Frihed må ikke forveksles med egoisme

”Nogle taler om ”samfundssind” som noget ubetinget godt for individet, hvilket det jo ikke er, hvis man elsker sin frihed og sin ret til selv at bestemme hvad sundhed er for én selv og ens familie. ”Samfundssind” er blot et positivt ladet og dermed vildledende ord for undertrykkelse og magtudøvelse.”

Sådan skrev en erhvervsmand og såkaldt ”blogger”  på et Net-medie. Om han er rig eller fattig, ved jeg ikke, men han har meldt sig i gruppen af danske erhvervsfolk, boende i Spanien eller Schweitz, der har meget klare og enkle løsninger på de udfordringer, vi har i Danmark.

Nuvel! Covid19 er ved at blive dagligdag. Samfundet åbnes mere og mere. De politiske spændinger tager til – nu ved alle, hvad der skulle være gjort for nogle måneder siden. Det er en lidt besynderlig diskussion. ”Det var unødvendigt at lukke Danmark ned”, hedder det – ”der døde jo ikke så mange”. Man springer let og elegant over, hvad der ville være sket, hvis man ikke havde brugt krasse midler. ”Jeg vil hellere gå et skridt for langt end et for kort”, sagde Statsministeren. Vel i virkeligheden en meget fornuftig og forsigtig holdning i situationen. Tænk hvilket drama, der havde været, hvis man havde gjort for lidt og vi havde fået sydeuropæiske eller amerikanske tilstande?

Med i opfølgningen på Covid19 affæren kommer der imidlertid nu en værdimæssig diskussion. Trump-støtter og rabiate grupper skaber voldsomme demonstrationer i USA for hurtig genåbning. I Tyskland har den yderste højrefløj sat sig i spidsen for samme sammenrend. Det er faktisk ikke så underligt. Yderliggående grupper styrkes, når der er strid, modsætning og usikkerhed i et samfund. Så naturligvis fisker de i rørt vande. Nogle frygter, de får åndeligt voldtaget mange borgere, der føler frygt og magtesløshed.

Slagordet for dem alle er ”personlige frihed”. Så er vi tilbage til det citat, der startede denne artikel. For hvad er ”frihed”.

Er det – som bl.a. ovenstående skribent åbenbart mener – retten til at gøre som man vil uden hensyntagen til konsekvenserne?

Eller er ”frihed” retten til at gøre som man vil, under ansvar overfor andre?

Jeg er ikke i tvivl. ”Frihed” er i min verden tæt forbundet med ordene ”medmenneskelig dannelse” og ”ordentlighed”. ”Frihed” uden denne baggrund, føre direkte til kynisk egoisme.

Der er sket et skifte fra det ene grundsyn til det andet i en årrække. Om det er 68-generationens mantra om, at ”alt er lige godt”, der slår igennem – eller DRs børneudsendelser i 70erne, hvor 4-årige børn stamper i gulvet og udbryder ”Maj dør, hvad maj vil!” – ved jeg ikke. I hvert fald er vi ved at tabe den grundlæggende præmis i frihedskapløbet.

Mest tydeligt har det været på ytringsfrihedens område, hvor det at skrive, tegne eller fotografere hvad som helst er blevet en ret, ligegyldig hvordan det så end sårer eller rammer andre mennesker. Men alle disse ”ytringsfrihedsfundamentalister” burde læse filosoffen John Stewart Mills, der er én af ytringsfrihedens fædre. Intet sted i hans bog ”Om frihed” står der, at man kan sige hvad som helst om hvem som helst. Hans udgangspunkt er, at mennesket skal være præget af ordentlighed, men at Staten ikke skal blande sig i, hvad jeg må sige og skrive. Nogle kalder denne ”ordentlighed” for ”selvcensur” og det lyder jo fælt. Men er det så indviklet? Vi møder hver dag situationer, hvor vi holder igen, for ikke at skade eller såre et andet menneske. Er det ikke medmenneskelighed? Og er det ikke sådan, det også burde være i samfundsdebatten eller på Facebook?

I Covid19 restriktionernes slipstrøm er denne frihedsdiskussion så bredt ud til andre emner. Er det i orden at forhindre mig i at gå på cafe, i teatret, til sportskamp eller sidde i strandkanten med 50 venner, for at hindre, at smitte spreder sig og tager livet af andre mennesker? Er det en ”krænkelse af mine fundamentale frihedsrettigheder” eller er det ”samfundssind” og respekt for fællesskabet at efterleve reglerne? Er det ikke sådan, at hver gang, jeg kræver total frihed, tager jeg friheden fra andre mennesker? Hvis jeg opfører mig, som jeg vil – uden hensyntagen – pådutter jeg så ikke andre mennesker mine krav, selvom de helst ville være fri? Vi bør naturligvis have en diskussion om, i hvilke situationer, sådanne kraftige indgreb er rimelige og om der eksempelvis skal et specielt stort flertal i Folketinget for at gennemføre sådanne regler. Det er i orden. Men at anfægte, at der kan være situationer, hvor man hurtigt skal beskytte hele befolkningsgrupper, er i min verden en farlig vej at betræde.

Der er mange spørgsmål – og mange overvejelser vi hver især bør foretage. Kan et ordentligt samfund fungere, hvis vi udvikler os til millioner af egoistiske monstre – eller skal vi have en grundlæggende respekt for at give hinanden størst mulig frihed, samtidig med, at der er plads til os alle. Det er vel det, der er spørgsmålet.

Peter D