DET POLITISKE JORDSKÆLV - 50 ÅR EFTER

I november og december 1973 var der jordskælv i Danmark. Ikke et fysisk, men et politisk. ”Jordskælvsvalget” den 4.december satte varige spor i vores politiske arkitektur.

Borgmester i Gladsaxe og folketingsmedlem, Erhard Jacobsen, meldte sig 6.november ud af Socialdemokratiet. Den 7. november stiftede han Centrum-Demokraterne. 8.november kom han for sent til en afstemning i Folketinget og statsminister, Anker Jørgensen, benyttede lejligheden til at udskrive valg. Forslaget, der blev stemt om, var en lille sag. Et nederlag i den, ville ikke normalt udløse valg. Men Anker Jørgensen valgte altså at gøre det.

FOLKEBEVÆGELSE

I befolkningen blev det opfattet som et forsøg på at hindre, at det nye parti kunne komme i Folketinget. Pludselig blev CD nærmest som en folkebevægelse. I løbet af få dage, havde partiet samlet omkring 400.000 underskrifter – langt over de nødvendige 16.000. Situationen var unik og er aldrig senere overgået. Jo, senere nye partier har også samlet mange underskrifter, men der kunne man underskrive på Nettet. I 1973 taler vi om fysiske anmeldelser, der skulle afleveres til kommunen og derefter sendes til Indenrigsministeriet. Det var noget mere kringlet.

Der var mængdevis af frivillige, der mødte på Erhards privatadresse på Søvej i Bagsværd. Over hele landet arbejdede man på fuld kraft. Samtidig skulle det nye parti jo planlægge selve valgkampen, opstille kandidater, skrive valgoplæg osv. Der var nok at få styr på. Hjælpsomheden viste sig på mange måder. To eksempler er, at Falckfolk og Politifolk tilbød at tage blanketter med rundt i landet. Sikkert ikke en officiel beslutning, men udtryk for den folkelige stemning, der var omkring det nye parti.

Ved valget i december fik CD 14 mandater. De fleste uprøvede og det gav naturligvis nogle udfordringer i den første tid. Men også det lykkedes.

EN MF'er RINGEDE

Jeg meldte mig under CDs faner i januar 74 – altså 2 mdr efter stiftelsen. Det er jeg senere blevet drillet meget med. Kort tid efter indmeldelsen blev jeg ringet op af et ”folketingsmedlem” – det havde jeg godt nok aldrig prøvet før. Det var formanden for Folketingets Undervisningsudvalg, Ingolf Knudsen. Han havde opdaget, at jeg en årrække havde deltaget i studenterpolitik og ville derfor invitere mig til et møde om uddannelse. Jeg mødte naturligvis op. Til stede var han selv, der havde været S byrådsmedlem, en senere CD minister og en senere landsformand for de konservative samt et par professorer fra universiteterne - alle engagerede nye CDere.

Jeg kendte ingen på forhånd, men jeg blev vel modtaget og mødet blev starten på et liv i politik. Kort tid efter, besluttede partiet at sortere de underskrifter, der var kommet ind for at se, om nogle ville være medlem af det nye parti. Man skulle derfor bruge nogle frivillige og jeg meldte mig. Arbejdet skulle foregå i partiets lokaler på Christiansborg. Det var første gang jeg var ”bag scenen” i det hus, hvor jeg fik min daglige gang i 27 år. Det er underligt at tænke sig, hvor tilfældigt livet kan være. Havde Ingolf ikke ringet og havde jeg ikke sagt ”ja”, så havde fremtiden set anderledes ud. Nu kom jeg hurtigt med i CDs ledelse, blev medlem af Europa-Parlamentet, Folketinget, Københavns Amtsråd og sidst Hjørring Byråd – dog for et andet parti.

MANGE UNDERSKRIFTER - FÅ MEDLEMMER

Sorteringen af underskrifter skred frem, hundrede tusindvis af breve sendt ud – og få meldte sig ind. ”Folkebevægelsen CD” byggede i høj grad på Erhard Jacobsens popularitet og følelsen af, at man ville forhindre CD i at nå at blive opstillingsberettiget. Men underskriverne var enten upolitiske eller aktive i andre partier. Derfor var bredden stor, men medlemshøsten lille.

Valget ændrede Danmarks politiske arkitektur. Tidligere havde der været 5 dominerende partier (S,V,K,Radikale og SF). Nu kom pludselig 5 nye ind (Fremskridtspartiet, CD, Kristeligt Folkeparti, Retsforbundet og DKP. 44% af alle vælgere havde skiftet parti.)) Det måtte naturligvis betyde en anden arbejdsform i Folketinget. Den fastlåste blokpolitik med S-SF på den ene side og VKR på den anden havde ikke flertal. Resultatet blev en ”smal” Venstre-regering med Poul Hartling som Statsminister, der kun selv havde 22 mandater. Regeringen måtte derfor forhandle sig frem, hvilket naturligvis var mere besværligt end under de ”gamle forhold”, hvor fastlåste blokke stod overfor hinanden. Der kunne man nøjes med at tælle mandater.

EN RÆV BAG ØRET

Men måske havde Statsministeren ”en ræv bag øret”. Kunne strategien være - i starten af 1974 - at vise, hvor ustyrligt Folketinget var. Derefter udskrive valg og overfor vælgerne udstråle, at det var regeringen, der sikrede stabilitet i en usikker tid? Noget kunne tyde på det. I maj lagde regeringen økonomisk hårdt ud. Der var ikke et flertal, der støttede dens plan. Christiansborg dirrede af spænding. Store Bededag varede debatten hele natten. Alle ventede at valget blev udskrevet. Pludselig gik CD i aktion. Erhard Jacobsen gik på talerstolen og fremsatte en TILLIDS-dagsorden til regeringen. Det var formodentlig første gang i Danmarks-historien, det skete. Den blev vedtaget – og dermed var Hartling forhindret i at udskrive valg. Der blev i ø i dagene efter indgået økonomisk forlig. Udviklingen overraskede alle. Jeg sad på balkonen i Folketingssalen og fulgte med. Sidst på natten kørte jeg hjem vel vidende, der ikke blev valg. Men i kioskerne hængte morgenavisernes løbesedler. De skrev med store typer ”Valg udskrevet” – men virkeligheden og CD havde overhalet dem.

I begyndelsen af 1975 ville Hartling have sin vilje – og han udskrev valg. Første del af hans mulige taktik lykkedes – Venstre fordoblede sit mandattal. Anden del mislykkedes, for han mistede regeringsmagten.

DE MINDRE ARBEJDEDE

Nogle havde frygt for, at de mange partier ville gøre Folketinget uarbejdsdygtigt. Eksemplet oven for – og mange gennem årene efter – viste, at det var de mindre partier, der kunne formidle og skabe samarbejde, mens det var de store, der blokerede for hinanden. Derfor var al snak om at sætte spærregrænsen op for at sikre samarbejdet, det rene nonsens. Virkeligheden modbeviste det.

Datidens Verden var en anden. Informationsstrømmen langsommere, udfordringerne måske også forvirrende, men mindre fyldte med dilemmaer i forhold til i dag. Man havde selvfølgelig også en tid i erindring, hvor sammenhold og fællesskab betød noget. Samtidig var velstand ikke noget, man tog for givet.

KOLD KRIG - OG KRIG I MELLEMØSTEN

Men der var udfordringer. Den kolde krig rasede. Få år før, havde Sovjetiske kampvogne nedkæmpet det politiske forår i Tjekkoslovakiet. I Mellemøsten havde Ægypten og Syrien i oktober 73 angrebet, Israel på den jødiske helligdag Yom Kippur.  Krigen fik en direkte følge i de danske hjem. Der kom energikrise og i november 73 indførte man bilfrie søndage. Selvom der ikke var direkte sikkerhedstrusler mod Danmark, var det med til at skabe usikkerhed i befolkningen.

Velfærdsstaten havde været under opbygning i en årrække, men det kostede penge. Derfor var skattetrykket steget også under den borgerlige VKR-regering. Det er let at sige skatten er for høj, men det er vanskeligere at sige, hvad man ikke skal bruge penge på. Mange borgerlige vælgere var dog skuffede. Men den klarede Mogens Glistrup i 1972, da han stillede sig op og fortalte, at han havde 0 i trækprocent. Han kunne også anvise – ofte eksotiske – besparelser, f.eks. at man skulle nedlægge forsvaret og erstatte det med en telefonsvarer, der på russisk meddelte, at vi overgiver os.

Velstanden steg gennem 60erne. Mange mennesker drømte om bil og hus. Det blev ofte virkelighed. Derfor slog det ned som et lyn, da man talte om højere ejendomsskatter og fastfastholdelse af høj afgift på biler. Det var imod de ønsker ”almindelige” mennesker havde. Urimelighederne var tydelige og det pegede CD også på i sit valgprogram.

DANMARK ER ET GODT LAND AT LEVE I....

Man kalder ofte 1973 valget for et ”protestvalg” og de nye partier for ”protestpartier”. Man overser imidlertid, at et af de nye partier – CD – var et ”anti -protest parti”. Det første valgoplæg fra partiet indledtes med ordene ”Danmark er et godt land at leve i… ”. Man ønskede at fastholde de store linjer i det danske samfund. CDerne var primært højrefløjs socialdemokrater og venstrefløjs konservative. Det afspejlede sig i partiets politik. En ”borgerlig” rets og udenrigspolitik. En ”socialdemokratisk” økonomisk og social politik. Den balance holdt i hele partiets levetid.

Der var naturligvis andre kraftige strømninger, der prægede både valget og CD. Ungdomsoprøret i 68 havde sat sig spor også hos de unge MFere i Folketinget. Det er én af forklaringerne på Erhard Jacobsens brud med S. Der var en voldsom kulturkamp i gang. Nogle på venstrefløjen så kinesiske Mao landsbyer som idealsamfundet. Politiseringen – ikke mindst i monopolet DR – var til at tage at føle på. Senere kom skoleområdet på banen og en grænseløs opfattelse af frihed slog igennem lige fra børneinstitutioner til voksenalderen. Den kamp kastede CD sig straks ud i.

Endelig var vi jo kort tid efter tilslutningen til EF. 2.oktober 72 var der folkeafstemning. Et stort flertal sagde ”ja” til medlemskab. 1.januar 73 tiltrådte vi fællesskabet. Men selvfølgelig var der modstand i alle lejre – undtagen i CD. Her var medlemskabet af EF og NATO ufravigelige krav. I en årrække efter blev debatten hed. NATOs dobbeltbeslutning, fodnotepolitik i Folketinget og udviklingen af EF var hovedpunkter. Det var det også for CD.

DRØMMEN GIK I OPFYLDELSE - EFTER CDs DØD

CDs drøm var fra starten en regering, hvor socialdemokrater og borgerlige arbejdede sammen. Den var der ikke megen forståelse for. Nogle i de ”gamle” partier kunne ikke helt glemme de ideologiske blokke. Man forsøgte et SV samarbejde i 1979, men det druknede i mistro. Først  i 2022 blev CDs drøm virkelighed. Den nuværende ”samtale regering” (SVM)  er den form for samarbejde, CD arbejdede for. Men også i dag er der jo kritiske holdninger til sådan en konstruktion. Det gør den ikke mindre rigtig. Forunderligt at CDs hovedønske gik i opfyldelse, 17 år efter partiets død. Men sådan kan Verden jo også være.

Peter Duetoft

Ovenstående kronik blev offentliggjort i Nordjyske Medier, 6.november 2023 - 50 året for det politiske drama, der ændrede dansk politiks arkitektur.