LØSNINGER ER LETTE - NÅR MAN IKKE HAR ANSVAR!

”Messieurs, I har ret begge to, hver på sin måde.”

Sådan siger Ludvig Holbergs fortvivlede politiske kandestøber, da to advokater forelægger ham en sag. I komedien er det et af eksemplerne på, at ”et er søkort at forstå, et andet skib at føre”. Det er let at sidde udenfor og have alle de simple løsninger. Ofte er det imidlertid sådan, at de lette løsninger ikke virker – eller har bivirkninger.

Siden Holberg skrev ”Den politiske Kandestøber” i 1722 er tingene ikke blevet lettere. De tusindvis af informationer, vi får hver dag fra hele Verden, skaber forvirring. Ofte er informationerne modstridende – af og til usande – og alligevel vil de påvirke vort verdensbillede og vore holdninger. Kravet om hurtighed og viden om alting her og nu – går ud over troværdigheden. Der er ikke tid til at spørge om ”det virkelig kan passe”?

Sandheden er første offer i krig

Det er såmænd ikke noget nyt – det er bare blevet værre. Den græske digter, Aischylos, skrev for 2500 år siden: ”I krig er sandheden altid det første offer!”. Det kan vi jo helt aktuelt se i dag. Vi er alle enige om, at Putin og hans folk af og til lyver lige så stærkt som en hest kan rende. Men af og til siger de dog også noget sandt. Omvendt er det en almindelig opfattelse, at oplysningerne fra Ukraine er sandhed. Vi glemmer, at de har nøjagtig lige så stor interesse i at skildre verden til deres fordel, som russerne har. Så mon ikke også, der kommer et par ”gode historier” derfra? Men vi må danne os et billede af virkeligheden ud fra det, vi hører – vel vidende, at alt ikke er sandt.

I kandestøberens sko

Man føler sig bestemt i kandestøberens sko af og til. I denne uge var der en historie om, at et par handlende havde fået store bøder, fordi de bl.a. havde skrevet ”æg” med småt på en varedeklaration. Det var de naturligvis vrede over og de fandt det helt urimeligt. Det kan man da godt forstå. Næste dag var der så en historie om en far, der fortalte om sit barns allergi. Hvis barnet spiste det forkerte, kunne det dø. Derfor er det vigtigt, at indholdet i maden fremgår tydeligt (med store bogstaver), så man ikke i skyndingen giver barnet noget forkert. Det lyder jo meget fornuftigt. Så er vi i kandestøberens situation: ”I har begge ret, hver på sin måde”. Her er der ingen lette og hurtige løsninger – her må man vælge.

De lette løsningers parade

Vi vælger nogle til at vælge. Derfor holder vi bl.a. folketingsvalg. Uden at genere nogen, kan man vel godt kalde valgkampen for ”de lette løsningers parade”. For et hvert forslag bliver fremstillet som den perfekte løsning – og så springer man alle ”men’erne” over. Tag forslaget om, at der i alle kommuner skal være mindst et privat plejehjem. Det giver (nogle?) ældre et frit valg. Det lyder jo meget menneskeligt. Men samtidig fratager man andre nærhed og tryghed. Hvorfor så det? Jo, kommunekasserne bugner ikke med penge. Derfor er der ikke råd til for mange tomme plejehjemspladser. Opretter man et privat plejehjem og flytter mennesker derhen, får man tomme pladser på de kommunale. Så må man lukke et af dem. Jeg skal ikke her blande mig i, om man skal det eller ej – jeg er jo ikke politiker længere. Men i en sag, der lyder let og i nogens øjne sympatisk – er der altså to modsatrettede hensyn. Det samme gælder i sundhedssektoren. I de lette løsningers debat lyder frit valg superfint og positivt, men der er en bagside, der rammer andre. Og her skal man vælge. Det er ikke så enkelt.

Karaktermord

Det er blevet en uvane, at en stor del af en valgkamp går ud på at lave ”karaktermord” på modstanderen. Vi så det massivt ved sidste kommunalvalg, hvor en kampagne mod Hjørrings dygtige borgmester, Arne Boelt, tegnede et billede af ham, som ingen, der kendte ham, kunne genkende. Resultatet kom, da stemmerne blev talt op. Sådan en kampagne sætter naturligvis spor.

Nu prøver man så på landsplan at gøre det samme mod statsminister, Mette Frederiksen. Igen og igen hører man, hvordan hun er egenrådig og ”magtfuldkommen”. Nu kunne man jo lige så godt kalde det ”handlekraftig” – og så var det jo pludselig positivt. For det er vel det, vi har brug for, i en tid med Corona, inflation, energikrise og krig. Nu er statsministeren jo ikke den eneste, der gennem tiden har fået det prædikat på sig. Der har vist sjældent været en statsminister, der som Anders Fog Rasmussen udstrålede ”magt” og råstyrke. Det er der mange eksempler på. Omvendt var hans forgænger, Poul Nyrup Rasmussen, en statsminister, der ikke altid skød fra hoften, men erkendte, at ting er mere mangfoldige end som så. Så angreb man ham for at ”have uld i mund”, selvom han bare overvejede ting for og imod på en fornuftig måde.

Hvad ville I ellers have gjort?

Men tilbage til Mette Frederiksen. Minksagen hives frem igen og igen. Ja, der skete fejl, de blev opdaget og rettet hurtigt. Men mange ting går åbenbart i glemmebogen. Hvad var situationen? Sindal var et af de første steder, der blev ramt. Et stort antal beboere og personale på plejehjemmet fik Corona. Flere døde. Man fandt ud af, at smitten stammede fra nogle minkfarme. I den efterfølgende tid kunne man se smitten brede sig landet over. Til sidst besluttede regeringen sig for at slå til. Naturligvis var der så fejlen omkring lovhjemmel. Men det blev jo klaret i løbet af et par dage. Hvad ville man mon have sagt om statsministeren i dag, hvis hun og regeringen intet havde gjort? Hvis man havde været passiv? Nu viste ministrene handlekraft. Men når kritikken er der i dag, så kunne man jo spørge de politiske kritikere: Hvad ville I have gjort, hvis I havde haft regeringsmagten dengang?

Betragter Månens bue.....

Igen er det et valg, der skal tages – og igen et vanskeligt et af slagsen. Men verden er ikke sort eller hvid.  Vi skal alle træffe vanskelige valg i hverdagen. Af og til må vi gøre det, vi finder nødvendigt og rigtigt vel vidende, at andre kan prioritere anderledes.

Som tredje vers lyder i ”Sig Månen langsomt hæver”:


”Betragter Månens bue,

den kun er halv at skue

og er dog hel og rund;

Så er vel flere sager,

Som nu vort hjerte vrager,

fordi vi halvt dem skuer kun!”


Peter D

Ovenstående er min månedlige klumme i Nordjyske Medier, oktober 22