Demokrat med stort "D"

Jeg gik ind i den politiske verden en december dag i 1970 – og jeg forlod den igen en december dag i 2021.

I december 1970 blev jeg valgt til de styrende organer på Københavns Universitet. Vi var midt i slipstrømmen fra 68 oprøret og ideologien var i centrum. Venstrefløjen boykottede valget – så vi andre mere moderate sad på alle pladserne. Ved det første møde skulle vi gå gennem en stor flok demonstranter, der spyttede på os, råbte efter os og sang ”Ho-ho-ho-Che-Min”. I en lektion blev jeg af læreren spurgt, hvad jeg mente. Han startede: ”Hvad siger ham forræderen?” Naturligvis gjorde det indtryk på en 20-årig, men det hærdede også. Venstrefløjen var benhårde marxister eller mennesker, der synes idealsamfundet var en selvforsynende kinesisk landsby. Blandt repræsentanterne var der mennesker, jeg senere mødte. I 70 lå de yderst til venstre og ville fjerne folk, de var uenige med – senere lå de, navnlig i indvandrerspørgsmålet, på den yderste højrefløj. Jeg har undret mig over hvorfor. Men det er måske bare sådan, at de ikke kan lide nogle, der er anderledes end dem selv.

De Nova Stella - og Europa

Op til EF-afstemningen 2.oktober 1972 var vi en gruppe unge mennesker, der satte plakater op for ”Komiteen for tilslutning til EF”. Jeg har endnu én af plakaterne hængende i Sindal. På valgaftenen var vi samlet og fulgte slaget. Det tog i modsætning til nu en hel aften. Der var jo ingen elektronik. Da ja-resultatet kom, var jubelen stor. Danmark var blevet europæisk. Men det var en anden oplevelse, der næsten stjal billedet for mig. Vi var hos én af pigerne, hvis far havde et stort antikvariat. Vi fik lov at se rummet på 1.sal, der var fyldt med 1.udgaver. Der var også et pengeskab. Heri lå en tyk bog. Det var originaludgaven af Tycho Brahe’s ”De Nova Stella”, udgivet i 1573, men observeret 1572 – netop 400 år før afstemningen. Brahe var en stor europæisk videnskabsmand, som bragte Danmark med i det fineste selskab. For mig var det symbolsk, at jeg havde denne bog i hånden netop den aften. Danmark er en del af Europa.

Samlende

Polarisering passede slet ikke til mig. Da Centrum Demokraterne startede som et midtsøgende og samlende parti, meldte jeg mig under fanerne i januar 1974. Det blev til 31 års medlemskab. Jeg faldt for partiets grundlag: en ”borgerlig” udenrigspolitik og retspolitik blandet med en ”socialdemokratisk” social – og økonomisk politik. Jeg blev straks aktiv i partiet og fik min faste gang på Christiansborg. Jeg endte som landsformand for partiet i 1978 og turede land og rige rundt for at diskutere, møde mennesker og se ting. I mine øjne er denne udadrettede virksomhed afgørende for en politiker. Man må altid huske, at politik handler om mennesker. En anden vigtig del er at have prøvet ”det virkelige liv”. I min studietid kørte jeg flere år Taxa og var også trykkeriarbejder i Direktoratet for Toldvæsenet. Det gav lysten til at tale med mange mennesker og oplevelsen af, hvad et sjak betyder. Ikke dårlig lærdom.

Dobbelt-beslutningen

70erne var indenrigspolitisk noget rod. Valg hvert andet år. Økonomiske problemer pga oliekrise osv. Udenrigspolitisk gik det imidlertid i en god retning. Afspændingen blev indledt med aftaler mellem Sovjet og USA om langdistance raketter. Det gav imidlertid igen anledning til indenrigspolitisk uro i Danmark. I 1977 frygtede den dygtige tyske Kansler, Helmuth Schmidt, at man i forhandlingerne skulle overse de kortrækkende missiler, der truede Europa. Han foreslog derfor, at man skulle presse Sovjet til at fjerne sine SS20 raketter ved at true med at sætte endnu flere op på den vestlige side. Det blev NATOs dobbeltbeslutning i december 1979. Så startede ramaskriget. Beslutningen blev opfattet som en vestlig atom-oprustning. Det gav liv til fredsbevægelser i hele Vesteuropa. Den socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, havde egentlig meldt positivt til dobbeltbeslutningen. Men i 1982 måtte han gå af og blev erstattet af firkløverregeringen. Straks derefter vendte S på en tallerken og satte sig i spidsen for kampen mod NATOs planer. Det førte til årelang strid om udenrigspolitikken, noget der ellers havde været enighed om siden krigen. Men af og til prioriteres taktik højere end fornuft. For det var fornuftigt. Truslen om at stille våben op afslørede, at Sovjet ikke økonomisk kunne klare det. Det tog Gorbatjov konsekvensen af midt i 80erne og det førte til afslutningen på den Kolde krig og Berlin Murens fald.

Kultur og værdikampen fortsatte imidlertid i Danmark. Indtil 1988 havde DR monopol på TV. Jeg blev medlem af Radiorådet og var midt i kampen for alsidighed, fairness og kvalitet i kanalen. Det gav mange voldsomme diskussioner. Ofte blev vi udskammet af kulturfolk og journalister. Mange år senere indrømmede flere af dem, at de havde været ensidige og haft en politisk dagsorden.

Fra "koldkriger" til "fredsdue"

Jeg kom i Europa Parlamentet i 1987 og fulgte strømningerne. I 1988 blev jeg MFer valgt i Nordjylland. Min valgkamp var en rigtig ”koldkriger” valgkamp med støtte til NATO og Europas Forenede Stater. Men Verden skifter. 9.november 1989 faldt Muren. Herefter var jeg én af de varmeste tilhængere af et samarbejde med ”øst” for at få levevilkårene i Østlandene op og dermed stabilitet. Der var voldsomme problemer. Den rå kapitalisme slog ind. I 90 så jeg i Moskva på den ene side af gaden sorte Mercedes med så mange bogstaver bagpå, at ingen har råd til dem i Danmark – på den anden side pensionister, der forsøger at sælge visne blomster for at overleve.

Indvandring

90 erne stod i optimismens tegn. Alligevel startede polariseringen igen. Det var indvandrerpolitikken, det handlede om. En helt umenneskelig stram administration ramte almindelige mennesker. Den radikale, Jørgen Estrup og jeg rejste 200 vanvittige sager, men politisk var viljen til at se på det ikke til stede. Igen var taktik vigtigere end fornuft. I begyndelsen af 90erne var jeg den første, der rejste en racismedebat i Folketinget. Det endte med, at alle partier minus Fremskridtspartiet stemte for en udtalelse. Jeg tvivler på, det kunne lade sig gøre i dag – det er et godt billede på værdiskiftet i vort land.

Politik er også dagligdags resultater. Jeg reddede eksempelvis Hirtshals motorvejen fra en besparelse i en sen nattetime, noget Hirtshals havn nyder godt af i dag. I 1990 blev jeg opsøgt at nogle pårørende til sindslidende. De fortalte om deres møde med systemet. Jeg blev inviteret med ud at kigge og de havde ret i deres kritik. Det blev starten på en mangeårig kamp for at denne gruppe også skulle behandles ordentligt. Det var op ad bakke.

Økonomisk planøkonomi og resultatkontrakter blev en mare i den økonomiske politik. Det startede også i 90erne. Man tror det offentlige kan styres som en pølsefabrik – og det er i hvert fald usandt. Men det giver problemer den dag i dag.

Humanist i modgang

I 2001 overtog taktik og magt vort samfund. At være ”humanist” blev et skældsord. Kynisk forråede man debatten for at vinde stemmer – og det er ikke en sygdom, vi er kommet over. Men jeg drog til udlandet og forsøgte at påvirke lande i demokratisk retning. Det lykkedes noget – men vi var selv vor egen værste fjende. Kravet om markedsøkonomi koblet sammen med indførelse af demokrati virkede ikke. Det skabte stor fattigdom og dermed modstand mod den demokratiske styreform.

Ringen sluttede helt, da jeg derefter kom i Hjørring Byråd og fik lov at være medlem i tre perioder. Det er i virkeligheden meget vanskeligere at sidde der end som formand for Finansudvalget. For dilemmaerne er så konkrete. Byrådsarbejdet er mindre ideologisk end Folketinget og normalt i en bedre tone.  Der er dog undtagelser. Til gengæld har jeg mødt mange dygtige og loyale embedsmænd, der gennem deres arbejde sikrer, at beslutninger har kvalitet.

Udfordringer i fremtiden

Vort folkestyre har været udsat for mange udfordringer udefra i disse 51 år: Ideologiske slagsmål eller terrorisme ikke mindst efter 11.9.01 hvor frygten blev en aktiv medspiller i det politiske liv. I dag kommer udfordringerne nok mest fra os selv. Der er kommet en råhed i debatten – sikkert inspireret af de sociale medier. Man taler ikke til hinanden, man taler sig fra hinanden. Medierne er med til at skabe disse modsætninger. Mange journaliser tror, deres opgave er at være medspillere ikke oplysere. I dag oplever man oftere og oftere, at ministre og andre ledende folk ikke vil interviewes, men sender et skriftligt svar. Det fjerner nuancerne.  Konspirationsteorier florerer.  Ved vi overhovedet hvad der er virkeligt og hvad der er opdigtet? Den generelle stigende egoisme og ”jeg har altid ret" holdning i samfundet udfordrer ligeledes demokratiet. Hvis jeg ikke vil acceptere, at naboen er anderledes end jeg, kan vi ikke have demokrati.

Fra politik til kultur

Jeg har forladt den politiske verden. For fremtiden er det kulturen, der kalder, idet jeg er blevet leder af Victor Petersens Willumsensamling på Herregården Odden. Men helt holde mund, kan jeg nok ikke og der er meget at kæmpe for. Politiken bragte en fødselsdagsomtale, de jeg blev 60. Overskriften lød: ”Demokrat med stort D!”. Det må der godt stå på min gravsten, når jeg engang når dertil.

Peter D



Artiklen har været bragt som kronik i Nordjyske Medier januar 2022