Danmark efter Covid-19

Vi er midt i en revolution. Ikke som den franske eller den russiske. Nærmere som den industrielle eller den teknologiske. Nu handler det bare om livsstil.

Vi har været tvunget til at opgive mange vaner og dagligdags selvfølgeligheder under Corona krisen. Det har været som at trykke på computerens “delete knap”. På den anden side har vi set nye muligheder. Kun een ting er sikker: Det bliver aldrig som før.

Vil vi have aktive handelscentre i byerne igen? Svaret er selvfølgelig ”ja”. Vi har imidlertid i månedsvis vænnet os til, at ting kan købes på Nettet. Men fysiske forretninger har en styrke bl.a. fordi man bliver inspireret ved at gå rundt i dem. Jeg kunne sagtens købe nye bøger på Nettet. Det er hurtigt og let. Men jeg vil altså hellere gå ind til Betty Mogensen i Hjørring, hvor man ”falder over noget” eller bliver anbefalet noget. Det samme gælder en masse andre brancher. Det kræver imidlertid, at virksomhederne prioriterer service højt – ellers har mange fået fortrolighed med nethandel. I så fald bliver de centrale dele af byerne til nærmest tomme kulisser uden handelsliv. Det ville være synd.

Mange ældre har nok fundet ud af, at en ældrebolig eventuel i en form for boligfællesskab, er attraktiv, indtil man er så dårlig, at man skal have intensiv pleje. I ældreboligen undgår man smitterisikoen og de nedlukninger, der er nødvendige på centrene. Den holdningsændring må smitte af på byplanlægning og prioriteringer.

Vi har også fundet ud af, at man kan arbejde hjemmefra. Det er træls ikke at se hinanden, men noget af tiden kan man godt være sig selv. Teams-møder og video konsultationer eksempelvis på Jobcentre fungerer faktisk. Det sparer voldsomt meget tid, der ellers ville være brugt til transport (og CO2 udledning). Vi får mere plads i vort liv. Man kan altså også arbejde i København og bo i Sindal. Det burde give helt nye bosætnings mønstre, hvor man på én gang kan nyde Nordjyllands venlighed og natur – samtidig med, at man tjener sine penge i København og kun er der et par dage om ugen.

Frivilligt arbejde

Kommunerne gør et stort arbejde i øjeblikket for at holde hånden under foreninger, små forsamlingshuse, Dana Cup og andre vigtige aktiviteter. Målet er, at Verden kommer til at ligne sig selv på dette område, når sundhedskrisen er færdig. Det fortjener alle de, der i årevis har kæmpet for at ting fungerede. Men det fortjener vort fællesskab også. Vi skal fastholde indsatsen for både den mentale og den fysiske sundhed. Det koster penge – ja! Men de er givet godt ud.

Men der er jo også ting i horisonten, der truer fællesskabet, eksempelvis nationalisme og menneskelig egoisme. Vi skal passe på, vi ikke under Corona krisen vænner os til at lukke os inde både internationalt og nationalt. Statsministeren advarede for nylig mod de problemer ”utøjlet globalisering og indvandring medfører”. Nu er der nok ikke mange, der ønsker de to ting. Ingen drømmer vel om, at alle verdens fattige skal bo i Danmark. Men man skal passe på, man ikke retorisk kommer i den modsatte grøft. Ord er farlige, for de skaber stemninger. At de lukkede grænser, den gryende konkurrence mellem nationalstater og afvisningen af stort set alle udefra, bliver en vane. Vi skal vel stadig stå sammen i tæt og bindende internationalt samarbejde.

Du får ikke den, du elsker

I Hjørring sidder en 26-årig kvinde. Hun er født i Tyskland, men er statsborger i et Balkan land. Hun har boet i Hjørring siden hun var 1 år gammel, gik i skole, tog en ungdomsuddannelse, uddannede sig til lærer og er i job. Hele hendes familie – bortset fra den mand, hun giftede sig med i 2018 - bor her. Han er fra det oprindelige land. Efter nu at have været gift nogle år ville de gerne bo sammen i Hjørring. Men nej. Svaret fra myndighederne er, at ”der jo intet er til hinder for, at de bor sammen i Balkan landet”. Hvad i alverden bilder man sig ind? Hun er dansker med liv og sjæl – hun lever op til samtlige betingelser i forhold til integrationskrav, hun har boet her stort set hele hendes liv og så fortæller man, at hun bare kan rejse ud af landet, hvis hun vil være sammen med den, hun elsker.

Vort system er umenneskeligt, når man laver firkantede kasser som i Hjørring sagen. Når man ikke giver plads til individuelle vurderinger og kræver, at mennesker skal passe ind i systemet i stedet for at systemet tilpasses mennesker. Corona tidens lukkede grænser og retorikken om større nationalisme må ikke ødelægge det, der har sikret fred, fremgang og stabilitet, nemlig fællesskabet. Vi skal kæmpe for at være et samfund præget af ordentlighed mod mennesker. Det ville blandt andet føre til, at Hjørring sagen fik en lykkelig afslutning.

Mange mennesker har pludselig erkendt, hvad fællesskabet betyder. Ensomhed findes mange steder. Jo, mennesket er et flokdyr. Men vi har nok også forstået, at roen med en god bog eller traveture i den snedækkede skov har sine kvaliteter. Dertil kommer det pludselige åbenlyse behov for at tænke på hinanden. Selvfølgelig er der nogle, der af ubetænksomhed eller egoisme træder ved siden af. Jeg stod en dag i kø i et supermarked. Damen bag mig var ved at træde mig i nakken. På et tidspunkt vendte jeg mig om og mindede om afstand. ”Jeg står, hvor jeg vil,” var svaret. – ”jamen, det er mig, der risikerer at dø!”, replicerede jeg. Så fik jeg ”øjnene”. Sådanne eksempler findes, men jeg vil påstå, at vi er rigtig gode til at tage hensyn til hinanden. Og det kunne jo være én af de ting, vi tager med os også i tiden efter.

Udfordringen er at fastholde det positive og forbedre det, der har været negativt. Vi har alle opdaget, hvad vi savner og hvad vi kan undvære i vort liv. Så på en måde har dette været en si, vi har sendt vort liv igennem. Det kan der komme meget godt og større livskvalitet ud af. Vi skal bare ikke opgive og trykke på “delete” tasten så alt forsvinder. For der er et svagt lysskær forude.

Peter Duetoft

 artiklen blev bragt som klumme i Nordjyske 6.2.21