I GODHEDENS NAVN

Når vi hører ordet eugenik – eller racehygiejne – tænker mange mennesker på nazisternes indsats i Tyskland. Udryddelsen af jøderne eller gasningen af handicappede står mejslede i vor erindring. Det er blevet symbolet på den største umenneskelighed.

Samtidig fortrænger vi, at en stor del af de vestlige lande var faldet for tankegangen i første halvdel af 20.århundrede. Vi glemmer, at Danmark var et af foregangslandene i processen.

Grundlæggende bygger tankegangen på Darwins teorier om ”naturlig udvælgelse”. De stærkeste individer overlever – de svageste går til. Denne proces er imidlertid sat ud af kraft for menneskeheden. Behandlingsformer og medicinske fremskridt har ført til, at individer, der under normale omstændigheder ville dø, overlever. De kan så formere sig og næste generation vil derefter få en større del af ”uønskede” mennesker. Menneskehedens generelle styrke vil i følge teorien falde. Her træder racehygiejnen så til. Man kan vælge at slå de uønskede ihjel – eller man kan sørge for, at de ikke kan få børn. Samfundet bør i følge tankegangen gennem lovgivning påtage sig ansvaret for, at ”holde standarten oppe”.

DANMARK I FRONT

Som nævnt var Danmark i front. I 1920 skrev den senere justits – og socialminister, K.K.Steinke, bogen ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”. Heri gjorde han sig til talsmand for racehygiejne. Det fik følger. Tankerne førte til forsøgs lovgivning i 1929, der indførte tvangssterilisering af udviklingshæmmede og andre, der ansås for at være uegnede til forplantning. Den egentlige lov om sterilisation blev indført i 1935. I 1938 etablerede man institut for human arvebiologi på Københavns Universitet.

Tvangssterilisering blev først fjernet fra dansk lovgivning i 1967. Mange kender de skrækkelige historier fra Sprogø (kvinder) og Livø (mænd), hvor beboerne først fik lov at forlade de isolerede institutioner, når de var forhindrede i at få børn.

Man var ikke særlig karrig med hvem, man opfattede som ”uønskede individer”. Centret på Københavns Universitet oprettede i 1938 et ”arvehygiejnisk register”. Det omfattede personer med psykiske og fysiske handicaps under forsorg, psykisk syge, blinde, døve, døvstumme, talelidende, epileptikere, blødere, mennesker med dværgvækst, øjensygdomme og sukkersyge. Familierne blev kortlagt i flere slægtled og registret dannede baggrund for forskning. Vi ved også fra Sprogø og Livø, at man kunne ende der på grund af aktiv seksualitet, at man ”var en vild og ustyrlig pige” eller en småkriminel. Jo, tankegangen var bredt vidt ud.

IKKE OND MAND

K.K.Steinke var ikke en ond mand. Han var meget optaget af at skabe et velfærdssamfund. Men han støttede racehygiejnen ”for børnenes skyld”. Der var for mange børn, der fik en umulig opvækst og endte i uhyggelige forhold, fordi forældrene ikke havde evner til at tage sig af dem. Udgangspunktet var derfor velment. Men i løbet af kort tid kom et nyt argument ind i processen: Pengene.

Hvis antallet af ”uønskede” steg fra generation til generation, ville samfundet ikke have råd til at lave en ordentlig socialpolitik, der skulle hjælpe de dårligst stillede. Derfor måtte man i humanitetens og medmenneskelighedens navn forhindre, at ”uønskede” formerede sig.

De fleste vil nok mene, at tankegangen fra starten var stik imod alle de værdier, vi tror på. Men nu skal vi ikke dømme med tilbagevirkende kraft. VI ved, hvilke konsekvenser teorierne fik f.eks. i Hitlers dødslejre. Vi kender eksemplerne fra institutionerne i Danmark – det gjorde man ikke dengang.

LÆR AF ERFARINGERNE

Men vi bør have lært af erfaringerne. Teorier, der fra starten ser tilforladelige – og måske endda positive – ud, kan pludselig drejes til noget negativt – ikke mindst når der kommer økonomi med i spillet.

Af og til stikker den diskussion også næsen frem i vore dages Danmark. Jeg var overrasket, da en jysk læge under Corona krisen højlydt udtalte, at man ikke skulle bruge ressourcer på vacciner til plejehjem, ”for de dør jo alligevel snart”. Er det sådan, vi tænker?

AKTIV DØDSHJÆLP

Nu handler denne kant faktisk ikke om racehygiejne – den handler om ”aktiv dødshjælp”. Debatten kommer op en gang om året – og er nu i gang igen. Det ER en vanskelig diskussion med mange dilemmaer. Nogle af os er ikke helt afklarede.

Jo, vi hører eksemplerne på mennesker, der lider og som kun håber på en snarlig død. Jo, vi ser eksempler på mennesker, der rejser til udlandet og får hjælp til selvmord. Vi kan jo alle forsøge at tænke os til, hvor slemt deres situation må være.

Men der er jo også en anden side – og det er grunden til min lange indledning omkring racehygiejne. Det startede som et ”humanitært/medmenneskeligt” projekt, men blev hurtigt et spørgsmål om at spare penge.

IKKE PENGENE DER STYRER

I den aktuelle diskussion om aktiv dødshjælp er vi nødt til at sikre os, at det ikke bliver en økonomisk betinget glidebane. Den og den person er for dyr, derfor presser vi lidt på, for at få vedkommende til at opgive livet. Vi skal i mine øjne ikke have et samfund, hvor menneskeliv gøres op i penge. Skal vi så have en skala, der teoretisk opgør, hvornår et menneske koster samfundet mere end det yder? Når balancen bliver negativ, siger vi ”stop”? Det vil naturligvis give uanede muligheder for besparelser, men vil det også give et menneskeligt samfund?

Som sagt er diskussion om retten til at dø følsom og fuld af voldsomme dilemmaer. Derfor er der ikke brug for at man står og råber til hinanden – men tværtimod skal vi have en dialog, hvor vi forsøger at finde fornuftens synspunkt.

STORT DILEMMA

Mange af os har været i dilemmaet. I 1985 døde begge mine forældre i løbet af 3 uger. Min far fik en voldsom hjerneblødning i en alder af 85. Han var total lam og kunne ikke reagere på noget. Et par aftener efter, spurgte en sygeplejerske min ene søster og jeg, om de skulle genoplive vores far, hvis han døde om natten. Vi kiggede på hinanden og rystede på hovedet. Denne stovte erhvervsmand skulle ikke udsættes for den totale meningsløshed. Næste morgen var han død. Det var lovlig dødshjælp og det er jo ikke det, nutidens debat går på. Men det følelsesmæssige dilemma er det samme. Gjorde vi det rigtige? Af og til dukker spørgsmålet stadig op i mit hoved den dag i dag.

Jeg tror, vi gjorde det rigtige. Men vi gjorde det fordi alternativet var ubærligt for alle. Og hvis det er udgangspunktet for beslutninger, så er det vel ok. Men den historiske virkelighed viser blot, at nogle teorier og processer starter i godhedens navn, men får pludselig en helt anden og mere kynisk baggrund.

Derfor skal man tænke sig om – og man har lov at være skeptisk!

Peter Duetoft

Ovenstående var min månedlige klumme i Nordjyske Medier 24.6.23