HVAD MED NABOEN OG DEN ENSOMME BAGEFTER?

HVAD MED NABOEN OG DEN ENSOMME BAGEFTER?

Jeg sad ved det sædvanlige bord med udsigt ud over Store Bælt. Færgen var ”Dronning Margrethe den anden”. Vi er midt i 70erne. Jeg var ung og meget optaget af politik. Jeg var blevet landsformand for Centrum Demokraterne og rejste land og rige rundt til partimøder eller politiske møder. Jeg boede dengang i København, men havde rigtig mange møder i Jylland. Her tog jeg ofte eftermiddagstoget – og derefter nattoget, med de gode sovevogne tilbage til Hovedstaden. Jeg havde på det tidspunkt en 2 CV, som jeg elskede. Men den havde problemer i modvind, så mere end én gang så jeg natbilfærgen ligge ude i havneløbet i Knudshoved, når jeg kom 5 minutter for sent. Det var surt – og derfor blev toget alternativet.

Et år var jeg 107 dobbeltture over Store Bælt med tog – næsten altid med samme færge. Personalet i restauranten lærte mig at kende. Jeg sad altid ved samme bord og skulle altid have aspargessuppe. Vanens magt.

EN USÆDVANLIG TUR

Én af turene blev lidt anderledes end vanligt. Vi var sejlet planmæssigt fra Korsør, men da vi lå omkring Sprogø kom meldingen: ”Der er udbrudt strejke. Der ligger en færge i færgelejet i Nyborg, så vi kan ikke komme ind. Vi må ligge og svaje midt på Bæltet indtil der er plads!”.

Som på så mange restauranter var der normalt totalt tavshed mellem bordene på en normaltur. Men i samme sekund meldingen kom, startede snakken mellem bordene. Man lavede vittigheder, man grinede, man havde fællesskab. ”Vi er jo alle i samme båd” i bogstaveligste forstand.

Der gik en times tid, så kom endnu en melding fra kaptajnen: ”Nu er færgen i Nyborg blevet trukket ud af færgelejet, så nu kan vi komme ind!” I samme sekund bredte tavsheden sig igen i restauranten. Ingen småsludren – ingen grin. Nu var normal situationen genopstået.

Mange har gennem tiden fortalt mig om det sammenhold og det fællesskab, der opstod under besættelsen. Det kommer vi til at høre meget mere om i de kommende uger, hvor vi skal mindes både 9.april og 4.maj. Men der gik ikke lang tid efter befrielsen, før ”normalsituationen” kom og fællesskabet blev tonet ned.

NÅR CORONA ER VÆK

Begge eksempler er gode at huske i disse dage. Corona-angrebet har fået os alle til at rykke sammen. Mange er historierne om medarbejdere forskellige steder i vort system, der yder et kæmpe arbejde for deres medborgere. Historier om nabohjælp til indkøb, vennehjælp til børnepasning og omsorgsfulde opringninger til venner og familie, der sidder lukket inde og risikerer at gå til i ensomhed. Hvor er det dejligt at se, at medmenneskeligheden stadig findes i en verden, der normalt præges af stress, jag og egoisme.

LÆRDOM ELLER GLERMSEL?

Men det er måske samtidig godt at huske historien om Store Bælt eller om befrielsen. Man møder nemlig mange mennesker, der siger, at Corona-situationen forhåbentlig sætter spor. At vort samfund forhåbentlig bliver lidt mere præget af medmenneskelighed og fællesskab efter denne oplevelse. Det kan vi alle håbe på – og det ville være godt. Det kræver imidlertid at vi selv vil. At vi ikke stopper med at beskæftige os med hinanden, når udfordringen er væk. At vi ikke glemmer alle de, der var nøglepersoner i en situation som denne. Vi skal også sætte pris på dem i vor almindelige hverdag. Forhåbentlig har vi lært, at vore medmennesker har brug for os og vi har brug for dem. Tænk, hvis vi efter Corona-angrebet ikke kun har en vaccine mod en dum virus – men at vi samtidig har fundet vaccinen mod ensomhed og ligegyldighed. Sker det, er der da trods alt kommet én god ting ud af de sidste måneder – hvor ubehagelige de så end har været.

Peter Duetoft


Dette er min månedlige klumme i Nordjyske april 2020.