Hvilken heks?

Hvilken heks?

Det er Sankt Hansaften. Jeg sidder ved mit skrivebord og ser ud mod Fjelsted Bakke. Solen skinner fra en skyfri himmel. For nogle timer siden kunne jeg betragte den næsten fulde Måne. Jo, denne aften er fuld af skønhed.

Landet over blusser bålene lystigt. Der er glæde og sang. For Sankt Hansaften er lysets, livsglædens og kærlighedens aften. Denne aften er altid blevet opfattet som fortryllet. Folketroen påstod, man kunne finde både varsler og kærlighed i midsommernatten. I litteraturen er én af perlerne Oehlenschlägers  ”Sanct Hansaften-spil”, der netop handler  om det.

Der var engang

Det er al denne romantiske livsglæde, vi i dag forbinder med Sankt Hansaften. Og så ”glemmer” vi nok, at der er en barsk virkelighed bag. I dag er bålet kun farligt for de dyr, der har gemt sig i det. Jeg håber alle huskede at jage dem ud før tændingen. Heksen er af pap og strå. Vi jubler, når den falder sammen.

Men for nogle hundrede år siden, var det blodig alvor. Vi har så travlt med at forklare, at andre kulturer udfører rå og umenneskelige gerninger. Men vi lod ikke meget tilbage at ønske, da vi havde heksejagt i Europa og USA. Mange tusinde – navnlig kvinder – endte på bålet, hvor de efter grov tortur fik en smertefuld død. Når denne periode skal beskrives, taler vi ofte om den spanske inkvisition som speciel grusom. Men faktisk var tiden efter reformationen voldsommere og mere intolerant. Vor folkekære konge, Christian IV, var meget overtroisk, og han gik personlig ind i kampen mod heksene og styrede Danmark i en tid, hvor både antallet af sager og domfældelser steg.

Heksejagt

Dette er i sig selv skræmmende, men som i mange andre sager, er mekanismen bag nærmest det værste. Forfatteren, Arthur Miller, skrev i 1953 skuespillet ”Heksejagt”. Det blev i 1996 filmatiseret med Winona Ryder i hovedrollen. Det er en bog eller en film, det er værd af få fat på. Spillet bygger på historiske hændelser i den lille puritanske by, Salem, i 1692. En gruppe unge piger danser i skoven og bliver afslørede. For at slippe ud af den klemme, påstår de, de er blevet forført af en heks. Så ruller jagten. 200 bliver anklaget og 20 henrettet, før man får stoppet vanvidet. Miller var naturligvis både inspireret af det historiske, men også af 30ernes jagt på forskellige befolkningsgrupper i Europa og af den samtidige Mccarthyisme i USA, hvor man lavede klapjagt på virkelige og indbildte kommunister.

Selvom Sankt Hansaften skal være glædens aften – starten på sommeren med hueklædte unge, der glæder sig over endt uddannelse og med livskraft over alt i naturen - gør det jo ikke noget, vi bruger et par minutter til at overveje, hvad vi brænder af på bålet.

Hvad skal det til for?

Mennesket er et underligt væsen. Vi er vel nærmeste det eneste, der både myrder andre arter og vor egen. Jeg bliver trist, når jeg kører nordpå på motorvejen mod Sindal og ser mængdevis af døde dyr, der er blevet ofre for menneskets teknik og hastigheds trang og nu store som små ligger i vejkanten. For nogle dage siden var det to ”Bambier”, der måtte lade livet. Men i al vor egoisme, er vort liv det vigtigste – og vort krav på at styre alt gør alt andet ligegyldigt.

Eller tonen mellem mennesker. Vi er dygtige til at udpege syndere og skurke – og selvom vi ikke brænder nogle fysisk, forstår vi at sætte dem til skue – eksempelvis ved udhængning på de sociale medier. Den største dokumenterede løgn kan alligevel ødelægge et menneskes liv – for på trods af beviser og dementier vil løgnen leve videre på Nettet.

Eller vor uendelige kritik af hinanden eller skabte fjendebilleder af mennesker, der lever anderledes, tror anderledes eller gør ting på en anden måde end jeg. De skal mødes som modstandere og ”farlige” selvom de ikke har gjort mig eller nogen jeg kender noget. Man kunne spørge: ”Hvad skal det til for?”.

Tror man da ikke, at mennesker, der spiser andet end jeg, synger andre sange end jeg, har et andet familiemønster end jeg eller reagerer anderledes end jeg – at de også søger kærlighed, nærvær og fællesskab? Tror man ikke at deres børns fremtid ligger dem meget på sinde? Tror man ikke, de ønsker et stabilt liv, en forudsigelig økonomi eller tilværelse fri for vold og forbrydelser? Tror man ikke, vi har forskellige tilgange, men alle samme mål?

Det rigtige brænde

Vejen til ordentlighed er at smide det rigtige ”brænde” på Sankthansbålet. Lad fordomme, falske påstande, had, intolerance, nid og nag flyve væk fra bålet sammen med gnisterne. Lad og dyrke mennesker for menneskers egen skyld. Et hvert menneske er et eventyr. Lad os nyde og bruge hinandens evner og erfaringer. I stedet for at mistro mennesker og tænke, de skal bevise deres værd, før jeg vil have noget med dem at gøre – så tro dog på mennesker og deres gode vilje, indtil det modsatte er bevist. Jo, man bliver skuffet nogle gange – men i langt de fleste  tilfælde vil denne tankegang hæve glæden både for den man møder og for en selv.

Lyder det naivt? Ja, måske. Men gør vi ikke op med alt dette, vil bålet langsomt blive ændret til det, det var engang: Intolerancens og grumhedens instrument. Måske bliver det ikke i form af ild og gnister – men vi har i dag så mange andre midler, hvor vi kan stege hinanden levende. Jeg spørger bare: Bliver vi alle lykkeligere ved at bruge dem?

Peter Duetoft