HVAD MANGEL PÅ DANNELSE FØRER TIL

Oostende. En badeby på Belgiens kyst. Der var ikke meget tilbage af den efter 2.verdenskrig. Den blev bombet sønder og sammen. Men i 1936 blomstrede et rigt internationalt forfatterliv i byen. Forfattere, der var flygtet fra nazisternes forfølgelser i Tyskland, mødtes her. Det er det Volker Weidermanns dokumentar/roman, ”Oostende 1936”handler om.

ZWEIG OG ROTH

Omdrejningspunktet er forholdet mellem Stefan Zweig og Joseph Roth. To modsætninger, men nære venner, der inspirerer hinanden. Zweig velstående, dannet og succesfuld – Roth dranker, rodet og lidt forhutlet. Men alligevel er der opstået et nært forhold.

Jeg indrømmer, jeg altid har været Zweig-fan. Ikke mindst fordi han jo står for en dannelses tankegang, som jeg finder vigtig og en mangelvare i den moderne tid. I bogen får man nye vinkler på Zweig og hans tankegang. Roth er mere ”venstresnoet”, men besynderlig nok er de forenet i savnet af det Østrig-Ungarnske kejserrige og dets storhedstid. Tiden fra 1870-1914 var en blomstringstid. Jo, der var sociale udfordringer, men alligevel stabilitet, tolerance, medmenneskelighed og dannelse. Det var ikke kun store riger, 1.verdenskrig tog livet af – den ødelagde også denne livsstil.

Manglen på dannelse og medmenneskelighed var nogle af grundene til, at nazismen fik fodfæste. Og dermed den samfundstænkning, der jog mennesker på flugt.

IRMGARD KEUN

I bogen beskrives forfatteren Irmgard Keun også indgående. En livsglad kvinde på flugt, lidt for glad for våde varer. Jeg har fornylig skrevet om én af hendes romaner, ”Barn af Verden” og derfor var det godt, at løbe ind i Oostende bogen. I mit første indlæg skrev jeg, at jeg gerne ville læse mere af hende. Det indlæg inspirerede nogle af mine bedste venner til at sende mig fire bøger. Det er jeg naturligvis meget taknemmelig for – så nu vil den kommende tid stå i Keuns tegn – måske med afbrydelser.

Er man interesseret i litteratur, flygtninge miljø og mellemkrigstiden er ”Oostende 1936” fabelagtig. Desværre er den også aktuel. For mange strømninger og problemstillinger findes den dag i dag. Mennesket lærer åbenbart ikke altid af sine egne fejl.

Peter D