Er "ja" og "nej" altid klogt - hvad med "måske"?

Er "ja" og "nej" altid klogt - hvad med "måske"?

- ”Er du for vindmøller?” 

-”Ja, men det kommer da an på, hvor de skal op!” 

-”Du skal svare ja eller nej! – jeg vil have et klart svar!”.


- ”Er du for regeringens indvandrer og flygtningepolitik?”. 

-”Øh, både og!”.

- ”Du må da kunne svare klart på så enkelt et spørgsmål! Er du for eller imod?”.


- ”Støtter du ytringsfriheden?”.

 ”Ja, men…!”. 

-”Nu må du altså svare klart ja eller nej!”.

 

Dette er blot tre eksempler fra den ”virkelige” verden. Hver uge får jeg mails enten fra borgere eller fra medier og analysefirmaer, der stiller ”ja – nej – spørgsmål” om store og komplicerede emner.

 Sort hvidt passer ikke altid

Det er ikke alt i Verden, der kan svares på i en sort hvid skabelon. For nu at tage de tre nævnte eksempler.

 ”Ja”, jeg er for grøn omstilling, vindmøller og andre alternative energiformer. Men ”nej” jeg mener ikke de skal stilles op alle steder for enhver pris. Der kan være historiske, naturmæssige og menneskelige grunde til, at der er steder, de vil genere for meget. Derfor siger jeg af og til ”ja” og af og til ”nej” til projekter.

Flygtninge og indvandrerpolitik er et mangfoldigt emne, man ikke bare kan svare enkelt på. Flygtninge er – som det er beskrevet i flygtningekonventionen – mennesker, der i en periode må flygte hjemmefra pga. trusler, vold, krig osv. De kan så være et andet sted i sikkerhed, indtil de kan vende hjem. (I Danmark har vi nu altid haft den fornuftige holdning, at efter en årrække (5-7 år) vil det ikke være rimeligt forsat at skulle betragtes som midlertidig borger). Jeg er altså enig med FN og regering i, hvad en flygtning er og hvad planen er. Ud fra det, skulle jeg altså svare ”ja” på spørgsmålet. Er det så sikkert at sende flygtninge tilbage til eksempelvis Syrien som regeringen mener? Det mener jeg ikke, det er. Har man kritiseret en siddende diktator og er flygtet fordi man havde det hemmelige politi i hælene, så er man ikke sikker, så længe den pågældende er ved magten. Jeg mener heller ikke at ”eksport” af asylansøgere til en dansk lejr eksempelvis i Rwanda er i orden. Der vil være alt for mange sikkerhedsmæssige og etiske problemer ved det. På den baggrund burde jeg svare ”nej!” til spørgsmålet.  Dette er bare nogle få eksempler fra de mange emner, flygtninge-indvandrere politikken indeholder. I det første er jeg enig med regeringen. I de to næste har jeg en anden holdning. Hvordan skal jeg dog kunne svare på et ”ja – nej” spørgsmål?

Så ytringsfriheden – det må da være let? Det er dog en fundamental ting i et frit samfund. ”Ja”, men alligevel… For kan ytringsfriheden stå alene? Skal den ikke følges af ”ordentlighed”. Jeg har ret til at sige alt, men har jeg også pligt? Jeg er med i ledelsen af en veldædig organisation, hvis hovedformål er at træne medlemmerne i at gøre status i deres forhold til andre mennesker: Opfører vi os ordentligt eller er vi ligeglade?  For nogle år siden skrev et medlem på Facebook, at han håbede to navngivne personer døde af deres kræftsygdom, for han gad ikke høre på dem mere. To timer senere, var den pågældende ekskluderet af organisationen. Selvfølgelig havde vedkommende ytringsfrihed, men den er ikke grænseløs i forhold til at håne og genere andre. Skal man det, skal man godt nok have en god begrundelse. Ikke som Jyllandsposten, der bare for at vise man kan, generede og sårede en mængde mennesker gennem nogle tegninger for år tilbage. Vi lægger jo alle bånd på os selv i hverdagen. Hvis jeg ved, at én jeg møder holder utrolig meget af nogen eller noget, så starter jeg da ikke med at håne og nedgøre det. Med frihed hører ordentlighed.

Selvfølgelig er der ting, der ikke er til diskussion. Auschwitz var ondt og kan ikke undskyldes. Vold og mord kan ikke undskyldes. Tortur kan ikke undskyldes. Der er flere i rækken. Naturligvis er de grundlæggende menneskerettigheder ukrænkeligt. MEN, også her er der jo gråzoner, hvor man må vælge. I min verden er det sådan, at er man i tvivl, bør man vælge til fordel for det medmenneskelige – også selvom det ikke er et uproblematisk valg.

Hvorfor taler de udenom?

Jeg hører og læser af og til, at man mener ”politikere” ikke giver et klart svar – eller at de har ”uld i mund”, som man helt urimeligt hævdede en god statsminister havde for år tilbage, bare fordi han så nuancer. Men det er jo netop udtryk for, at der IKKE er en let og enkel løsning. I mængdevis af sager er der modstridende argumenter og interesser. Hvad skal man vægte? Sociale og elektroniske medier har tvunget alle til at udtale sig kort og i overskriftsform. Der er ikke plads til nuancer. Det har forsimplet debatten – og også fået mennesker til at have mere firkantede og letkøbte synspunkter, end det er sagligt forsvarligt. Det polariserer vort forhold mellem mennesker og det fører til hovsaløsninger. Det er samtidig ulideligt at høre på. Prøv bare at spille den skråsikre overfor familie, venner og kolleger. Der går ikke længe, før de render skrigende væk.

Ludvig Holberg vidste det jo. I den Politiske Kandestøber findes en prægtig scene, hvor håndværkeren, der har faste og letkøbte meninger om alt, pludselig sidder i borgmesterstolen. To advokater kommer for at få løst et problem. Efter at have hørt dem er Bremenfeldt helt forvirret og udbryder: ”Messieurs, I har ret begge to, hver på sin måde!”.

Danmark skulle helst ikke ende som et ”enten – eller” samfund, men forblive et ”både – og” samfund. Hvis ikke, ødelægges dialogen, kompromiserne og de fælles løsninger. Det undergraver fællesskabet og forståelsen for det. Og det er ikke godt!

pd