KLOGSKAB OG UNDERHOLDNING

Denne sommer er 1800-tals forfattere i centrum for min læsning. Foreløbig er det blevet til romaner af Henry James og Jane Austen.

(Rækken er foreløbig kun brudt af Volker Kutscher’s nyeste krimi: ”Lunapark”. En fantastisk krimiforfatter, der udover spænding giver en intens beskrivelse af Tyskland i 30erne. Men mere om det en anden gang.)

HENRY JAMES var meget optaget af forholdet mellem den ”gamle” og den ”nye” verden. I den lille roman, ”Europæerne”, beskriver han kulturforskellene. Et par unge mennesker fra et tysk hertugdømme kommer uventet på besøg hos fjern familie udenfor Boston i USA.

Ved at læse romanen får man ud over en fascinerende handling også en baggrund for den værdikamp, der hærger USA i dag.

Mange har gennem årene opfattet amerikansk kultur som ”vild”, ”grænse afprøvende” og ”nyskabende”. Billedet af det amerikanske samfund er bl.a. præget af Tv-serier som Dollars og Dallas, hvor snyd, intriger og utroskab er grundlæggende ingredienser. Jeg er overbevist om, at mange anti-amerikanske tendenser verden over stammer fra dette mediebillede.

Men det er et mediebillede, som sikkert ganske få i Californien og New York lever op til. Amerikansk kultur er noget helt andet i virkeligheden: langt mere puritansk end mange tror.

Det giver Henry James en god beskrivelse af. I romanen er det de europæiske gæster, der er de liberale (selvom de med nutidens øjne er meget konservative), mens de amerikanske værter er de tilbageholdende og forundrede, både hvad angår omgangsformer og udvendig ”udstyr”.

Kommer man udenfor de store Metropoler i vore dage er samfundene stadig præget af religiøsitet. Derfor har religiøse bevægelser stor betydning. Derfor bliver bl.a.  abortdiskussionerne så barske. Derfor blev Trump pludselig aktiv troende midt i sin valgkamp og fik dermed opbakning fra stærkt konservative religiøse kredse. Jeg læser New York Times, men skal hele tiden huske på, at den liberale linje kun deles af befolkningen på Øst- og Vestkysten, mens resten af USA har en helt anden tilgang til tingene.

Bl.a. derfor er Henry James god at læse. Man bliver både klogere og underholdt. Man opdager også, at der er mange indfaldsvinkler til ting.

JANE AUSTEN blev så næste 1800-tals forfatter i rækken, jeg kastede mig over. Det startede med romanen ”Overtalelse”, der faktisk var hendes sidste. Den blev udgivet året efter hendes død.

Forfatteren, Virginia Woolf, skrev om Austen: ”Den mest fuldendte kvindelige kunstner. Forfatteren hvis bøger er udødelige”.

”Overtalelse” er en kærlighedsroman, med meget mere indhold. Den er inciterende, smuk og morsom.

Jeg elsker Peter Plys – ikke mindst æseldyret og hans aldrig svigtende sortsyn.

 ”Er du langt nede, kan du gøre to ting: Synke mere eller mindre dybt!”.

 Man kan jo overveje, hvor forfatteren A.A.Milne har fået inspirationen til Æseltankegangen fra, men det kan let være fra Jane Austen.

I en næsten guddommelig beskrivelse af en af hovedpersonens søskende lader hun hende sige:

”Nå, endelig! Jeg var nær ved at tro, jeg aldrig fik dig at se. Jeg er så syg, at jeg dårlig nok kan tale. Og jeg har ikke set et menneske hele formiddagen…Jeg gør jo mindst mulig postyr af det, det gør jeg jo altid, men jeg var langfra rask, og jeg tror aldrig i mit liv, jeg har haft det så slemt som nu til formiddag, jeg burde slet ikke ligge her alene.”

Ja, det er da som at høre Æseldyrets filosofi!

Romanen viser dobbeltheden i det daværende samfund: På den ene side en korrekt og respektfuld omgangsform, man godt kan savne i det moderne samfund. På den anden side en stræben efter overfladisk glamour og snobberi, der er næsten humoristisk.

Men det første behøver jo ikke føre det andet med sig. Romanen er god læsning og også her, bliver man underholdt og klogere på mennesker på én gang. Og det at lære af andres oplevelser og erfaringer gavner. Som Peter Plus siger: ”Ukrudt er også blomster, når man først lærer dem at kende.”

Peter D

PS. ”Overtalelse” er netop kommet som film på Netflix. Jeg holdt kun en halv time. Filmen mangler den humor og underfundighed som romanen har. Så gør dig selv den tjeneste at læse bogen først.