Jeg var der! OL München 72.

Jeg var der!  - OL i München i 1972.

Ikke som deltager, men som tilskuer. Jeg ankom 2.september og boede i en privat udlejning 50 km fra München. Det var en stor oplevelse at se Legene. Det fantastiske olympiske stadion, med dets smukke buede tag, var betagende. Jeg oplevede den første fodboldkamp i historien mellem DDR og Vesttyskland. Et symbol på en åbning mellem de to tysklande. Jo, det lagde op til en uge, der vil stå stærkt hele livet.

Den 5.september blev imidlertid en sort dag i menneskets historie. Palæstinensiske terrorister angreb ved morgengry den israelske lejr i den Olympiske By. 11 israelske sportsfolk blev dræbt eller taget som gidsler. Jeg hørte, hvad der var sket, da jeg ankom til OL området. Det var en uhyggelig fornemmelse at gå rundt om hegnet til bo området og vide, at mennesker derinde var gidsler. Det var første gang, jeg oplevede terror tæt på.

Alt var naturligvis aflyst, så jeg besluttede mig for at tage hjem til mine værtsfolk og følge med i TV. Her sad vi klinet til apparatet. Terroristerne kom med krav, de blev afvist. Det gentog sig. Til sidst enedes man om at transportere dem og gidslerne til den militære lufthavn i Fürstenfeldbruck. Her angreb politi og militær.  Kl 22.30 meddelte fjernsynet, at alle gidsler var befriet Vi jublede alle. Det unge tyske ægtepar, jeg boede hos, fandt en flaske sekt frem – og vi skålede lettede.

Da jeg kom ned til morgenmaden næste dag, sad ægteparret knuste. Hun græd og han mumlede ”Ikke i Tyskland igen!”. Alle gidsler var dræbt i angrebet aftenen før.

Naturligvis startede det tragiske udfald en diskussion om OL’s videre forløb. Enden blev, at OL fortsatte med en dags forsinkelse, den israelske delegation tog hjem og det olympiske flag vejede over alt på halv stang. Ved Legenes genoptagelse blev der holdt en meget smuk mindehøjtidelighed på det olympiske stadion, hvor tusinder af sportsfolk og tilskuere viste deres følelser.

Legene fortsatte, men stemningen var anderledes. Jeg plejer at sige: jeg oplevede 3 dages OL-stemning og 5 dages stemning i skyggen af verdenshistorien. Ved legenes afslutningshøjtidelighed fik man udleveret en lille plastik fakkel (min ligger i Sindal endnu). På et tidspunkt slukkede man alt lys og de tusindvis af tændte fakler var som en stjerne tæppe. Alle tanker gik til ofrene og gav samtidig en erkendelse af ondskaben i Verden.

Det er om få dage 50 år siden.

Der kom flere og voldsommere terrorangreb siden. Men for os, der oplevede München 72, flyttede det terrorens væsen fra en avisforside til virkeligheden.

Og så dukkede det hele op igen i sidste uge. Den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, besøgte Berlin. Her spurgte en journalist ham, om han ville undskylde for München-massakren i 72. Hans svar var: ”Hvis vi skal grave dybere ind i fortiden, så har jeg 50 massakre, som Israel står bag. 50 massakre, 50 Holocaust…”.

Bortset fra at Abbas viste mangel på lyst til forsoning, er det, der har provokeret mest – ikke mindst i Tyskland – sammenligningen mellem militære aktioner på Vestbredden og i Gaza og så Holocaust.

Et er krig. Det er grusomt og de fleste af os er imod den, hvad enten det er i Ukraine, i Mellemøsten eller på Balkan. Krig er ondskab.

Men Holocaust er noget andet. Det var et industrialiseret massemord på millioner af mennesker. Nøje planlagt og med klart udspring i et åbent sår i den vestlige kultur. Århundredes antisemitisme danner fundamentet for rædslerne. Også i Danmark. Da Georg Brandes startede det moderne gennembrud, blev han af kritikere mødt med råbet: ”Han er jo også jøde, så han er forræder og vil bare skade Danmark”. I 30erne og ind i besættelsen sendte vi jødiske flygtninge tilbage til Tyskland, for vi ville ikke have dette ”fremmedelement” i vort land. Vi husker alle redningen af de danske jøder i 1943, men glemmer så ofte den holdningsmæssige forhistorie. Den er jo også ubekvem. Og i dag findes der i vort land mennesker, der benægter Holocaust eller som stadig støtter en antisemitisk eller racistisk politik. Dertil kommer en tordnede uvidenhed. Når jeg holder foredrag, får jeg af og til spørgsmålet: ”Hvornår var det alle de jøder døde?”.

Det er her Abbas relativistiske indfaldsvinkel er farlig. Det ligestiller Holocaust med alt andet. Så glemmer man, at Hitler fra starten gjorde jødehadet og fjernelsen af dem fra samfundet til en hjørnesten i sin politik. På trods af det, kom han via den tyske Rigsdag og millioner af stemmer til magten. Og han gjorde senere alt for at holde sit valgløfte. Auschwitz er symbolet. Det viser, at demokratiske valg ikke nødvendigvis er garanti for fornuft og medmenneskelighed.

Og i Mellemøsten er Abbas sammenligning endnu farligere. I mange lande er antijødiske holdninger stadig en væsentlig drivkraft. I nogle lande udgiver og bruger man eksempelvis ”Zion Vises Protokoller”, et falsk skrift, der udgiver sig for at være en jødisk brugsanvisning i, hvordan de (og frimurerne) kan overtage verdensherredømmet. Skriftet er beviseligt produceret af den russiske efterretningstjeneste i slutningen af 1800-tallet for at styrke jødeforfølgelserne. At den i dag bruges aktivt flere steder i Mellemøsten viser, at jødehadet stadig er en faktor og medvirker til, at der ikke kan findes fredelige løsninger. I den sammenhæng er Abbas udtalelser lidet hjælpsomme.

Historien er god at huske i en tid, hvor fjendebilleder, falske påstande, rabiate holdninger og personangreb præger den politiske debat i mange demokratier. Det hele startede med udhængning af befolkningsgrupper og massive verbale angreb Det endte med ondskab og umenneskelighed. Så galt går det forhåbentlig ikke igen – men mindre kan også gøre det.

Massakren i München var resultatet af fanatiske og yderliggående holdninger. Det erindrer os om, at ondskaben pludselig kan slå til. Abbas udtalelser er med til at gøre, at den politik bl.a. nazismen stod for bliver noget helt almindelig. ”Så er den nok ikke så farlig!”.

Som den tyske Kansler skrev dagen efter udtalelsen: ”forfølgelsen og det systematiske mord på seks millioner europæiske jøder er en forbrydelse mod menneskeheden uden sidestykke”.

Det er godt af huske på, for det viser hvad fanatisme og politisk galskab kan føre til – både i München 1972 og nu.

Denne artikel var min månedlige klumme i Nordjyske Medier august 22