AMERICA THE BEAUTIFUL

AMERICA THE BEAUTIFUL

”America the Beautiful” buldrer ud i min stue i Sindal. Denne gang sunget af Aretha Franklin – soulens Dronning. Hun sang i overværelsen af Præsident Obama. En smilende, venlig Præsident, der ikke så sig for stor til at rejse sig og rette på Franklins fodskammel, da hun ikke stod ordentligt bag en pult. Hvor er der dog forskel på Præsidenter.

Jeg elsker USA og amerikanere – hvis man kan tillade sig at generalisere sådan. Man skal jo huske, at USA nærmest er et Kontinent med 330 millioner mennesker. Der er naturligvis mange, man kan lide – og nogle, man ikke synes om. Sådan er det i et hvert samfund.

Et langt kærlighedsforhold

Jeg har været så heldig, at besøge USA adskillige gange. Jeg har boet i New York i tre lidt længere perioder. Jeg var delegeret ved FN og havde en dagligdag med arbejde og fritid. En hotellejlighed, hvor jeg kunne lave mad – så opholdet blev som en rigtig dagligdag med indkøb og godt forhold til den lokale købmand. Første gang lå lejligheden i en gade, hvor jeg senere fandt ud af, at Greta Garbo boede. Desværre mødte jeg hende aldrig. Senere tættere på Empire State på 26.etage med udsigt direkte til Chrysler bygningens fantastiske top i Art Deco stil.

Da jeg midt i 70erne kom til byen første gang gik en drøm i opfyldelse. Jeg husker endnu, hvordan nakkehårene rejste sig, da jeg på vej fra lufthavnen til Manhattan så den berømte skyline første gang. ”Jeg er her!”. Jeg turede byen rundt. Når jeg om morgenen skulle på arbejde ved FN-bygningen gik jeg i kølig luft, men med klart solskin ned ad 1.av. Det lys glemmer jeg aldrig. Og der var meget at se. Greenwich Village med sine jazzklubber og ”sæt” med jazzens store navne. Apropos ”sæt”: Det lykkedes også at komme til tenniskamp med Martina Navratilova, som jeg var stor fan af. Desværre tabte hun kampen. De store parader på 5.avenue, hvor tusindvis af udklædte mennesker, opbyggede vogne og store balloner af bl.a. tegneseriefigurer vandrede til stor glæde for så mange. (Det er vel herfra ideen til Trump-ballonen er kommet). Cartier, hvis bygning på 5th var pakket ind i røde bånd ved juletid. Tiffany, hvis forretning man dårlig turde kigge ind i pga. priserne. Opera på Metropolitan – jo tak. Store museer. Harlem, der ved min første tur var et sted, man kun kørte med lukkede vinduer og låste døre – men hvor man senere kunne slentre stille rundt helt tryg. Baptist gudstjenester med gospelkor, hvor man blev hevet op foran alteret og præsenteret, fordi man som udlænding kom forbi. Hjerteligheden var stor. Jeg kunne blive ved. Naturligvis så jeg også bagsiden. De hjemløse, der lå i papkasser på gaden. Jeg skulle under et af mine besøg undersøges på et hospital – det første, de spurgte om,  mens jeg kæmpede med smerterne, var kreditkortet. Selvfølgelig er der bagsider af USA. Men det, der faktisk står stærkest i min erindring ved alle besøgene er den hjertelighed, jeg blev mødt med af vildt fremmede. Det var nærmest efter devisen: ”Spørg om vej og du bliver inviteret til at blive i 14 dage”.

Watergate journalist, indianere og rumfærge

New York er ikke USA – ligesom København ikke er Danmark. Washington med sine monumentale bygninger, men også med fattigdom og i ø en charmerende fransk inspireret arkitektur. På et tidspunkt fik jeg mulighed for at rejse rundt en måned i USA. Jeg mødte kun venlighed og storhed. At køre med tog gennem Rocky Mountains eller møde én af journalisterne bag Watergate afsløringerne. Det ældre ægtepar i San Diego, hvor han som admiral havde deltaget i Vietnam krigen. Se rumfærgen på ryggen af en Boeing 747 på fabrikken i Seattle. Bo hos sorte familier i Birmingham, Alabama og høre om udfordringerne. Følge en lokalpolitiker i valgkamp, hvor han skulle besøge en strip-mine og møde arbejderne. Vi blev fløjet derud, men var forsinkede .Der var kun en håndfuld tilbage.. Men det var nok – for Tv-billederne var det vigtigste. En ny indsigt i politisk metode for mig. Senere så jeg den udvidede udgave – da jeg fulgte valgkampen mellem George W Bush og Al Gore. Bush havde et valgmøde langt fra alting, hvor der blev spillet mængdevis af cowboy musik og kun sagt to politiske sætninger. Men han blev valgt. På Gore siden var den mest fantastiske oplevelse et valgmøde med tale af Ted Kennedy. Hvilken udstråling og power. Det mest rørende jeg har oplevet i USA var mødet i Arizona i et indianer reservat. To ældre kvinder skulle fortælle nogle skolebørn om deres fortid. Ved timens start ville de to ikke hilse på mig. Men bagefter ville de – jeg må jo have opført mig pænt. Når de var skeptiske, var det fordi de havde oplevet den sidste indianerkrig og var blevet tvangsfjernet fra deres familie. Længere er det ikke siden.

Vi behøver hinandens venskab

Jeg er ven af USA. Ved årtusindeskiftet fejrede jeg nytårsaften hos den amerikanske ambassadør. 11.september 2001 græd jeg med amerikanerne. Jeg har arbejdet sammen med tidligere ambassadør Todman for at skaffe penge til de danske bygninger på De vestindiske Øer. Jeg har fået lov at møde Al Gore og Clinton. Jo. Men vigtigst af alt: Jeg har mødt mængdevis af amerikanere – søde, rare, venlige, betænksomme.

Denne kant er anderledes end så mange andre, jeg har skrevet. Det er jo nærmest mine erindringer – og de interesserer måske ingen. Men jeg har behov for – netop i disse dage – at understrege, at Trump ikke er USA. Man må ikke dømme landets befolkning ud fra hans urimelige opførsel. Det er skræmmende, at der er stigende støtte til hvid overmagt. Det er skræmmende, at et demokrati benyttes til at splitte et land i stedet for at samle. Det er skræmmende, at en statsleder tror, han kan skalte og valte med andre folk og andre lande, som han lyster.

Men den dårlige opførsel må ikke ødelægge billedet af et venligt og dygtigt folk. Et folk, vi kan takke for meget – og hvis venskab, vi har brug for. ”America the Beautiful – på trods af Trump.

Peter D