Ordentlighed og medmenneskelig dannelse

Afsnit 1 - vælgere
Afsnit 2 - Ordentlighed mod mennesker (offentlig service mm)

Afsnit 3 - Fremtidens plejecentre ( friplejehjem, forholdet til sundhed)

Afsnit 4 - Mangfoldighed ( minoriteter, sindslidende, andre kulturer, ny

               teknologi. )
Afsnit 5 - Miljø og klima. ( møller, grøn omstilling, udnyt omstillingen)
Afsnit 6 - Ordentlighed i politisk arbejde - medmenneskelig dannelse.


På mit ”valgbrevkort” har jeg lovet at uddybe ovenstående ord. Det sker hermed. Indlægget er måske længere end du har lyst til. Det er derfor opdelt i afsnit, så du kan hoppe ind, hvor du ønsker.

Indlægget er også længere end normalt, fordi jeg er træt af, at politiske budskaber skal være overskrifter. Verden er mere end sort/hvid. Ofte er der store dilemmaer, hvor man må vælge. Et enkelt ja/nej svar giver ofte ingen mening. Hvis man kender baggrunden for spørgsmålet, kan man måske også forstå – og endda acceptere – svaret. Men det betyder altså, at jeg i dette skrift navnlig henvender mig til mennesker, der vil have mere end politiske slagord og smarte overskrifter. Andre er dog også velkomne! Det skal i ø ses i sammenhæng med Socialdemokratiets generelle valgoplæg i Hjørring Kommune: "Trygt ind i fremtiden.". Det betyder, at der er emner, der behandles der og ikke her. Men jeg står bag dem alligevel.

Der er mindst tre slags vælgere:

- Den, der altid har stemt på et parti – og bliver ved med det, for sådan gør man!”

- Den, der er stærkt optaget af en enkeltsag og derfor stemmer ud fra den.

- Den der ser på en kandidats grundlæggende værdier og stemmer ud fra dem.

Jeg har stor respekt for alle tre grupper. MEN…

Stemmer man ud fra de to første er det måske lidt en chancesejlads. I første tilfælde giver man frit spil til kandidaten. I andet eksempel har man ingen fornemmelse af, hvad kandidaten gør, når enkeltsagen om et halvt år er afklaret. Så er der 3 ½ år, hvor linjen måske går modsat det, man som vælger, egentlig mener.

I mine øjne er den tredje mulighed derfor den mest ”sikre”. I et demokrati skal man bøje sig mod hinanden og lave kompromis. Derfor får alle ikke alt, som de gerne ville. Derfor vil man også opleve, at ”min” kandidat stemmer for noget, jeg er uenig i eller mod noget, jeg tror på. Men hvis grundholdningerne er i orden, så vil det valgte medlem i de fleste situationer reagere som ”jeg” ville – og så har man en repræsentant i byrådet.

Derfor er det efterfølgende skrift præget af en blanding af holdninger og praktiske eksempler. På den måde, sker der en forventningsafstemning.


2) Ordentlighed mod mennesker

I et hvert fællesskab – ikke mindst i et samfund – er det vigtigt med spilleregler, så vi alle kan være her. Nøgleordet er ”ordentlighed”. Det betyder respekt for hinanden og respekt for hinandens forskellighed. Det betyder at hjælpe mennesker, der har brug for det – det kan være med trøst i en vanskelig situation, med gode råd eller med mere fysiske handlinger. ”Vi kan ikke redde hele Verden”, hedder det ofte. ”Nej, men vi kan hver især gøre vor lille del af det!”

Hvad har det så med et byråd at gøre? Jo, en hel del. Vi har selvfølgelig hver især ansvar for at opføre os ordentligt i vort eget liv. Men vi kan også kræve det samme af vort fællesskab.

Det kommunale system skal bl.a. yde service til borgerne. Det kan være i Borgerservice eller ved forskellige myndighedsopgaver. Det er ved hjemmehjælp og hjemmepleje. Det er i skoler, daginstitutioner og plejecentre. Det er på sundhedscentre og aktivitetscentre. Tonen overfor mennesker, der henvender sig, skal være venlig og klar. Vi har i Hjørring Kommune dygtige og seriøse medarbejdere. Vi har heldigvis ikke set sager som de, medierne har bragt fra enkelte andre kommuner, hvor man behandler f.eks demente ældre urimeligt. Man kan sige det naturligvis skal være sådan – men vi må også erkende, at mange offentlige ansatte arbejder under stress og jag.

I en længere årrække har Christiansborg stillet krav om effektivisering og besparelser i kommunerne. Det mærker borgerne naturligvis. Tiden til omsorg hos den ældre, klassekvotienten i skolen, normeringen i daginstitutionerne eller sagsbehandlingstiden for en tilladelse bliver længere. Det er mange år siden nogen sad i de offentlige forvaltninger ”og sænkede slagskibe”.

Disse pressede situationer går ofte ud over de medarbejdere, der er i første række. Det er dem, der møder bebrejdelserne og bliver mødt med ubærlige situationer, hvor 10 minutters ekstra samtale hos en ensom ville gøre underværker. Men næste borger venter jo. Her må politikerne træde i karakter. Det er dem, der må forklare, hvorfor ting strammer til. Det er jo politiske aftaler bl.a. på Christiansborg, der fører til de ulykkelige situationer. Det er mantraet ”mere kvalitet for færre penge”, der nu viser sit triste resultat. I stedet burde man sige ”kvalitet koster penge” – for sådan er det i mange forskellige sammenhænge – hvorfor så ikke i den offentlige sektor.

Jeg mener, vi ikke blot er nået ind til benet, men langt ind i benet i den kommunale økonomi. Der ligger store økonomiske udfordringer i de kommende år i Hjørring Kommune. Vi skal sikkert både spare og prioritere. Men, jeg er tilhænger af at man i den proces også hæver skatten. Bliver den hævet med det, der svarer til en eller to poser kaffe pr måned for en almindelig indkomst, vil det gøre, at de værste besparelser kan mildnes. Dertil kommer at Christiansborg – forhåbentlig -ændrer nogle af de mest urimelige refusionsregler mellem Stat og Kommune. Det letter måske også lidt.

Ligesom kommunens ansatte skal behandle borgerne med respekt og seriøst, skal borgerne også behandle medarbejderne ordentligt. Man kan ikke altid få ret eller det, man håbede på. Love og regler kan gøre, at man ikke helt når derhen. Men det er ikke medarbejderens skyld. I stedet for at blive irriteret og sur må man prøve at komme så langt som mulig i en fælles retning. Selvfølgelig kan der ske fejl. Det må der helst ikke – men vi kan alle fejle. Sker det, må man hurtigt rette dem. Men et krav om ufejlbarlighed vil gøre ”systemet” endnu mere tungt og firkantet. Det er ikke nyttigt for nogen.

3) Fremtidens plejecentre

Vi får flere ældre. Det er dejligt, at mennesker lever længere. De er ingen byrde. Ordet ”ældrebyrde” er et af de mest modbydelige, der findes. De ældre er også sundere end før. Dvs. de vil blive i eget hjem eller passende bolig længere. Det er fuld forståeligt og kommunen skal naturligvis give den støtte, der skal til, for at det kan lade sig gøre. Udbygningen af ældreboliger, hvor man kan være sig selv, men samtidig en del af et trygt fællesskab, er vejen frem. Et sted, hvor der også er fællesfaciliteter, man måske ikke havde i sin tidligere bolig. Det kan være et lille værksted eller fælles lokaler til anden fornøjelse. Noget af det fælles kan måske foregå i plejecentret, der skal være åbent for aktiviteter udefra. Det nye center i Sindal bliver et af eksemplerne. Byen har fået mange ældreboliger og med fælleslokalerne, bliver det godt. 

Jeg håber, man senere i projektet kan udvide centret med en fløj, der kan bruges som lægehus. I løbet af få år mangler vi læger i byen (de er gået på pension). Vi har erfaring for, at lægehuse kan tiltrække nye læger - så det var måske en vej at gå,

Denne udvikling medfører imidlertid, at de ældre kommer senere på plejecenter. De er mere skrøbelige og syge – ofte meget demente. Vi ser også en udvikling, hvor mennesker bliver hurtigere udskrevet fra sygehusene. Det stiller nye krav.

I den forløbne periode lukkede et flertal i Byrådet plejecentret i Tornby. Det gav megen ballade. En gruppe ældre og Ældresagen gik i kamp. Da beslutningen var truffet, startede man en kampagne for et friplejehjem i byen. Noget et flertal i Byrådet ikke fandt var en god ide.

Havbakken var et plejecenter med dygtige medarbejdere og god atmosfære. Det var vellidt i lokalsamfundet. Netop derfor var det umiddelbart uforståeligt for en del, at det skulle lukke.

Her er det imidlertid man skal se fremtidsudsigterne for sig. Hjørring Kommune har den strategi, at plejecentrene skal ligge i ”områdebyerne”, det vil sige udover Hjørring, Hirtshals, Sindal, Vrå, Løkken og Tårs. (Hertil kommer så et mindre bestående i Tversted). Når man satser på dette, har meget få borgere i kommunen mere end 8 km til et plejecenter. Samtidig vil centrene have en størrelse, så de økonomisk kan bære den specialiserede arbejdskraft (demens uddannede, sygeplejersker, terapeuter mv). Det betyder, at man kan være tryg ved, at ens ældre bliver behandlet 1. klasses. Netop det, betyder meget for mig.

Kritikerne af beslutningen om lukning hævder, de kæmper de ældres sag. Men for mig er behandling og pleje i top vigtigere end få kilometer længere i transport. Jeg ønsker ikke, at min kommune om få år skal have ”sager” om dårlig behandling af ældre, blot fordi man prioriterede forkert nu. Jeg mener, at det gavner de ældre mest.

”Jamen, hvorfor er du så imod et friplejehjem i byen. Er det ideologisk?”. Svaret er ”nej”. Jeg sad i en årrække som medlem af bestyrelsen i friplejebyen Liselund i Vodskov. Det gjorde jeg med stor fornøjelse. Jeg skrev endda deres jubilæumsskrift. Ingen kan komme og påstå, at jeg ikke kan lide sådan noget.

Men opretter man et friplejehjem eksempelvis i Tornby, vil man helt sikkert ikke kun få beboere fra andre kommuner. Dvs. man vil skabe tomme boliger i andre plejecentre. Her må vi så lukke ned. Det er vel ikke helt rimeligt. I ø vil et friplejehjem koste kommunen penge. Man hævder, det ikke er dyrere – men i eksempelvis Rebild Kommune har man beregnet, at et friplejehjem vil koste kommunen mellem 0,5 og 4,5 millioner kr. pr år alt efter hvor mange af de planlagte beboere, der kommer udefra. Det er mange penge i et ellers presset system. Liselund kom i gang ved at overtage et kommunalt plejehjem. Samme model har jeg intet problem med kunne ske i Hjørring Kommune. I ø finder jeg det rimeligt om kommunale plejecentre fik samme mulighed som private for at yde ekstraydelser mod betaling. Men det er en anden sag.

Men altså: Vi skal have en behandling af ældre i Hjørring Kommune helt i top – og jeg tror, de planer, der ligger, er en del af vejen.

4) Mangfoldighed - en vigtig del af livet

Vi er så gode til fjendebilleder eller til at fastslå, hvem, vi gider og hvem, vi vil lukke ude. Følgen er ensomhed og tristhed. Af og til bliver billederne helt groteske. Handicaporganisationerne fortæller, at hån og tilråb er langt flere end før. Mennesker fra andre kulturer oplever, at de lægges for had eller ikke får lov at vise deres værd. Nogle ældre sidder ensomme og forladte i deres bolig fordi de er ”for anderledes” eller synes ”besværlige”. ”Onkel Oscar vil jo fortælle historier og komme med erfaringer – og hvad skal jeg bruge det til i mit liv?”

Et samfund skal måles på, hvordan det behandler de udsatte og anderledes. Her har det moderne samfund meget at lære.

De sindslidende er et godt eksempel. Jeg stiftede bekendtskab med denne gruppe omkring 1990. Som medlem af Folketinget og et Amtsråd blev jeg opsøgt af nogle pårørende til sindslidende. De fortalte, hvordan de og deres børn oplevede ”systemet”. Jeg gjorde som så mange andre – slog ud med armene og troede ikke helt på historierne. Men de to kvinder var mere vedholdende og jeg mere nysgerrig, så vi drog sammen afsted. Jeg opdagede, de havde ret. Jeg begyndte at tage sager op, stille spørgsmål og diskutere principper. Det betød, jeg fik mængdevis af henvendelse fra medarbejdere, pårørende og syge. Det var ikke alle lige tilfredse med. Når amtsrådspolitikere fortalte hvor fantastisk psykiatrien var i deres område, var det naturligvis irriterende, at ham Peter kom med eksempler på det modsatte. For ofte lød rammerne fine og flotte, men de dækkede over manglende normeringer og sammenhæng.

På det tidspunkt havde man været gennem en modebølge – inspireret fra Italien – hvor man skulle nedlægge sengepladser og decentralisere. Resultatet blev, at selv i rige kommuner, blev sindslidende udskrevet til ingenting. Man oplevede også, at man måtte udskrive den ene syge før tid fordi der kom én, der var mere syg. Af og til med tragiske følger. De sindslidendes retssikkerhed var også under pres.

Jeg kunne skrive sidevis om eksempler og forhold landet over. Det må være en anden gang. Men selvfølgelig spurgte jeg mig selv: ”Hvorfor går det så galt?”. Jeg tror, jeg har noget af svaret. Da jeg havde rejst debatter og stillet forslag i Folketinget nogen tid, kom én af mine kolleger hen til mig og spurgte: ”Hvorfor bruger du så mange kræfter på de sindslidende, dem er der jo ingen stemmer i?”. Her er vi måske ved kernen: De er så anderledes, at der er opstået et stort tabu. Ikke se, ikke høre, ikke eksistere.

Mange af de problemer, jeg mødte tidligere, findes den dag i dag. Man kan blive udskrevet fra Brønderslev til eget hjem uden voldsom backup. Alle taler om øget samarbejde mellem Region og Kommune, men det er ofte kun ord. Én af de ting, jeg kæmpede for var en psykiatrisk udrykningstjeneste – det vil sige at det var egnet personale, der rykkede ud – og ikke politiet. Politiet er gode til det, de kan – men at håndtere en psykotisk person med politimetoder fører ofte til tragiske situationer. Der blev gennemført prøveordninger – men de blev ofte sparet væk igen.

At tro at alle psykisk syge er ”farlige” er forkert. Men frygten gør, at de ikke kan komme med i fællesskabet. Det forstærker blot de pågældendes problemer. På samme måde er det forkert at tro, at de syge bare kan opsøge et tilbud, hvis de får det dårligt. Ofte ligger der et stort og langsommeligt forarbejde til, at man kan få kontakt.

Hjørring Kommune har effektiviseret denne proces. Jeg har været meget skeptisk. Men man har lovet, at man stadig laver opsøgende arbejde der, hvor det er nødvendigt. Men som nævnt ovenfor er ”modebølger” farlige. Og jeg frygter, at man gør noget, der virker i teorien, men ikke helt i praksis. I mine øjne må der i hvert fald ikke spares mere på socialpsykiatrien. Tværtimod bør man udbygge akuttilbuddet i Hjørring Kommune således at der reelt er døgndækning og ikke "tomt" hele natten, hvor problemerne ofte er størst. Der bør ligeledes åbnes for, at mennesker uden tilknytning til socialpsykiatrien kan bruge tilbuddet. Det koster nogle penge - ja. Men det sparer på penge og mindsker menneskelige udfordringer ved at mindske antallet af eksempelvis genindlæggelser. Naturligvis er der en udfordring i, at forebyggelsen ligger i kommunalt regi og indlæggelser i Regionen. Men kassetænkning mellem to offentlige sektorer bør ikke hindre, at mennesker får den hjælp, de har brug for i en vanskelig situation.

At have en psykisk sygdom er ofte at leve i et "helvede". At være ansat i psykiatrien kan være udfordrende. Men man skal heller ikke glemme, at "rollen" som pårørende er lige så hård. Ofte sidder forældre, søskende, ægtefælle eller børn tilbage med en magtesløshed og en opgivenhed, der er ubeskrivelig. Måske også lidt "skyldfølelse", for hvad gjorde "vi" forkert. Ofte er svaret "ingen ting", men det får jo ikke tankerne væk. Inddragelse af pårørende, samtaler og fælles planer er altafgørende. Kun ved at alle tre parter (syge, pårørende og medarbejdere) har fælles fodslag, kan man få fremgang.

Der findes mange mennesker med psykiske udfordringer. Nogle af dem kunne ikke få deres dagligdag til at fungere, hvis de ikke havde opbakning fra eksempelvis et værested. Nogle siger, de kan spares væk – men det er jeg indædt modstander af.

Sindslidende er blot et eksempel på grupper i vort samfund, der skal have plads. Man skal have lov at være, som man er – hvis man ellers følger lovgivningen. Det gælder også mennesker fra andre kulturer. Hjørring Kommune har været rigtig dygtige til i samarbejde med lokale virksomheder, at få mennesker på arbejdsmarkedet. Integrationen har været en succes i vor kommune. Det skal den fortsætte med at være. Men det kræver, at man accepterer forskellighed. At man møder en ny medarbejder med åbent sind – og ikke med fordomme og fjendebilleder. Flere frivillige organisationer er med til at styrke inddragelsen i fællesskabet. Eksempelvis i Hirtshals findes en meget aktiv forening. Det er heller ikke et tilfælde at Venligboerne startede i vort område.

Mangfoldigheden har så mange følger. Et hvert menneske er et eventyr – og har en historie. Lad os nyde hinandens historie og lære af hinanden. Kulturpolitikken spiller en vigtig rolle i alt dette. Du kan læse om mit syn på den, på hjemmesidens afsnit ”Peters pen”.

Men min grundholdning er, at det er de, der er anderledes, der gør livet mere spændende. Sådan har det været gennem hele menneskehedens historie.

Der ligger store udfordringer forude. Erhvervslivet kalder på kvalificeret arbejdskraft. Det samme gør kommunen – ikke mindst på pleje - og sundhedsområdet. Forhåbentlig hjælper det lidt, at vi har fået tre nye uddannelser i kommunen. Man kan jo håbe, at nogle af de studerende bliver så forelskede i Vendsyssel – og hinanden – at de bliver boende.

Noget af arbejdskraftmanglen må vi nok klare ved at importere udenlandsk arbejdskraft. Men det kræver naturligvis, at de har lyst til at være her. Den skingre debat om andre kulturer og billedet af Danmark som et af Europas mest fremmedfjendske lande – gavner ikke. Hver gang man udtaler sig på den måde, gør man det vanskeligere at skaffe varme hænder til fru Hansen på plejecentret.

En løsning mange peger på er den nyere teknologi. Den har da også mange fordele. Man kan følge et menneskes medicin om natten via en iPad – og derved både spare tid og ressourcer. Spiserobotter og badeværelsesteknologi giver mennesker, der har brug for hjælp, et mere værdigt liv. Det er godt alt sammen.

MEN, vi må ikke skabe et sundheds-og plejesystem uden mennesker. Eksempelvis er robotstøvsugere glimrende på fællesarealer. Men ikke i de private hjem. Her er hjemmehjælpens besøg måske et af de oplivende momenter i en ellers ensom verden. Og det skal vi ikke erstatte med teknologi. Som i så mange spørgsmål er der dilemmaer – men hovedsynspunktet må være mennesket først.

5) Ordentlighed omkring miljø og klima

Enhver, der tvivler på klimaændringerne, kan bare komme til Sindal. Regn, rusk og storm i mængder, vi ikke har set før. Andre steder er det langt værre end her. ( globalt er de konflikter og flygtningeudfordringer, vi ser i dag, vand imod de, der kommer i løbet af årtier, hvis vi ikke får vendt udviklingen.) Hjørring Kommune kan ikke redde hele Verden, men det er jo ikke en begrundelse for intet at gøre.

Jeg støtter den ”grønne omstilling” – og erkender også blankt, at den kommer til at koste økonomisk og livsstilsmæssigt. MEN, jeg mener det er farligt, hvis denne debat ender i en skyttegravskrig mellem de, der intet vil gøre og de, der vil gøre alt, koste hvad det koste vil. Vi skal finde balancen mellem miljø-og klimaindsatsen på den ene side – og det menneskelige liv på den anden.

Så springer vi lige ud i det: Jeg er FOR vindmøller – bare ikke alle steder. Derfor har jeg af og til stemt ”ja” til projekter og af og til ”nej”. For mig betyder menneskers hverdag, landskabets udseende og den historiske arv altså også noget. Derfor var jeg eksempelvis imod store vindmøller tæt ved Børglum Kloster eller et fabrikslignende biogasanlæg tæt på Vrejlev Kloster.

For mig er det mest naturlige at anlægge de store møller langs motorvejen og på Hirtshals Havn. Jeg anser det nødvendigt fortsat at få møller op. Jeg kan heller ikke love, at alle bliver meget glade for dem. Vi skal undgå at genere for mange, men omvendt kan det ikke helt undgås. Det er et dilemma, vi må løse bedst muligt.

Jeg er til gengæld mere skeptisk overfor solfangere. De tager voldsom meget plads og er ikke særlig kønne. Og deres effektivitet, kan der stilles spørgsmålstegn ved.

De nye møller bør levere strøm til det lokale område og ikke til det landsdækkende net. For vi har brug for det. Hirtshals Havn og dets Udviklingsselskab er krumtappen i kommunens grønne omstilling. Og det hænger endda bredere sammen. Det er Hirtshals fremtid, det handler om.

Vi er nød til at have en større og bedre indsejling til havnen. Allerede i dag har de store skibe vanskeligt ved at gå ind blot der er lidt vind. Hvis ikke det bliver løst, mister vi færgefarten til Norge og Nordatlanten. Det vil blive begyndelsen til enden for havnen. Nogle af pengene til udvidelsen skal komme fra vindmøller. De skal betale leje og afgifter til havnen. Men samtidig vil den strøm, der produceres, være med til at udvikle nyt brændstof. Allerede nu er kravet stigende for grøn-energi i færger, andre skibe, lastbiler osv. Hvis ikke Hirtshals Havn kan levere det, flytter man væk. For ting skal være ”grønne” i dag. Det er faktisk det, det hele handler om.

På lang sigt er det ikke sikkert, at møller vil blive den bærende kraft. Nyudviklede, sikre atomkraftværker med lidt restaffald bliver nok den langsigtede løsning. Og vi skal alle til at køre på brint. Men det ligger noget ude i fremtiden – og vi kan ikke i mellemtiden sidde stille og intet gøre.

Klimaproblemerne forsvinder ikke med et slag – de bliver forhåbentlig dæmpede, men væk kommer de ikke. Derfor skal vi jo forsvare os mod store regnmængder og voldsomme storme. Vi er godt i gang – seperatklorakering, afløbsbassiner ved skybrud og andre nødvendige tiltag er i gang.

Vi skal gøre det klogt, så vi også får andet ud af det. I Vrå har klimaindsatsen ført til nye grønne rekreative områder. I Hjørring kommer nu projektet ”Vand i byen”, åbne vandrender genne gågader og pladser. (Et projekt jeg og mange andre har talt for i årevis). Det kan betyde, at Strømgade mv får et helt nyt liv, med blanding af specialbutikker og eksempelvis cafeer. Mange mennesker opfatter indkøbsturen efter det specielle som en ”oplevelsestur” og vi skal skabe rammerne for det. Hirtshals Havn er nævnt, hvor indsatsen mod klimaproblemer vil være med til at redde havnen og byen. Jo klimaindsatsen er ikke bare en udfordring, men også en mulighed.

Vi må erkende, at ikke alle dele af kommunen kan alt. Vrå har stigende tilflytning bl.a. på grund af den lette adgang til Aalborg. Hirtshals bliver styrket af bl.a. havneprojektet. Men hvad så med os ”østpå”. Sindal eksempelvis vil næppe få den store og tunge industri. Der er 8 kilometer til motorvejen – og det er for langt for nogen. Men byen vil til gengæld være ”et godt sted at bo” med mulighed for stor livsglæde. Allerede nu ser vi en række boliger, hvor mennesker, der går på pension, kan nyde livet. Og unge familier, der prioriterer natur og samvær med børn, flytter samme vej. Og vi ligger smukt: Uggerby Å, der slynger sig gennem byen. (hvorfor anlægger man ikke en platform nedenfor Vendelbocenteret, så borgere og turister om søndagen kan nyde kaffe og kage ved ”flodbredden”. Jeg er sikker på, at driftige forretningsfolk i byen godt kunne få det til at fungere). Slotved Dyrehave ligger lige udenfor byen. Det er én af landets største og befolket med bl.a. krondyr. Få minutters kørsel østpå ligger Tolne Bakker én af de smukkeste områder i det nordlige Danmark.

Jo, der er alle muligheder. Corona krisen har vist os, at hjemmearbejde er muligt i mange sammenhænge. Den har også vist os, at en blanding mellem tilstedeværelse på en arbejdsplads og hjemmearbejde er den ideel måde. Man kan altså let bo i Sindal, nyde naturen og kulturen, og så arbejde i Aarhus eller København. Tidligere har man talt om at oprette fælleshuse, hvor mennesker fra forskellige virksomheder kunne sætte sig sammen og ”arbejde hjemme”. Derved ville man undgå følelsen af isolation, nogle havde. Måske skulle ideen tages op igen.

Midt i alt dette, skal vi have plantet noget mere skov og beskyttet vore drikkevands områder. Det er en vigtig prioritering. Alligevel er vi nød til – af hensyn til Hirtshals projektet – at forsøge at flytte et stykke fredsskov derfra og andet sted hen. Det betyder ikke, at området ved Hirtshals bliver gråt og trist – der vil stadig være grønt.

Det her handler jo også om ”dannelse” i forhold til miljø og natur. Vi skal tænke os bedre om. Jeg bliver trist, når jeg kommer til det smukke område omkring Bindslev Gl Elværk eller på Tversted Strand og ser pizzabakker og coladåser smidt alle vegne. Hvad tænker ”skovsvinene dog på?”. Eller jeg ser biler stå i tomgang, mens man er inde hos Ingeborg i Sindal og hente morgenbrød. Jo grøn omstilling er ikke blot noget, der skal ske fysisk med kommunens hjælp – den skal også foregå i menneskers hoveder.

6) Ordentlighed i det politiske arbejde

Alt dette kræver, at et flertal i Hjørring Byråd finder sammen – og gerne et bredt flertal. De ideologiske kampe må skubbes lidt i baggrunden. Det er lykkedes ganske godt i en længere årrække. Det skyldes seriøse byrådspolitikere og en dygtig borgmester.

Byrådsarbejdet er meget konkret og dermed fyldt med dilemmaer. Min erfaring er, at det er meget vanskeligere at sidde i Byrådet end i Folketinget – fordi man er ”så tæt på”. Vi skal gerne tættere på endnu. Jeg talte for år tilbage om en ”borgerrådgiver” i kommunen. Dengang blev det afvist. Nu kom SF med forslaget og det blev støttet bredt. Rådgiveren er ikke en ny klageinstans, men en person, der kan hjælpe borgerne med at gå de rigtige steder hen og fortælle, hvilke muligheder, de har. Man kunne kalde det en demokratisk vejviser. Jeg tror, det vil være med til at fjerne noget af afstanden mellem kommune og borgere.

Jeg har også tidligere foreslået, at små grupper af byrådsmedlemmer (f.eks. 3) skulle drage ud i kommunen og holde generelle borgermøder. Normalt har man jo høringer og møder om specielle projekter. Men jeg forestiller mig generelle møder, hvor borgerne kan komme og spørge eller diskutere emner, der optager dem. Jeg har erfaring for, at der er mange ideer og tanker – realistiske og urealistiske – hos borgerne. Forslaget blev dengang afvist, men der er nok god grund til at tage det op igen.

Det er også vigtigt at understrege, at fordi man bliver hørt, får man ikke nødvendigvis ret. Der kan jo være vægtige argumenter, der trækker i en anden retning. Her skal man ikke blive vred eller frustreret – man skal derimod erkende, at kompromisser kræver, man bøjer sig mod hinanden.

Jeg har altid i politik set det som en styrke at møde mennesker, se virksomheder eller institutioner eller tale med mennesker, der har noget på hjerte. Politik handler om mennesker. Man må aldrig glemme, at hver gang, man træffer en beslutning, betyder det noget for nogen – enten noget godt eller noget negativt. Husker man det, bliver man også mere balanceret i sine beslutninger.

Medmenneskelig dannelse

Én og anden vil måske her til sidst spørge, hvor overskriftens ord om ”medmenneskelig dannelse” blev af? Det er imidlertid rammen for det hele. Dannelse er i mine øjne ikke at vide, at Runde Tårn er rundt eller at Skagens Malerne nok malede nordpå. Nej, ”dannelse” er i mine øjne at opføre sig ordentligt overfor andre mennesker. At tale, skrive og omgås dem, så vi alle kan være her og i fællesskab få et godt liv. I en tid, hvor sproget – ikke mindst på grund af de sociale medier – er blevet forrået, hvor man mener, man kan sige hvad som helst til hvem som helst – og hvor ”vi” er blevet erstattet af ”jeg” er det nødvendigt at slå et slag for den medmenneskelige dannelse. Vi skal løse nogle opgaver i fællesskab. Vi har en Jord og et liv her på Jorden. Hvorfor skal vi kives og strides og være ubehagelige overfor hinanden? Det er det, det handler om – og som folkevalgt har du fået et medansvar for, at rammerne og muligheden for det er der. I virkeligheden er det måske det, valget drejer sig om.

Tak fordi du holdt ud. Jeg håber, det kunne være til inspiration og eftertanke. Og husk så: Det gælder ikke om at være perfekt - det gælder om at stræbe efter det. Vi fejler alle, men derfor kan vi jo godt forsøge at gøre det rigtige.

Venlig hilsen

Peter D