DEN VIRKELIGE ELITE?

I august 2020 blev det offentliggjort, at et tidligere medlem af Folketinget skulle være politisk kommentator på en frokostavis. Nyheden var, at han meldte sig ud af sit parti i forbindelse med det nye job – formentlig for at signalere ”neutralitet”. Han havde siden han røg ud af Tinget ved sidste valg været ”spindoktor” for partiet på Christiansborg – men nu altså kommentator.

Jeg ønsker selvfølgelig held og lykke med det nye job, selvom vi er fundamentalt uenige på en lang række områder. Men dette burde ikke være et problem, for en kommentator er vel en beskriver, ikke en dagsorden sætter – eller hvad?

.Jo, det er!

KAN VI STOLE PÅ NEUTRALITETEN?

Jobbet som kommentator har i årevis bevæget sig fra at være en beskriver og hjælper til én, der fortæller hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Chefredaktører er blevet lidt af det samme. Når der er indgået et stort forlig eller har været en stor tale, er der næsten altid overskriften ”Hvad siger pressen?” på mediernes net sider og så citerer de fra dagens leder i forskellige aviser. Dengang, man havde aviser med udgangspunkt i politiske holdninger (fire avissystemet), var det ok – for man vidste hvad man fik og kunne vurdere ud fra det. Men i dag, hvor de fleste medier sejler under neutralt flag er det vanskeligere. Eksempelvis troede jeg faktisk at de gamle Stiftstidender havde rod i borgerlige tanker, men i dag ser jeg oftere og oftere indlæg på lederpladser, der er ultra liberale.

Anmeldere af kulturbegivenheder, bøger og udstillinger er  i tilsvarende situation. Jeg ved det, for jeg fik heldigvis lov til i en periode af være freelance boganmelder i Nordjyske. Men man skal i mine øjne gøre sig umage med at være en beskriver og udfordrer – ikke en, der hævder at have retten til at afgøre hvad jeg som læser, bør læse eller se.

ET MENNESKE

Vi skal altid huske på, at det er ET MENNESKE, der mener noget. Det er ikke en analysegruppe eller en forskningsopgave eller et udsnit af befolkningen. Det er ET menneskes mening om tingene. Man er helt afhængig af, om vedkommende lige har skændtes med ægtefællen, har hovedpine eller er opstemt og lykkelig. Derfor skal man tage det for det, det er. Men gør vi det?

Kommentatorer og andet godtfolk er altså i en årrække skiftet fra at være forklarende til at være meningsdannende.  Fra at være dem, der beskriver en proces, hvorfor ting sker og hvilke mulige løsninger, der er - til en, der sorterer og tygger stoffet for os - og fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert.

Men er dette skifte ikke ligegyldigt?

Næppe!

HVEM SÆTTER DAGSORDENEN?

Der er i mange lande en strømning, der vender sig mod “eliten” i bred og ukonkret form. Men måske er den virkelige elite de, der forsøger at skabe den virkelighed, alle vi andre handler ud fra. Daværende statsminister, Anders Fog Rasmussen, varslede i begyndelsen af århundrede et opgør med “smagsdommeriet” og nedlagde en række råd og nævn. Senere oprettede han så en række nye, der blot var mere i overensstemmelse med den daværende regerings holdninger. Så nogen større revolution var det ikke. Til gengæld reagerede man ikke overfor den stigende politisering af journalisterhvervet. Flere centrale Christiansborg journalister arbejdede tæt sammen med regeringspartierne og et par stykker blev endda personlige spindoktorer for statsministeren. Det gamle ord om pressen som “den fjerde statsmagt” fik en helt ny betydning.

Men hvorfor reagerer ingen på udviklingen? Er det fordi, vi søger en “en førerged”? Vi vil gerne ledes i en forvirret verden? Vi er ikke nysgerrige eller har ikke tid i en fortravlet hverdag til at være det. Derfor er det dejligt at andre fortæller os, hvilke teaterstykker, vi skal bruge tid på - og hvilke, der er tidsspilde. Hvilke bøger, vi skal læse. Og hvad vi skal mene om samfundet.

Vi skal jo nødig stikke ud. I gamle dage var en krokodille på bluse eller skjorte adgangstegnet til det succesfulde fællesskab. I dag har bl.a. influenterne på de sociale medier overtaget den rolle. Når 100.000 - nok mest unge - kan flokkes omkring et andet ungt menneske, der giver de mest besynderlige råd og opfordringer på Nettet, så er de dejlig fri for at tænke selv - man er blevet en del af flokken og succesen - ligesom man er med, når man har set det roste teaterstykke eller kunstværk.

Men hvem siger, at kunstværket ved siden af ikke ville være en endnu større oplevelse og give helt nye ideer og tanker i mit liv eller at den enkelte influenter er klog og fornuftig? Nu lader jeg mig i stedet lokke af enkle personer, der kalder sig analytikere, kendere, anmeldere, chefredaktører eller noget andet, der i virkeligheden dækker over et menneske ud af millioner - nøjagtig som en klummeskribent er! Ingen af dem er jo overmennesker.

BETYDER DET SÅ NOGET?

Ja! For udviklingen fra at have mennesker, der beskrev processer og rammer - til mennesker, der i stedet fortæller os, hvad vi bør mene er et demokratisk og folkestyremæssigt problem. I virkeligheden overlader vi det til en række enkeltpersoner at skabe de rammer, vi skal handle og trække beslutninger ud fra. I stedet for, det er viden, fornuft, værdier, eftertanke og erfaring, der danner vore meninger, er det en række enkeltpersoner vi har overladt den magt. Dermed har vi i virkeligheden under overfladen skabt en tankegang, der hører hjemme i et diktatur og ikke i et demokrati. Friheden bestemmes i virkeligheden af andre, selvom vi tror, vi har den.

Måske er løsningen at kommentatorer og andre vender tilbage til en beskrivende funktion i stedet for at tro, de skal styre verden! Men det er jo nok naivt! Men hvad så med, at alle vi andre vender tilbage til at træffe beslutninger ud fra fornuft, viden og erfaring – i stedet for at træffe dem ud fra andres meninger?

Peter D