BOGBRÆNDING ER IKKE YTRINGSFRIHED

Det er med stigende undren, jeg har fulgt debatten om bogafbrændinger, ytringsfrihed osv. Jeg synes, der er mange påstande og stor usikkerhed.

En del debattører hævder bl.a. at bogafbrændinger er en del af menneskers ”ytringsfrihed”. Det passer i hvert fald ikke, hvis man ser på Danmarks Riges Grundlov. Her hedder paragraf 77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Jeg undrer mig over, hvor i den paragraf bogafbrændinger hører hjemme. Jeg ved godt, en domstol for nogen tid siden fastslog, at afbrænding af en statsminister dukke var en ”ytring” og dermed omfattet af pgr 77. I min verden er domstolen gået fuldstændig fejl omkring opdelingen mellem ”ytring” og ”hærværk”. Men jeg er jo heller ikke jurist.

Går man tilbage til ytringsfrihedens fortalere, er der ingen slinger i valsen. John Stuart Mills bog ”om frihed” taler varmt for ytringsfriheden som noget fundamentalt i et demokrati. Men intet sted forsvarer han uordentlighed. Hans udgangspunkt er, at man skal opføre sig ordentligt overfor andre.

Det hedder sig ofte i den aktuelle debat, at vi nu bliver presset af muslimske lande til at forbyde koran afbrændinger. - Jeg føler mig ikke specielt presset. Jeg støtter et forbud, fordi man ikke gør sådan i Danmark. Her render vi ikke rundt og brænder noget af, fordi vi ikke kan lide det.

Et lille barn skal vejledes og af og til have regler. Dels for dets egen sikkerheds skyld. Dels således at andre mennesker skal kunne være i dets nærhed.

Sådan er et samfund også. Vi er et stort antal mennesker, der har fundet sammen på et geografisk område. For at det går godt, skal vi have respekt for hinanden og hinandens forskelligheder. Vi skal præges af ordentlighed.

Nogle debattører kommer fra dele af samfundet, hvor man tror på en total frihed, hvor man kan gøre hvad man vil økonomisk, socialt og udtryksmæssigt, ligegyldigt hvad det betyder for andre mennesker. Et samfund præget af den totale egoisme.

Denne holdning er ikke den, der normalt har været den toneangivne i Danmark. Nu er jeg hverken blind eller døv. Jeg kan godt se, at mennesker, der har det synspunkt, vinder frem i politik - ikke mindst blandt yngre mennesker. Men det gør ikke synspunktet mere rigtigt. Et samfund, der bygger på hvert enkelt menneskes ret til at gøre hvad det vil uden tanke for andre, ender i noget ondt, egoistisk og råt.

Hvad ville denne “totale frihed” – altså hvis man forestillede sig, der ikke skulle være regler – så betyde omkring ytringer? Jo, man måtte sige og gøre hvad man ville omkring Dronningen. Man måtte skrive og vise børnepornografi. Man måtte tilsvine og udhænge hinanden på en måde, så tonen på de sociale medier er vand ved siden af.

Da Muhammed-tegningerne for år tilbage var i fokus, udskrev et Mellemøstligt land en konkurrence om den bedste Holocaust satiretegning. Redaktøren på Jyllands-Posten, der havde godkendt Muhammed tegningerne, blev spurgt, om avisen ville bringe de Holocaust tegninger. Svaret var “ja, hvis de har kvalitet!”. Svaret var selvfølgelig en naturlig konsekvens af det, man havde gjort. MEN, er det en pris, vi vil betale? Hvordan tror man, at mennesker, der har mistet familier og venner i nazisternes gaskamre ville reagere på det? Hvordan ville jøder reagere hvis den antisemitisme, der desværre lurer i vores samfund, bare fik frit løb? Hvis en galning pludselig fandt på at brænde Toraen af foran synagogen i Krystalgade i København. Nogle af os ville få billeder af nazisternes jødeforfølgelser på nethinden. Ville vi i dag synes den optræden er ok i ytringsfrihedens hellige navn?

Vi er alle forargede når vandaler skænder gravsten eller kirker. Men tænk hvis kirkegængere hver søndag, når de kom ud af kirken, mødte brændende bibler eller krucifikser? Ville vi synes, det var i orden?

For år tilbage fjernede man blasfemiparagraffen i den hellige ytringsfriheds navn. Kun Socialdemokratiet ville beholde den. PET advarede mod fjernelsen, men det lyttede flertallet ikke efter. Det var i mine øjne en fejl.

Vores livssyn bygger på respekten for det enkelte menneske. Dette betyder at vi godt kan have frihed til noget, men at vi undlader at gøre det, fordi det vil såre og ødelægge livet for et andet menneske. I den ideelle verden burde dette være en selvfølge. Men desværre er hverken Verden eller menneskene ideelle. Derfor laver man regler. Lederen, der synes den yngre medarbejder er lækker, kommer med slibrige bemærkninger til den pågældende. Det kommer der en masse ballade og jobmæssige konsekvenser ud af. Er det en knægtelse af hans ytringsfrihed? Jeg kommer til et selskab og møder en gæst i ekstremt grimt tøj. Starter jeg så med at sige - “goddag, hvor ser du grim ud!”? Nej, jeg holder selvfølgelig mund for at fastholde den gode stemning. Er det en knægtelse af min ytringsfrihed? I de seneste år har vi hørt talrige eksempler på, at der bliver råbt hånlige bemærkninger efter mennesker fra andre kulturer, handicappede eller fattige. Synes vi virkelig, det er i orden - nej vel!

Ytringsfriheden har en tvillingesøster. Hun hedder ordentlighed og medmenneskelig respekt. De ting skal følges ad. Vi har hver især et medansvar, når vi selv handler. Vi må spørge os selv: Er det jeg vil sige eller gøre nødvendigt og gør det noget godt? Er det nødvendigt og godt, så gør jeg det – men provokation i sig selv er ikke nok. Som Uffe Ellemann engang sagde: “ytringsfrihed er ret til at skrive og tale, men det er ingen pligt!”

Store dele af det danske samfund er blevet ureligiøst. Derfor kan mange ikke forstå, at et fysisk angreb på de mest hellige bøger i de forskellige religioner kan såre så dybt og skabe så megen vrede. Men sådanne handlinger er jo ikke bare et angreb på en bog. Det er et angreb på fundamentet for menneskers liv, tro og hverdag. Man angriber menneskers drømme og håb.

Netop det fundament har vi måske glemt hos os selv, men derfor behøver vi jo ikke bevidst genere andre.