HAR VI RÅD TIL MENNESKER?

”Kvinder er en underskudsforretning!”. Denne overskrift kunne man i slutningen af april læse i Ugebrevet Mandag Morgen. De havde fået en række ”talknusere” til at regne ud, hvor stort et over-/underskud henholdsvis en mand og en kvinde giver samfundet i et livsforløb. Målet var selvfølgelig at påpege, at kønsskævheder koster os alle penge. Hver gang der fødes en pige, vil samfundet miste 1.2 mill og hvis det er en dreng tjene 0,9 mill.

Jeg spørger imidlertid mig selv, om et menneskes værdi kan gøres op i økonomisk nytteværdi? Jeg troede ikke, at ligestilling mellem kønnene skulle begrundes i samfundsøkonomi. Jeg troede faktisk, det handlede om respekt for et menneske, at give lige muligheder og at behandle begge køn ordentligt.

En tidlig morgen kørte jeg hjem fra København til Sindal. Jeg hørte P1. Her var der et interview med en yngre erhvervskvinde. Hun fortalte om sit arbejde og sine drømme. Hun håbede at ende som topdirektør i et internationalt selskab. Hun lød dygtig, så det skal såmænd nok lykkes. På et tidspunkt talte man også om hendes privatliv. Pludselig siger hun: ”Jeg har et par nære venner. Resten skifter jeg ud efter behov!”.

”Hej, Marie – må jeg invitere dig ud på fredag?”. ”Nej, Peter – du er skiftet ud!”. Er det sådan relationen skal være mellem mennesker? Er mennesker blevet som varer på hylderne i et supermarked, hvor man vælger dem, man har brug for – og lader resten ligge?

Covid -19

Hele spørgsmålet om menneskets værdi og nytteværdi er blevet aktuel under Corona krisen. Når man følger den offentlige debat om indsatsen mod COVID-19 virker det som om, en del nu har glemt det oprindelige formål. For et par måneder siden talte man om at begrænse en række aktiviteter, holde afstand og ”lukke” samfundet. Meningsmålinger viste, at en meget stor del af den danske befolkning ønskede at beskytte risikogrupperne i vort land og klart ville prioritere liv over økonomi.

Nu, nogen tid efter har tonen fået en anden lyd. Nu kommer der – ikke mindst fra liberale økonomer og mennesker, der er meget fokuseret på økonomi (endog nogle praktiserende læger) – synspunktet:

”Der må lukkes op meget hurtigt – for det ødelægger samfundsøkonomien generationer frem, at vi har bremset ned.”

 ”Det er generationstyveri – vi prioriterer de korte liv og lader de lange betale!”.

”Nedlukningen er alt for dyr, vi kan sagtens leve med 5000 døde!”

Tilbage sidder jeg og tænker – nu er det altså økonomi i stedet for mennesker, det handler om. Er det ”nyttigt” at vi redder liv? Hertil kommer så en kulturændring i vort land, hvor det at skulle være sig selv for mange er en katastrofe. Uden cafeliv, festivaller, kollektiv optræden på Islands Brygge i København og alt det andet, går vort liv i stå. Da livsstilen nærmest er blevet en 100% oplevelseskultur, vil begrænsningerne naturligvis ramme følelsesmæssigt hårdt. Men hvad er vigtigst: ”At mine bedsteforældre overlever – eller om jeg kan få min specialkaffe på Cafeen?”.

”Menneskets nytteværdi”. Kan det ”betale sig” at redde de der gamle og syge? Mange af dem vil jo dø alligevel! Tænker man på den måde, er der jo uendelig mange muligheder for at stramme op.

Der sidder en stærkt dement kvinde. Hun er så udad reagerende, at hun ikke kan være i nærheden af andre mennesker. Hun må bo i et specielt lejet hus og have pasning 24 timer i døgnet. Hun koster samfundet flere millioner kroner om året. For nogle år siden stillede en borgmester på Sjælland sig op i TV foran en daginstitution og sagde: ”Vi kunne få 30 pladser derinde for det, hun koster!”. Har vi ”råd til hende”?

På samme måde kunne man pludselig i en landsdækkende avis se en overskrift: ”Ældrebyrden ødelægger Ærøs økonomi!”. Da jeg så den tænkte jeg: Hvad vil man gøre ved det – skyde dem eller sende dem til Jylland?

Vi kan blive ved: Hvad med en sindslidende på en institution, en udviklingshæmmet, en handicappet? Deres ”økonomiske nytteværdi” er ikke stor – men hvad med den menneskelige? Det er også mennesker, der har følelser og kærlighed – og som nogle elsker. For mange år siden besøgte jeg en institution for multihandicappede børn. Nogle forældre ville vise mig den. Jeg trak vejret dybt og tænkte: Børn uden arme og ben, hvad er det for et liv? Men efter at have været der et par timer, var jeg vendt fuldkommen. At se følelserne og kærligheden mellem forældrene og børnene viste mig, at de små i deres vugger og senge var lige så meget mennesker og havde brug for lige så meget kærlighed, som alle andre.

Måske er det gammeldags at tale om følelser og kærlighed. Ja, vil de økonomifikserede sige: Du er en romantisk drømmer, der er helt urealistisk. Du ødelægger samfundets effektivitet og du prioriterer de hurtigløbende karrieremagere ned til fordel for mennesker, der koster penge.

Jeg tror nu på et samfund, hvor der er plads til mennesker og deres forskellighed. Et samfund, der ikke bare kasserer mennesker, fordi de er gamle eller kronisk syge. Jeg tror, man mister sin menneskelighed, hvis man kun tænker i økonomiske kasser. Hvis de raske ikke tager hensyn og hjælper med til, at så mange af de udsatte klarer den som muligt – vil vi få et usselt og umenneskeligt samfund. Et samfund, der kun ser på nytteværdi.

Den 4. maj 2020 – fejrer vi 75 året for sejren over sådan et system. Mennesker, man ikke kunne lide eller anså for undermennesker, blev udnyttet til døde. De fik lov til at slide sig op, hvorefter de endte i gaskamrene, fordi de ikke længere havde nogen værdi. Man henrettede handikappede, for de var jo bare udskud og en økonomisk belastning.

Tilbage stod de vestlige demokratier med palmerne. Demokrati kræver nemlig respekt for det enkelte menneske, for at det kan fungere. Men måske er palmerne ved at visne. Som det er sagt: Civilisation behøver ikke være meget mere end neglelak på rovdyrklør. Der var jo også politiske ledere i demokratierne (også i Danmark), der støttede tvangssterilisation og kastration for at spare sociale udgifter. Nej, vi er historisk ikke skyldfri.

Vi har altid fortalt, at vi i bl.a. Danmark sætter det enkelte menneske og respekten for det enkelte menneske højt. Det skal vi også, hvis vi værdimæssigt og menneskeligt skal overleve COVID 19 udfordringerne. At overleve på de områder er lige så vigtigt som på det økonomiske.

Vor kultur er blandt andet rundet af den jødisk/kristne tankeverden. I den jødiske Talmud siger man bl.a.:  ”Den, der redder bare et enkelt menneskes liv, redder hele verden”.

Det er godt at huske i disse tider, hvor man sætter liv og økonomi op mod hinanden. 

Peter D