JOHNSON SVIGTER CHURCHILL

”- Jeg har en chance nu for rent faktisk at gøre noget. Jeg vil have et nyt forhold (til EU, red.), der er baseret mere på handel, men meget mindre på det her overnationale element”.

Således sagde Boris Johnson, som fremtrædende konservativ politiker i 2016, da han offentliggjorde, at han ville sætte sig i spidsen for Brexit bevægelsen.

“It is to recreate the European fabric, or as much of it as we can, and to provide it with a structure under which it can dwell in peace, safety and freedom. We must build a kind of United States of Europe. In this way only will hundreds of millions of toilers be able to regain the simple joys and hopes which make life worth living. The process is simple. All that is needed is the resolve of hundreds of millions of men and women to do right instead of wrong and to gain as their reward blessing instead of cursing.”

Således sagde den britiske statsmand, Winston Churchill, i sin berømte Europa-tale i Zürich - 70 år før Johnsons statement.Talen, der var med til at bane vejen først for Europarådet, så Rom-traktaten og senere EU.

De to citater viser med al ønskelig tydelighed, hvordan England, med den nuværende premierminister i spidsen, har svigtet Churchills visioner og bud på, hvordan freden på vort kontinent kan sikres.Hvordan man åbenbart har glemt eller fortrængt det europæiske mareridt, Churchill netop havde været igennem, med krig, folkemord, fanatisme og umenneskelighed. Alt skulle gøres for at hindre en gentagelse. Nu mange år senere, er den advarsel åbenbart druknet i historieløsheden.

HANDEL ELLER FRED I FOCUS

Et europæisk samarbejde kan ses på to måder: Som et rent handelssamarbejde, hvor det gælder og at rage så meget til sig som muligt – eller et politisk projekt, hvor freden og stabiliteten er det centrale. Opgøret med, at Europa har været arnestedet for to verdenskrige med mange millioner, døde til følge.

Alle taler nu om det indre marked. Jeg fulgte debatterne om Europa tæt. Først som medlem af Europa-Parlamentet og senere som næstformand i det daværende Markedsudvalg. Der kom rapport efter rapport, analyse efter analyse som baggrund. Alle steder var man enige om, at Det indre marked – med fri bevægelse for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, ville styrke Europas placering i Verden og sætte os i stand til at klare os i konkurrencen med USA og det gærende Kina.

MEN: Det var samtidig en klar melding, at Det indre Marked var et redskab, et middel, til at nå det politiske fællesskab, der hele tiden har været EF/EU's formål. Det var aldrig det centrale. Det afspejles også af, at den traktat, danskerne tog stilling til i 1972, blandt andet byggede på en tanke, der skal ”fungere som et skridt i retning af en tættere politisk enhed i Europa”. Man var også enige om, at man gennem den Rom-traktat, UK, Irland og Danmark tiltrådte, er i gang med at ”lægge grundstenen til en endnu tættere union blandt Europas folkeslag”.

POLITISK DAGSORDEN

Ingen kan være i tvivl om, at EF/EU havde en politisk dagsorden, der skulle fremmes bl.a. gennem økonomisk samarbejde.

Hele det grundlag er i overensstemmelse med Churchills visioner – og i strid med Boris Johnsons prioriteringer.

Det er jo ganske logisk. Hvis handel blev det evigt saliggørende, kunne der ganske let opstå modsætninger mellem nationalstaterne på baggrund af snævre økonomiske interesser. Man havde altså ikke fjernet risikoen for konflikter på vort kontinent, det der var formålet med det hele.

Brexit er en kendsgerning – og det er så de spilleregler, der nu gælder. Det kan godt være englænderne er glade – det er synd for skotterne. Her betyder national selvbestemmelse åbenbart ikke så meget for politikerne i London. I virkeligheden ville det jo være logisk at sige, at når UK kan beslutte sig for at træde ud af det europæiske fællesskab, så kan Skotland vel også træde ud af UK. Men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.

Brexit er et godt eksempel på, at national egoisme koster for andre. I de nordjyske fiskerihavne kommer man til at mærke følgerne. Det er trist – men sådan er det når økonomiske snævre interesser skygger for forståelsen af fællesskabets værdi. Godt at EU har afsat penge til at kompensere noget for tabet.

ADVARSEL MOD HØJRENATIONAL BØLGE

Brexit kan ende godt eller skidt for såvel UK som EU. Det får fremtiden vise. Men det farlige er, når højre nationale kræfter griber chancen for, at lade udviklingen brede sig. DF har allerede været ude at sige, at det nu er Danmarks tur til at søge en afvikling af EU-tilhørsforholdet og erstatte det med en handelsaftale med EU. Jeg undrer mig ikke, hvis de højre nationale i Polen og Ungarn vil følge trop. Det er jo voldsomt generede af, at EU kræver garanti for demokrati og retsstatsprincipper. Men det er jo netop eet af formålene med EU, at sikre frihed, demokrati og retssikkerhed.

I Danmark er der stærk støtte til EU-medlemsskabet. Det er godt. Vi skal bare være opmærksom på de kræfter, der tror, de kan fiske i rørt vande og vende tilbage til den opdeling af Europa, der førte til store verdensomspændende konflikter. I dag er en sådan udvikling urealistisk – men det syntes man også tidligere i Europas historie, for så få år efter at se, at det hele endte i kaos og krig. Når det gælder frihed, sikkerhed og stabilitet må man aldrig gamble. Det er det Boris Johnson gør ved at svigte Churchills idealer og visioner. Den udvikling skal vi ikke blive en del af.

Peter D