DA NOK VAR NOK

Den tynde, knoglede  pige sidder med ryggen op af en mur. Hen over hendes skød ligger hendes lillebror. Han er død af sult – hun er på vej til det.

Fotografiet er et af de stærkeste billeder fra Warszawa Ghettoen. Tyske soldater gik rundt i gaderne og fotograferede elendigheden. Nogle for at have ”turist billeder” med hjem, når de skulle på orlov, andre for at bevise, at jøder ikke var mennesker, men dyr.

Billedet findes i en bog, jeg købte, da jeg samen med et par meget gode jødiske venner overværede højtideligheden i anledning af 50 året for opstanden. Det var i 1993. Mine venner var flygtet fra Polen i slutningen af 60erne. Antisemitisme og forfølgelser holdt nemlig ikke op efter nazismens fald og kommunismens indtog. Men at se deres reaktion ved højtideligheden var gribende. Pludselig stod der en regeringsrepræsentant og ærede de jødiske modstandsmænd og kvinder. Som de sagde: ”Det havde vi aldrig troet, vi skulle opleve”.

GHETTOEN SLÅR IGEN

Nu er det 80 år siden den egentlige opstand startede. Den 19.april 1943 rykkede tyske kamptropper ind i Ghettoen. De troede, de let kunne fjerne de tilbageværende 60.000 jøder. Men de skulle blive klogere. 700 jødiske modstandsfolk jog soldaterne ud. Kampgejsten i Ghettoen var stor, bl.a. fordi man vidste at alternativet var gaskamrene i dødslejren Treblinka.

Ghettoen blev skabt kort efter den tyske besættelse af Polen i 1939. På et tidspunkt var 450.000 mennesker stuvet sammen i et lille byområde midt i Warszawa. Fra 1939 til midt 1942 døde 100.000 beboere. Men så tog udryddelsen fart. Dødslejren Treblinka – med 6 gaskamre – begyndte at fungere i juli 42. ”Kapaciteten” var 6000 mord i døgnet. Fra juli til september 42 blev ca 300.000 af Ghettoens beboere gasset i lejren.

JØDISK SELVVÆRD

Gennem de første år voksede der en jødisk ”modstandskraft” frem. Devisen: Man skal leve værdigt – og man skal dø værdigt, blev central. Det kulturelle liv i ghettoen blomstrede på trods af sult og terror. De jødiske indbyggere viste, at man skulle bevare selvværdet på trods af ondskaben. I begyndelsen af 1942 begyndte rygterne imidlertid at svirre om udryddelse og mord. Det lykkedes nogle få mennesker at flygte fra togene og opsamlingsstederne. De fortalte grusomme historier om død og ulykke..

De fleste beboere klyngede sig til håbet. De kunne ikke acceptere tanken om den sorte fremtid. ”Vi er jo gode slavearbejdere – dem har Tyskland brug for”, var den illusion, man bildte sig ind.

Men en række jødiske ungdomsgrupper fulgte en anden vej. De erkendte rygternes rigtighed – og begyndte i 1942 at organisere modstanden. I begyndelsen af 43 havde de slået sig sammen og var parate til aktion. Dette til trods for, at de kun havde få våben og kun lidt militær træning. Samtidig udsendte de proklamationer om, at mennesker skulle gemme sig, så konvojerne østpå blev mindre og mindre. Det var ved at gå op for alle, hvad der skete.

Da de tyske soldater rykkede ind 19.april 1943, var der kun ca 60.000 beboere tilbage. Modstandsfolkene udgjorde ca 700. Logisk skulle disse ikke kunne klare mængdevis af trænede soldater, der de seneste år havde underlagt sig det meste af Europa. Men miraklet skete. De tyske soldater, der nærmest forventede en parademarch, blev jaget ud af Ghettoen med brandbomber og de få våben, jøderne havde. Nederlaget var større end som så. Den 20.april var Hitlers fødselsdag – og man havde håbet at kunne proklamere en hurtig og let sejr på dagen. I stedet flygtede man.

LIGEGYLDIGHEDENS SVØBE

Naturligvis kunne nazister ikke acceptere, at jøder – disse ”undermennesker” - kunne gøre modstand. Derfor hed forklaringen, at jøder – med hjælp af banditter udefra – havde angrebet de tyske kolonner. Det var imidlertid usandt. På trods af, at Ghettoen lå nærmest midt i Warszawa, var ligegyldigheden overfor det, der skete slående. Ligegyldigheden fortsatte også efter krigen. I 2010 viste en meningsmåling, at selv i dag ville de fleste polakker ikke anerkende, at jøderne led af større undertrykkelse under krigen end de selv. En undersøgelse af 400 dagbøger, notater og skrifter, der blev produceret under krigen, viser, at ikke én af forfatterne nævner jøderne og deres forhold. Jøder eksisterer ikke i deres verdensbillede. Det er vanskeligt at tro, at ingen vidste eller fornemmede, hvad der skete bag Ghettoens mure. Men ligegyldigheden slog til.

Efter få dage ændrede tyskerne strategi. De satte ild på hus efter hus. Modstandsfolkene flyttede rundt om natten bl.a. gennem kloarkerne. Men så sendte tyskerne røgbomber og giftgas derned. I slutningen af kampene hoppede mennesker ud fra brændende huse. Selvom de brækkede arme og ben prøvede de at komme i sikkerhed i andre huse. Men naturligvis blev de henrettet under vejs. Små grupper af jøder blev smuglet ud af Ghettoen. De blev pålagt at fortælle hvad der var sket, så eftertiden ikke blev præget af uvidenhed og ligegyldighed. Kampene varede i en måned. Så kunne de tyske hærførere skryde over ”en strålende sejr” – og stort set alle de resterende jøder gå den tunge gang til gaskammerets port.

HVORDAN OG HVORFOR?

Hvordan kan det i en kristen europæisk kultur gå så galt? Hvorfor er uvidenhed og benægtelse forsat stor i dag – også i Danmark?

Antisemitismen har redet europæisk kultur som en mare i århundreder. I begyndelsen var det en kirkelig anti-jødisk holdning, dels fordi jøderne slog Jesus ihjel. Dels fordi jødedommen måtte være forkert, hvis kristendommen var rigtig. Hvordan kunne man acceptere en religion, der ventede Messias, når vi vidste, han var kommet? Luther, som mange i Danmark sætter højt, var stærk antisemitisk. Hans bog om ”Tyrken og jøden” er nærmest en opskrift på, hvordan man skal bygge Holocaust op. Senere ændrede antisemitismen sig imidlertid fra teologisk bestemt til  en racemæssig bestemt tanke. Det gjorde den endnu hårdere – nu kunne man ikke ”vaske den jødiske identitet af” ved at konvertere. At jøderne var anderledes, var accepteret selv af de liberale, der forsvarede jødernes placering i samfundet. Deres argument var, at man blot skulle give jøderne gode økonomiske og sociale forhold, så ”glemte de, at de var jøder”. Hele denne tænkemåde var noget, man mange steder – ligesom sproget – fik ind med modermælken og som man derfor ikke stillede spørgsmål ved. Med hele dette bagtæppe, var nazismen derfor kun en logisk følge – godt nok i avanceret form – af denne tankegang. At antisemitismen ikke er død, har vi fået aktuelle eksempler på. I de grupper, sikkerheds lækagerne i USA har floreret, er antisemitiske udsagn helt almindelige. I Danmark har vi for nylig mødt det i forbindelse med de unge, der er anklaget i terrorsagen fra Holbæk. At antisemitisme kan være normalsprog i visse kredse – ofte blot fordi det er ”sjovt”, er sygt, ikke mindst når man kender den historiske baggrund og de praktiske følger.

BEKÆMP URETTEN

I dag skal vi selvfølgelig mindes de modige, der var nogle af de første, der satte sig op mod ondskabens overmagt. Måske var oprøret i Ghettoen i foråret 43 med til at give mod hos de danskere, der i oktober 43, reddede tusindvis af danske jøder til Sverige. ”Noget måtte der gøres!”. Men vigtigt er det jo også at forstå, at intolerance, udpegning af grupper af mennesker som syndebukke, opbygning af fordomme, myter og fake-news kan føre til katastrofer. Dengang havde man ikke de tekniske muligheder for forfølgelse og udhængning, som vi har i dag. Men det betyder blot, at vi må være endnu mere opmærksomme, når vi møder uretten og ondskaben.

Peter Duetoft

PS. Hvis man har lyst til at fornemme stemningen i Ghettoen i romanform, kan jeg anbefale Leon Uris’s roman ”Mila 18”fra 1961. Det er en af de romaner, man vender tilbage til.