BARNLIG NAIVITET OG KLARSYN GIVER EFTERTANKE1

Jeg kendte overhovedet ikke den tyske forfatter, Irmgard Keun. Jeg blev opmærksom på hende, da jeg læste Volker Kutscher’s nyeste roman, ”Lunapark”. Her læser Charlotte (Charly) i flere afsnit Keun romaner – og det gjorde mig nysgerrig.

Irmgard Keun (1905-82) opnåede stor popularitet i mellemkrigstiden. Hun skrev skarpe romaner om Weimar-republikken og nazismen. Af den grund kom hendes to første romaner på nazisternes liste over bøger, der skulle brændes offentligt – og hun måtte flygte fra Tyskland. Hun vendte dog tilbage i 1940 og levede under jorden. Efter krigen forsøgte hun at genoptage sit forfatterskab, men uden held. Den sidste del af hendes liv var en større tragedie.

Jeg ledte efter hendes værker, men så vidt jeg kan se, er alene romanen ”Barn af Verden” tilgængelig på dansk. Det er forlaget ”Silkefyret”, der udgav den i 2019. Jeg fik fat i den – og læste den med stor fornøjelse og eftertanke.

Flygtningens forvirrede verdensbillede

Den er udgivet i 1938 og handler om en tysk familie, der må forlade Tyskland pga faderens forfatterskab. Det havde provokeret nazisterne.

Faderen er en useriøs sjuft. Moderen lever i evig angst og er et menneske, der søger tryghed, men ikke får det. Hovedpersonen er den 9-årige Kully, der fortæller om sine oplevelser, sine observationer og sine tanker.

Læseren oplever flygtningenes omflakkende liv. Fra land til land og sted til sted. Intet er blivende, for ingen vil have dem. Det har den 9-årige opdaget. Hun siger på et tidspunkt:

”Et pas er et lille hæfte med stempler i og et bevis på, at man findes. Hvis man mister sit pas, er man så godt som død i omverdenens øjne. Så må man ikke komme ind i noget som helst land mere. Man skal ud af eet land og må ikke komme ind i et andet.”

Romanen foregår i 1938. Vi sidder med bagklogskabens viden. Gad vide, hvad der skete med den lille familie, da den tyske besættelse bredte sig?

Der er rigtig mange morsomme sentenser. Denne blanding af gammelklogskab og naivitet er fortryllende. Det er lykkedes Keun at fange barnets på én gang forenklede, men også nysgerrige tankeverden. Og det kan bruges til noget – for det sætter også tanker i gang i vore hoveder.

Hvor er grænsen?

Kully overvejer bl.a. hvad en grænse er. Først tror hun, det er høje stakitter. Så, at det er jord, så man bare kunne bo mellem landene, når ingen ville have én. Men hendes endelige konklusion er, ”at en grænse slet ikke er noget, man kan træde på. Den udspiller sig midt i toget ved hjælp af mænd, der kaldes politibetjente.”.

Mange af Kullys observationer er almenmenneskelige. Hvad mener du om følgende (der også er relevant i dag):

”Man kan fornærme rigtig mange mennesker på ganske få minutter og gøre dem vrede. Man skal bruge meget længere tid for at gøre dem gode igen. Nogle gange bliver de aldrig gode igen.”

Eller hvad med denne:

”Min mor sagde en gang, at man skal give igen med samme mønt. Men det dur ikke altid. Da myggene stak mig i Italien, kunne jeg ikke stikke tilbage. Jeg kunne bare slå dyrene ihjel.”

Ja, det kan man jo så tænke over i mange forskellige sammenhænge. Som sagt er bogen vittig, men får eftertanke og man får fornemmelsen af en vanskelig tidsperiode. Den taber pusten lidt hen ad vejen – men det gør ikke den samlede læserglæde mindre.

Jeg tror, Irmgard Keun’s første roman tidligere er oversat til dansk. Men jeg kan ikke finde den nogen steder. Så resultatet bliver jo nok, at jeg må stave mig igennem den med mit bedste skole-tyske.

pd