Hvad med at stå sammen?

I november 2017 kunne Hjørring’s borgmester, Arne Boelt, konstatere, at hans parti havde fået 15 ud af 31 mandater i byrådet. Borgmesteren kunne altså let fortsætte, men med hvilken baggrund? Det letteste ville være, at sikre sig støtte fra et andet parti og derefter lade denne gruppe bestemme alt de kommende fire år. Men beslutningen blev anderledes. Samarbejde og god stemning er gode følgesvende, hvis man skal gøre noget godt i politik. Derfor blev hånden rakt ud – og resultatet blev, at kommunen fik den helt brede konstituering.

For nogen tid siden blev et flertal på Christiansborg enige om, at landet skal ledes af en S-mindretalsregering. Der blev udarbejdet en række rammer for Danmarks udvikling de nærmeste år. En retning, der afspejler de ønsker, et flertal af vælgerne støttede ved folketingsvalget på grundlovsdag.

Selvom sammenligningen ikke holder i detaljer, kan man jo betragte Folketinget som Danmarks bestyrelse og Regeringen som direktionen. Det er de to organer, der skal sikre en ”ordentlig drift” i vort land.

Men tiden efter har så også vist, hvordan der er forskel på Hjørring Rådhus og Christiansborg. Knapt var stemmeoptællingen overstået og resultatet fremme, før angreb og løse påstande føg gennem luften. Endnu værre blev det, da flertallet bag regeringen var en realitet. Straks begyndte politiske modstandere at sable planerne ned. Der var faktisk ikke det, der ikke var galt. Økonomien var usikker. ”Socialisterne” havde overtaget magten. (Pudsigt, når det liberale Radikale var med i aftalen. Meget kan man beskylde partiet for, men næppe ”socialisme”). Et folketingsmedlem fra DF skrydede om, at ”muslimerne” var ved at overtage Danmark gennem stemmesedlerne – fordi bl.a. radikale fik en del stemmer i kvarterer med mange indvandrede. Tonen var, at det var forfærdeligt at stemmeprocenten i disse grupper steg. Undskyld, nu har vi i årevis opfordret mennesker med anden etnisk baggrund end dansk om at integrere sig og blive en del af vort samfund. Kommuner og organisationer har ført kampagne for, at flere skulle stemme – ikke på hvem, man skulle stemme på, men at man skulle stemme. Og nu lykkedes det så at få flere danske statsborgere med anden etnisk baggrund til stemmeurnerne – inddragelsesprojektet lykkedes. Derefter fremstilles det som om, det er et forsøg på at omstyrte det danske system. Man skulle meget hellere råbe ”hurra”.

Alle midler blev taget i brug. Naturligvis gik der ikke mange sekunder efter flertallet var på plads og rammerne offentliggjorte, før politikere og medier råbte ”løftebrud”. Det var en metode, man brugte for at nedgøre Nyrup og Helle Thorning. Nu prøver man så igen. Nu er det jo sådan, at der skal et flertal i Folketinget til for at vedtage en sag. Er der ikke det flertal, er man magtesløs. Det er ”løftebrud”, hvis man selv har et flertal og ikke bruger det. Men når der skal flere parter til – og man er uenige – kan det ord jo aldrig bruges. Processen er imidlertid et godt eksempel på, at formålet ikke er at gøre noget godt for nogle mennesker og vort land. Det handler derimod om taktik og ballade, for senere selv at rage magten til sig.

Det mest nedrige i de sidste dage var to folketings kvinders råb om ”løftebrud” i forbindelse med børnene i ”Udrejsecenter Sjælsmark”. Røde Kors, Ombudsmanden og en række eksperter har påvist, hvordan børnene mistrives og risikerer at få varigt men. Det er forkert og uværdigt. Derfor har man besluttet at flytte børnefamilier til et mere børnevenligt center. Men så startede orkanen: ”Nu har den nye regering fjernet den stramme udlændingepolitik”. ”Nu er sluserne åbne for tusindvis af flygtninge” – ”løftebrud” lød råbene. Det er usselt at tage nogle børn som gidsler i angreb på en ny regering. Er det ikke en dansk værdi, at behandle børn ordentligt? Kan vi tillade os i vort land at have lejre, hvor børn mistrives? Min påstand er, at der ikke kommer én eneste ekstra flygtning til landet, fordi man skaber et center, hvor også børn kan få et liv. Er vi som danskere virkelig blevet så forråede, at alle midler gælder for at få ret? Vi har et land, der i generationer har været præget af ”ordentlighed”. Skal den sættes over styr på grund af magtbegær?

Enhver kan let se forskellen på kommunen og staten. Tænk, hvis tonen fra Hjørring (og mange andre steder) fandt vej til Christiansborg. Tænk, hvis man sagde: Ja, vi tabte magten, men vi har en fælles opgave i at gøre det så godt for Danmark som muligt. Tænk, hvis man samarbejdede og havde dialog i stedet for at råbe af hinanden. Tænk, hvis man respekterede, at kompromis er nødvendige – i stedet for at stå og håne hinanden, fordi man ikke fik 100 % ret.

Måske har alt det her dybere rødder end som så. Egoismen og ”jeg” før ”vi”  er toneangivende mange steder i vort samfund. Konkurrencen om at få ret og få sin egen dagsorden igennem, koste hvad det vil – ses ofte i hverdagen. Harsk sprogbrug og rabiate angreb ses jo også – af og til endda fysisk. Måske er det det, der er den største udfordring for vort politiske system. Et Folketing og en Regering skal arbejde for helheden – ikke for egoismen. Tænk, hvis politikere i alle lejre valgte at være samarbejdende rolle-modeller i stedet for at være nærmest hadefulde modstandere. Ville det ikke smitte af på stemningen i vort land – og gøre livet lidt bedre for os alle?

Tænk, hvis nogle turde prøve.