Hellere det "nye"  - end det "gamle" Europa

Hellere det "nye" - end det "gamle" Europa


”Vi må bygge et Europas Forenede Stater. Kun der igennem vil hundrede millioner ”slaver” atter kunne finde ind til de simple glæder og forhåbninger, som gør livet værd at leve. Processen er simpel. Det eneste, som behøves er hundrede millioner mænd og kvinders vilje til at gøre det rette i stedet for det forkerte og til at høste velsignelse frem for forbandelse.” ... ”Hvis Europa skal reddes fra den bundløse elendighed – ja, fra den visse undergang – så må de europæiske familier være villige til at vise denne tillid.”

 

Det britiske parlament kæmper stadig med en plan for Brexit og dets praktiske udformning. Der er godt nok gået meget skuddermudder i processen – og voldsomme interesser strider mod hinanden. Et af argumenterne fra Brexit tilhængernes side er, at EU er et projekt udtænkt af stormagterne på det europæiske fastland og at det hindrer Storbritannien i at genskabe sin magt og vælde på verdensplan.

 

Jeg indledte denne artikel med et citat om Europas Forenede Stater. Det stammer fra 1946 og talen blev  såmænd holdt af  Winston Churchill, manden, der havde stået i spidsen for den engelske kamp under 2. Verdenskrig. Han var visionær nok til at tale om forbrødring mellem Tyskland og Frankrig som eneste løsning på vort kontinents talrige konflikter og krige. Sammenstød, der gennem årene havde kostet hundrede millioner af mennesker livet over hele Jorden. Senere arbejdede Schumann og Monet videre med planerne – og det hele blev til det EU, vi kender i dag.

 

Men det var altså Churchill, der lancerede tanken i 1946. Derfor er det patetisk at opleve engelske politikere og andre påstå, at det europæiske projekt er uengelsk og imod landets interesser.

 

Desværre er briterne jo ikke de eneste, der har fået den nationalkonservative sygdom. Vi ser stærke nationalistiske strømninger i Frankrig, Italien, Tyskland, Danmark, Polen, Ungarn osv. Op til det kommende EU valg går partier med disse holdninger sammen for at få større indflydelse. Le-Pen, Thuesen Dahl og Liga Nord – jo, et kønt selskab. På verdensplan er det nationalistiske blus tændt i Trump’s USA og i Putin’s Rusland. Har man da slet intet lært?

 

Naturligvis mener jeg det ikke. Men man fristes jo næsten til at skrive, at det er for længe siden, vi har haft krig – kold eller varm. Naturligvis kan ingen ved sine fulde fem ønske en konflikt, der vil koste millioner af mennesker livet. Men Verden er åbenbart på vej ind i en tankegang, der hidtil i historien har ført til en katastrofe, fordi man har glemt fortiden og dens ofre.

 

Churchill og de andre turde fravælge had og hævn og tale om fællesskab og fælles skæbne. Kan I huske optimismen og jubelen i november 1989, da der kom hul i Berlin-Muren og de små Trabier kørte ind i Vest, mens mængdevis af mennesker klappede dem på taget og bød de mennesker, der pludselig havde fået frihed velkommen? Berlin-Muren var symbolet på ondskab og opdeling. Præsident Kennedy viste solidaritet med de undertrykte, da han i 1963 foran Muren udbrød: ”Ich bin ein Berliner!”. I 1987 holdt Præsident Reagan tale samme sted. Her kom en opfordring til Sovjet og dets ledere: ” Mr.Gorbachev – tear down this wall.”. Og vi jublede. To år efter forsvandt Muren – og alle stod i kø for at inddrage østlandene i vort fællesskab. Man havde nemlig fundet ud af, at det var samarbejde og venskab, der skal sikre fred og fremgang i Europa – ikke modsætning og konflikt.

 

Nu 30 år efter, er ”mure” kommet på mode igen. Trump vil lukke USA ude fra Verden – både ved at trække sig fra internationalt samarbejde – og ved at bygge fysiske mure. Briterne tror, at en mur i Kanalen vil gøre deres land stort. Tanken om at kunne selv har bredt sig som en sygdom. Ja, også i vort land er der mennesker, der tror, Verden ville være bedre med grænsepæne, kontrol og overvågning. En tro kopi af den ”gamle verden”. Men man kan spørge: ”Hvad var det, der var så godt ved den gamle Verden”? Krige, konflikter, uhæmmet konkurrence på andres bekostning, eksport af egne problemer til naboen – det var jo virkeligheden. Er det virkelig det, Europa og Danmark skal vende tilbage til?

 

EU er ikke perfekt – men det er en kendsgerning, at det har været med til at skabe én af de længste fredsperioder i vor Verdensdel. Det kunne den fanatiske nationalisme ikke klare. Men selvom målet med EU er rigtigt – så er der mennesker, der forsøger at underminere det – også selvom de igen og igen siger, de er for. Jeg var én af de mest aktive EU-tilhængere i Folketinget de mange år, jeg var medlem der. Jeg er stadig varm tilhænger. Netop derfor kan jeg tillade mig at advare mod , at EU udvikler sig til noget, der aldrig var planen. Det fri marked og den fri bevægelighed var hjælperedskaber for det egentlige mål, nemlig fred. Det skulle være med til at styrke samhørigheden. Det sociale niveau skulle hæves i alle dele af Europa og dermed stabiliteten. Men virkeligheden er, at grådighed hos nogle har ført til social dumping, kriminalitet, udflytning af virksomheder til områder med lavere lønninger og færre regler. Nationalismen er slem ved EU – men grådigheden er lige så slem. Meningen var, at man skulle skabe den fælles positive fremtid – ikke at man skulle øge skellet mellem rige og fattige.

 

I stedet for at råbe op om, at man vil klare sig selv og lukke sig inde, skal man sætte alvorligt ind mod udnyttelse, misbrug af regler, skattetænkning og alle de andre ting, der koster almindelige mennesker og samfundet milliarder. Det er ikke EU, der er problemet. Det er de mennesker, der i stedet for at se det som et fælles projekt, ser det som et egoistisk, hvor det, at jeg kan rage til mig, er vigtigere end fælles sikkerhed og lykke.

 

Derfor er det ikke ligegyldig hvem vi retter skytset mod i disse tider. Briterne og USA har valgt den forkerte modstander. Populistiske bevægelser i hele Europa har gjort det samme. Det er det, vi skal ændre på, hvis ikke vi skal tilbage til tider, mange af os ikke ønsker gentaget.

 

Peter Duetoft