigt opholdssted, indtil de havde fået visum til USA.
Turen over Atlanten var præget af glæde og humør. Nok forlod man sit fædreland og måtte efterlade alt hvad man ejede. Men en bedre fremtid lå forude. Der var dans i salonerne og god mad på bordet. Kaptajnen var yderst betænksom og hjalp alle til rette – ligesom han fjernede billeder, der kunne provokere og såre.
Da skibet befandt sig midt på Atlanten, skete der imidlertid noget. De dyrt købte visa blev pludselig ugyldige. De var købt af en højtstående, korrupt embedsmand – og nu havde Cubas Præsident tilbagekaldt dem.
Den 27.maj ankom skibet til Havana. Nogle ganske få passagerer fik lov at gå i land, da de havde visa til USA. Et par passagerer havde forsøgt selvmord og blev indlagt på hospitaler i Havana. De øvrige passagerer måtte blive om bord.
På kajen stod pårørende og venner og kiggede fortvivlet på skibet, der lå i havneindsejlingen. Man lejede små både, for at sejle ud og vinke og råbe til sine kære. Myndighederne holdt de små både på afstand, så ingen passagerer skulle forsøge at hoppe fra borde og blive reddet af familien. Repræsentanter kom fra udlandet for at forhandle med Cubas Præsident. Det førte ikke til noget. Præsidenten forlangte, at skibet forlod Cubansk farvand den 2. Juni. Kaptajnen sejlede langsomt mod Miami, samtidig med at han forhandlede med USA. Men her var der heller ingen lyst til at hjælpe. Tværtimod sendte USA kystbevogtningsskibe ud for at hindre, at passagerer skulle forsøge at komme i land – eller skibet skulle blive sat på grund.
Passagerskibet sejlede op langs USA's kyst, den tyske kaptajn forsøgte at forhandle om landsætning i Canada også uden resultat. Til sidst måtte man nødtvungent vende om og sejle tilbage til Tyskland. Passagerbåden stoppede imidlertid i Antwerpen, hvor en række af passagererne efter forhandling fik lov at fortsætte til Storbritannien, Holland, Belgien og Frankrig.
I disse dage er det 80 år siden denne tragiske rejse foregik. Den foregik i maj-juni 1939. Skibet hed St. Louis og var en tysk passagerliner. De 937 passagerer var jødiske flygtninge fra Tyskland, der havde betalt alt, hvad de ejede, for at komme væk fra Hitlers terrorregime. I juli 1938 holdt en lang række lande et møde i Evian for at finde en fælles indsats, der kunne redde de forfulgte jøder i Tyskland. Konferencen endte resultatløs, da land efter land sagde, at de ikke kunne modtage flere flygtninge og ikke ville ”importere et jødeproblem”. Efter Krystalnatten i 1938 pressede nazisterne på for at jage jøderne ud af landet. Ved at efterlade alt, kunne de få lov at rejse ud – men ingen ville modtage de forfulgte jøder. Danmark var ikke for god – vi sendte jøder tilbage til Tyskland langt ind i besættelsen – til den visse død.
Passagererne på St Louis blev som nævnt fordelt til en række lande. Halvdelen af dem kunne senere komme til USA. Men af de øvrige døde 254 i Auschwitz.
Hvorfor ville de forskellige lande ikke hjælpe? Hovedårsagen var antisemitiske bevægelser både på Cuba, i USA og Canada. Efter 30ernes økonomiske krise lykkedes det at påstå, at de flygtninge bare ville øge arbejdsløsheden og ødelægge økonomien. Nazisterne elskede det naturligvis. De havde god brug for, at lande, der normalt kaldte sig humane, ikke ville redde de jøder, Tyskland gav ”lov at rejse”! Vi kender i dag hele historien – 6 millioner jøder døde sammen med en lang række andre mennesker, på grund af en syg overmenneske-ideologi.
Ja, det er 80 år siden – men stadig aktuelt. I den hjemlige debat år 2019 er der jo både partier og personer, der vil fjerne konventioner eller udfordre dem. Man vil forsøge at overskride bestemmelsernes grænser, for at vise, man kan.
Man skal bare huske, at de internationale konventioner blev skabt efter 2. Verdenskrig for at undgå et nyt St Louis, Eviant eller hjemsendelse-til-død system. Den var demokratiernes svar på umenneskeligheden. Hele hændelsesforløbet gennem 20’erne og 30’erne var en skændsel for de frihedselskende demokratier. De svigtede i den grad deres menneskelige værdier. Siden har statsoverhoved efter statsoverhoved sagt undskyld for hændelsesforløbet. Men det gør jo ikke de døde levende igen.
Når jeg møder mennesker med firkantede, umenneskelige holdninger til andre, tænker jeg på de ulykkelige i Havanas havn. Når jeg hører politikere, der vil sende hele befolkningsgrupper ud af Danmark og ikke vil lade mennesker leve deres liv, som de vil – så tænker jeg på det, der skete i 1939. Jeg tænker på den massive, kollektive forråelse, der skete. Men jeg tænker også på den tyske kaptajn, der gjorde alt, hvad der var i hans magt for at redde passagererne. Han er senere blevet hædret af Israel for sit mod og sin indsats. Det er vel ham, der bør være en ledestjerne og ikke de hadefulde folkeforførere. Det bør vi nok alle huske på i disse uger og år.
Peter Duetoft