Egoisme er ikke frihed!

En dag var jeg i Viborg. Jeg gik tur omkring den smukke domkirke. Pludselig så jeg på en reklamesøjle en hvid plakat med en gylden dørhammer i midten. Teksten lød: ”Hvad er frihed for dig?”.

”Nå”, tænkte jeg – ”det er da et spændende spørgsmål!”, lige indtil jeg læste det med småt. Det var en stor bank, der reklamerede for 30 års afdragsfrie lån. Nu er det vel så som så med ”friheden”. Om 30 år, når det yngre ægtepar er ved at gå på pension, vil en stor gældsbyrde nok føles ufrit. Men det skal jeg selvfølgelig ikke blande mig i. Pointen er imidlertid, at ordet ”frihed” i dette eksempel er noget meget materielt.

POLITISK FRIHED

I en længere periode arbejdede jeg freelance for EU og FN. Jeg skulle hjælpe de spæde demokratier verden over med lovgivningsprocessen. En gang landede jeg i Kirgisistans hovedstad, Bisjkek, om morgenen, hvor man samme dag om aftenen væltede landets præsident. Jeg mødte store demonstrationer, hvor de fleste deltagere bar orange armbind. Demonstrationerne var præget af mængdevis af EU-flag og skilte med ordet ”frihed”. Samme type demonstrationer har vi set andre steder –  i dag navnlig i Hviderusland. Her har ordet ”frihed” en meget dagligdags og praktisk betydning.

ANTIDEMOKRATISK FRIHED

I USA og Europa har grupper, der normalt ikke står for personlig frihed, i det sidste halve år været i spidsen for demonstrationer mod ”Corona-diktaturet”. Ikke mindst den yderste højrefløj har været aktiv og hver gang under devisen, at man ville have ”friheden” tilbage. I dette tilfælde er ordet ”frihed” et godt ord, så man kan lokke moderate mennesker på den galej. Men er der også indhold i det?

”Frihed” bruges altså i mange sammenhænge og i mange betydninger. Derfor er det vigtigt at diskutere begrebet, så vi ved, hvad vi mener med det og hvad følger, det har. Normalt siger vi jo, at den demokratiske styreform er forudsætningen for frihed. Men er det altid sådan? Hitler kom til magten via et demokrati. Senator McCarthy fik via demokratiet gennemført en voldsom klapjagt på anderledestænkende. I dag kan man med rette stille spørgsmålstegn ved grundlæggende frihedstanker i lande som Ungarn og Polen. Nej, vi kan ikke nøjes med at bruge ordene ”frihed” og ”demokrati” i flæng uden at kæmpe for dem eller afklare, hvad vi mener med dem.

Et demokrati uden demokratisk tænkemåde er ikke et demokrati. På samme måde er et samfund, hvor man ikke tænker på frihed, ufrit. Det er hvert enkel af os, der i hverdagen skal afgøre om det vi gør, trækker i en rigtig retning.

TO SLAGS FRIHED

I min verden er der to slags ”frihed”. Den ene er den egoistiske, der desværre står stærkere i dag. ”Jeg gør, hvad jeg vil – mit ønske er min lov!” Det fører så til, at man tror man kan sige, skrive, tegne og gøre hvad som helst mod andre mennesker. Det hvad enten det sårer dem eller gør ondt på dem på anden måde. Den opførsel handler ikke om ”frihed”, men om ”egoisme”. Det menneske, der tænker sådan, tror, vi kan gå gennem Verden og være ligeglade med andre og deres følelser.

Den anden slags ”frihed” er den medmenneskelige frihed. Den hvor man ved, man kan gøre alt, men selv sætter grænser, når man håner, generer eller sårer andre mennesker. Ikke mindst ytringsfriheden er vigtig i denne sammenhæng. Ord kan såre og sidde og gnave i mennesker i lange tider. Derfor må vi hver gang overveje vore ord: Er det nu også nødvendigt at gøre den og den ked af det – eller gør vi en vanskelig situation endnu vanskelige for et andet menneske, når vi siger det og det?

DILEMMAER

Det er ikke let, det her. Vi skal i vor hverdag træffe mange af den slags valg. Det skal vi i vort eget liv – og det skal man på fællesskabs plan.

Corona tiden har jo sat det på spidsen. Kan jeg undlade at gå med mundbind eller holde afstand, fordi det er ”mit frie valg”, når jeg samtidig ved, det kan bringe andres liv i fare? Det er blot en meget dagligdags situation, der kræver overvejelse af os alle.

Hvis en kommune har for mange tomme plejehjemspladser er man nødt til at lukke et plejecenter. I samme øjeblik det er sket, vil en gruppe borgere starte et privat center, så de ældre frit kan vælge at bo i byen. Man giver de ældre et frit valg, men da kommunen ikke har råd til at have 25 tomme pladser stående, må man lukke på et andet plejecenter. Det, der er frihed i den første by, giver ufrihed for ældre i den anden by. Hvordan løser man det dilemma?

Vi taler alle om grøn omstilling og grøn energi. I den anledning skal der opstilles tre høje vindmøller nær en industrihavn, så der kan skaffes energi til udviklingen. Naboer til de planlagte møller er imod og benytter deres frihed til at protestere og kæmpe imod, så de slipper for dem. Men det vanskeliggør udviklingen af havnen, der går i stå. Derved mister man 150 arbejdspladser. De medarbejdere, der bliver arbejdsløse eller tvunget til at rejse, føler ”ufrihed”.

For at forsvare den danske kultur og tænkemåde, har man indført krav om, at nye statsborgere skal give borgmesteren hånden ved en sammenkomst. Dansk samfundssyn bygger på ”frihed for Loke såvel som for Thor”. Hvis der kommer et menneske fra en kultur, hvor man ikke må røre hinanden i offentligt rum, tvinger vi den pågældende til at gøre det alligevel. Vi vil sikre friheden med ufri midler.

Som du kan se, kære læser, er der mange vanskelige dilemmaer både i den enkeltes liv og i fællesskabets. Tidligere var der noget, der hed ”almenvellet”, altså at den enkeltes ret i nogle tilfælde måtte vige, hvis det hindrede det samlede fællesskabs vel. Det begreb er i høj grad erstattet af ”jeg vil ha`” tankegangen. Det kan være forståeligt – men er det nyttigt og hvor ligger grænsen?

Det er en afgørelse, vi hver især må drage. Men en god ledetråd må være: ”Hver gang, jeg vil bruge min frihed, risikerer jeg at fratage min nabo sin!”. Hvis vi hele tiden har det i baghovedet, går det nok ikke helt galt.

Peter Duetoft




Artiklen blev bragt som månedlig klumme i Nordjyske 29.5.21