Konspirations teorier - et anti demokratisk våben

Vi husker ham. Manden, der stod på Kongressens talerstol i Washington iført bison hue og horn. I denne uge er det et år siden. En chokbølge gik gennem den demokratiske verden. Det land, der er et af hovedsymbolerne for frihed og demokrati, var pludselig udsat for et voldeligt angreb på demokratiet.

Efter det massive valgnederlag 3.november 2020 intensiverede Trump og hans folk kampagnen om, at ”valget var stjålet”. Kampagnen var faktisk forberedt før valget, men eksploderede i november. Mængdevis af påstande kom. Omtællinger og domstolsafgørelser blev gennemført. De førte alle til, at man erklærede valget for korrekt. Selv republikanske topfolk støttede det og afviste svindel. Meningsmålinger viser imidlertid, at over 50% af republikanske vælgere (26 % af alle) stadig mener at Biden snød sig til sejren.

En uhellig alliance

Trump støtterne blev ved. En blanding af konspirationsfolk, racistiske grupper, rabiate højrefløjsgrupper og andre, der pludselig havde set lyset i Trump-perioden, demonstrerede, provokerede og forstærkede myten. Et netværk af Internet-grupper, lokale radio og tv-stationer og andre organisationer understøtter påstandene.

Hele hændelsesforløbet viser, hvor farlige og hvor stærke konspirationsteorier er. Den slags teorier har altid eksisteret. Historier om, at jøderne søgte verdensherredømmet, hvordan de blandede kristne børns blod i deres brød osv, florerede. De fik følger. Pogromer opstod i Europa – såmænd også i Danmark. ”Zion Vises Protokoller” var en plan for jødernes magtovertagelse. Den blev produceret af den russiske efterretningstjeneste omkring 1900 for at tilskynde til forfølgelser. Jødehadet og de mange vandrehistorier var også fundamentet for gennemførelsen af Hitlers racepolitik og Holocaust. Teorierne kostede millioner af mennesker livet.

Bortset fra dette eksempel, var de fleste teorier ”uskyldige”: Månelandingen i 1969 var optaget i Hollywood. USA gemmer væsener fra andre planeter på en base i Nevadas ørken. Ting, man kan ryste på hovedet af.

Teorierne blev "politiske"

Efter 11.9.01 sker der noget. Teorierne bliver mere politiske. Angrebet i New York er skabt af den amerikanske stat, af jøderne eller af frimurerne. Hele tanken om, at der findes en ”deep state”, dvs en indre elite, der styrer Verden, er ikke ny. Det nye er, at den er et politisk våben. Trump bragte konspirations teoretikere ind i sin nærmeste kreds i Det Hvide Hus. Folk, der støtter ideer om, at der en pædofil magtelite, der drikker børns blod og som styrer Verden. Dette argument blev bl.a. brugt mod Hillary Clinton i valgkampagnen 2016. Overgrebene skulle ske i kælderen under et pizzeria i Washington. Det førte til, at en bevæbnet mand angreb stedet for at ”befri børnene”. Problemet var bare, at der ikke fandtes nogen kælder. Kampagnen udskreg også skoleskyderier med mange unge ofre som ”fake”. Det var skuespillere og iscenesat. Hele denne metode viste sig så virkningsfuld, at den blev videreført i kampagnen mod Bidens valg og dermed stormen på Kongressen. Og metoden vil såmænd også blive brugt i de kommende valg.

Corona situationen har ikke gjort det bedre. Ved demonstrationer verden over mod vaccine og begrænsninger, ser vi en uhellig alliance mellem konspirationsfolk, den yderste højrefløj og vaccine modstandere. Devisen er ofte ”frihed”. Det er vanskeligt at forstå, at mennesker, der normalt rækker højre arm i vejret og har Mein Kampf i baglommen skulle være særlige forsvarer af den personlige frihed. Men sagen er jo også, at grupper, der er imod vort fællesskab og demokrati, fisker i rørt vande. Et modsætningsfyldt folk, der er utrygge og forvirrede, er netop det miljø, mennesker, der ønsker et diktatur, kan høste sejre i. Mange ærlige kritikere af vaccine bliver taget som gidsel i denne sammenhæng.

Ikke uskyldig spøg

Konspirationsteorier er blevet farligere, dels fordi de er blevet mere voldelige, dels fordi de i dag via Internettet kan spredes til mange mennesker. I gamle dage, kunne man uddele en trykt pamflet til naboerne. Der var grænser for gennemslagskraften. Nu kan man ved få klik komme ud til hundrede tusindvis af mennesker. At det har effekt, viser USA. Voldelige demonstrationer er blevet hyppigere. Eksempelvis er en af teorierne, at frimurerne står bag Corona. Det har ført til voldelige angreb på logebygninger i andre lande. Jo, ord er farlige.

Men hvad så i Danmark? Metoden er her, men heldigvis endnu ikke så stærkt. Jeg så dog for et par dage siden en såkaldt ”nykristen” hjemmeside. Her kunne jeg læse, at Covid-19 vaccinens formål er at udrydde 5 mia mennesker, sådan at ”eliten” kan leve videre på en Jord i balance. De resterende ”almindelige mennesker” får via vaccinen en chip ind, der gør, at de kan styres af ”eliten” (mon det er samme chip Bill Gates bruger i en anden teori?). En anden teori, der nævnes er, at Verden regeres af krybdyr fra det ydre rum, der iklædt menneskeskikkelse styrer os alle.

Så let er det

TV2 kom før jul med en lille historie, som viser den farlige mekanisme i fremtidens demokrati. Et par unge mennesker malede ved en Trump demonstration i 2017 et skilt, hvorpå der stod: ”Birds Aren’t Real”. De blev fotograferede og meldingen bredte sig. De lavede en hjemmeside, hvor de forklarede, at USA dræbte alle fugle i verden fra 1959-2001 og erstattede dem med droner, der kunne overvåge os alle. Bevægelsen voksede og hundrede tusinde – navnlig unge – støttede ideen. Der blev holdt demonstrationer, opsat reklamer og samlet penge ind. Før jul trådte skaberne frem og fortalte, at hele kampagnen var konstrueret og løgn. De ville bare afsløre hvor let det er, at lave den slags kampagner. Temaet var nu nok så ekstremt, at det ikke fængede generelt. Men metoden var god nok.

Vi skal passe på vort demokrati. Det gør vi kun, hvis alle bruger den sunde fornuft. Vi skal passe på, at den egentlige langtidsvirkning af Corona ikke bliver splittelse og mistro i vort samfund bl.a. drevet af konspirationsteorier.

Peter D


Ovenstående var min månedlige klumme i Nordjyske Medier januar 2022