Demokrati er unaturligt - derfor skal der værnes om det!

Solen skinner fra en skyfri himmel. Varmerekorder sprænges. Mængdevis af glade mennesker – afslappede de fleste af dem (bortset fra i trafikken, hvor diskussioner mellem kørende stadig kan komme op i et iltert toneleje.)

Om få uger er freden imidlertid forbi – også i det politiske system. Efteråret vil formentlig indeholde valg til Folketinget. En valgkamp man allerede nu godt kan frygte. Ikke på grund af resultatet, men på grund af dens ødelæggende virkning på vort folkestyre. En valgkamp præget af personangreb, alternative virkeligheder og uforsonlig retorik, vil sætte sig spor år fremover. Allerede nu er der mennesker, der ikke interesserer sig for nyhederne, for det er jo bare angreb og skænderier. Allerede nu er den partipolitiske interesse i nogle befolkningsgrupper faldet. Allerede nu findes tankegangen, at alt nyt er godt ligegyldig indholdet – og at erfaring er gammeldags. Lad os få nye koste ind, også selvom vi ikke aner, om de overhovedet kan bruges til at feje med. Alle disse tendenser risikerer at blive forstærkede efter en ond og brutal valgkamp.

Det er fortærsket at sige, men derfor kan det jo godt være rigtigt: Vort folkestyre kan ikke bare tages for givet. Vi må stå ved det og arbejde for det, hvis det skal overleve. Mennesket er ikke fra naturens side demokratisk. Det handler om overlevelse både for en selv og for ens nærmeste. Så skidt med ”de andre”. Fællesskabet er en luksus, man i udfordrende tider er nød til at forsvare.

Vi har jo erfaringer nok til at se denne fare. Det bedste eksempel er Tyskland i 20erne og 30erne. Den svage Weimar-republik kæmpede for overlevelse. Demokratiet fik ikke megen hjælp udefra. Her var hævntørst efter 1.verdenskrig vigtigere end et demokratis overlevelse. Og indefra blev man ædt op af rabiate holdninger både fra venstre og højrefløjen. Den voldsomme økonomiske krise i 30erne gav dødsstødet. Midt i al håbløsheden troede mennesker mere på autoritære luftkasteller med lette løsninger – end på praktiske balancerede løsninger, der byggede på fællesskabet og respekten for andre mennesker. Forvirringen, frygten og det uoverskuelige var så voldsomme betingelser, at man løb efter den, der lovede mest på trods af virkeligheden.

Det naturlige svar i vide kredse var: Demokrati virker ikke – lad os få en beslutningsdygtig ”stærk mand”. Det fik man så i Tyskland og Italien. Vi ved alle, hvordan det endte.

Tendensen fandtes også i Danmark. Et lille ubetydeligt nazist-parti dukkede op. Det kunne næppe skræmme nogen. Det var derimod de klare antidemokratiske holdninger, der fandtes i nogle ”gamle” partier, i erhvervslivet og kulturlivet, der var farlige. Sympatien for afskaffelse af demokratiet fandtes i erhvervslivet. Styreformen var ikke ”effektiv nok”. Holdninger, der kom til udtryk helt ind i besættelsestiden. I kirkelige kredse på samme måde: ”Gud gav os Luther for 450 år siden, og Kansleren for Det tredje Rige i dag”, hed det i 1933 i et indlæg i Kristeligt Dagblad. I Indre Missions blad hed det samme år: ”Da ungdommen tændte bogbålene i Tyskland, jublede kirkefolket.” En kirkemand skrev i 1934 i en ros til Tyskland: ”Vi er overfodrede med frihed, og der er en ungdom i Danmark, der føler dette.”. Kaj Munk meldte sig også i koret. Han lagde aldrig skjul på, at han ikke troede på demokratiet og pralede endda i 1935 af, at han aldrig havde stemt.

Ser man sig rundt i 2022 kan man mærke en række af de samme tendenser: Politikere er svage – og træffer de endelig beslutninger og viser handlekraft, gør de det for egen vindings skyld. Ligesom i trediverne står vi i dag med udfordringer, der ikke er noget let og entydigt svar på. Men i stedet for at erkende det, kræver vi stærke og entydige løsninger. De sociale medier bidrager til denne trend i negativ retning. Debatten her hører ofte til på en mødding – og er enten præget af uvidenhed eller mangel på konsekvenser. Nyhedsmedierne er ikke meget bedre: De løber med på halve og letforståelige historier. Laver kampagner om dette eller hint - igen uden af lade sig genere af hverken fakta eller rimelighed. Ofte udser man sig en syndebuk – og så får den ellers ikke for lidt. Nordjyske er såmænd ikke bedre end andre. Den 10.juli skrev chefredaktør, Karl Erik Stougaard, en leder i avisen, der nedgjorde partier og folkestyret. Måske vil hr redaktøren undskylde sig med, at den var humoristisk ment. Dertil kan man svare, at den type artikel vel så ikke hører hjemme i en leder- og i ø var der ikke megen humor i den – tværtimod. Lederen underbyggede derimod de påstande om demokrati og politikere, der farer rundt. Artiklen vil gå hen i historien på lige fod med en række af de avisledere i 30erne, der styrkede opgøret med demokratiet. Og skrev man i dag en tilsvarende artikel om aviser og redaktører, ville man blive angrebet for at nedgøre ytringsfriheden og mediernes ukrænkelighed.

Demokrati er i mine øjne vigtigt, fordi det dels indeholder respekt for det enkelte menneske, dels understreger ansvaret for fællesskabet. Politikere er valgt til – ud fra deres forskellige holdninger – at arbejde for fælles løsninger, der gavner flest mulige. Derfor er demokratiet grundlæggende kompromisets kunst.

Når man ikke kan overføre forholdene fra historien direkte til i dag, skyldes det, at udfordringerne faktisk er blevet større. Internettet fjerner garantien for, at diskussioner bygger på fakta og ikke på løse påstande og usandheder. De sociale medier gør, at rabiate yderliggørende grupper får langt stærkere gennemslagskraft end tidligere. Og borgernes ønske om klare og stærke synspunkter har ført til en uhyggelig trend: Devisen lyder nærmest: Lyv så meget så muligt – og du bliver valgt. Trump er nok det værste eksempel. Hvis man har fulgt de seneste måneders Kongres høringer, er det rystende at erkende, hvor tæt USA var på et statskup. Ligeledes hvordan en ”alternativ virkelighed” kan få millioner af mennesker til at støtte en optræden, der i sidste ende ville føre til ødelæggelse af demokratiet, som vi kender det. Boris Johnson var ude i samme ærende. Sandheden var ofte ikke hans følgesvend. Og desværre ser vi også metoden brugt i vort eget land.

Den manglende virkelighedserkendelse er naturligvis farlig, men al den snak om modsætninger og fjendebilleder i stedet for om samling og fællesskab, er ikke mindre. Trumps fjendebilleder består primært af demokratiske pædofile og valgsvindlere. Og det på trods af at ingen af delene findes. Johnsons fjendebillede er EU og de andre lande, der bare vil Storbritannien ondt. Og i Danmark taler man om de ”københavnske saloner”. En retorik, der ikke samler vort land, men gør det modsatte. Det ender dermed i en unuanceret øst vest diskussion, der ikke styrker det danske samfund.

Når sommeren er overstået, håber jeg vi alle har fået fornyede kræfter til at deltage i overvejelserne om vort samfunds fremtid. Vi kan vælge at gå demokratiet, kompromisets og fællesskabets vej. Eller vi kan vælge at gå ad en vej, hvis konsekvenser er et samfund, ganske få vil have. Valget er vort.

Ovenstående artikel var min månedlige klumme i Nordjyske Medier juli 22