KULTUR, KRUDT OG KUGLER

I baggrunden stråler Vasilij-katedralens smukke, farverige løgkupler. Kremls markante tårne og mure danner Den Røde Plads anden side. Hundrede tusinde af vinkende og skrålende tilskuere befolker den store plads. Hele følelsesregistret er i sving. Oppe på scenen står et musikband. I midten sidder en mand bag et klaver malet i psykedeliske farver. Han er iført en rød t-shirt. Det er Paul McCartney, der i maj 2003 gennemførte sin første koncert i Rusland. Et stort øjeblik for de mange russere, der aldrig fik lov at opleve eller følge The Beatles. I Sindal har jeg filmen fra koncerten. Jeg tager den af og til frem og genser den – navnlig det afsnit, hvor man synger ”Hey Jude” – og pladsen oser af følelser, når tusinder af stemmer synger med.

I et glimt fanger kameraerne én af tilhørerne: Præsident Putin. Han sidder smilende og oplever musikken. Det må have været en fantastisk, men også lidt skræmmende oplevelse for ham at se, hvordan musikken kan generere følelser. Tænk, hvis den energi pludselig blev overført til politik – hvad kunne det dog ikke føre til?

Når man ser klippene med Putin, kan det være vanskeligt at forstå, at samme mand for få måneder siden gjorde den vestlige kultur og vores værdier til hovedmål i sin kamp. Vi blev kaldt ”satanister”, der ville undergrave troen og den russiske kultur. I sidste uge fulgte andre i Kreml op. Oftere og oftere fremstiller lederne i Rusland krigen i Ukraine som et valg mellem de gode (russerne) og de onde, dekadente Satan tilbedere i Vesten (os).

Naturligvis handler krigen i Ukraine om magt. Putin drømmer formodentlig om at gå over i historien som ham, der genskabte Zar Peter d Stores rige. Man skal heller ikke lukke øjnene for, at påberåbelsen af ”den rene kristendom” er med til at mobilisere den russiske befolkning i kampen. De frie, liberale tanker findes i kredse i storbyerne. Men ude på landet er Rusland ofte præget af stærkt ortodokse troende. Hvis man ikke kan overbevise befolkningen om krigens nødvendighed ud fra økonomiske eller magtmæssige begrundelser, kan man jo hive de religiøse toner frem.

Denne forskel mellem storby og land findes også andre steder. Hvis nogle tror, at New York eller Los Angeles er ”USA”, så skal de bare rejse ind i landets indre stater. Venligheden og gæstfriheden er den samme, men kulturelt er områderne præget af konservative religiøse holdninger, der i højere grad minder om præstestyret i en række mellemøstlige lande end om Vesteuropa. En sådan udvikling er med til i adskillige lande at skabe indre modsætninger og konflikter. Vi ser det også i miniformat i Danmark, hvor både nogle politiske partier og enkeltpersoner prøver at bygge modsætninger op mellem land og by, med det eneste formål, at splitte samfundet og styrke de pågældendes egen magtsyge.

Man skal ikke underkende styrken i, at Ukraine konflikten er begyndt at få en kulturel, værdimæssig dimension. Det er før set i historien, at udskamningen af modstandere som onde, satanistiske ikke-mennesker virker. Det gjorde det i middelalderen, hvor tusindvis af mennesker blev brændte på bålet, for at et fjendebillede kunne opretholdes. Det så vi i Mao’s ”kulturrevolution”, hvis formål var, at fjerne det kinesiske folk fra fortidens tro og værdier. Det ser vi, når Taliban sprænger verdenskendte religiøse monumenter i luften. Det så vi, da Stalin med vold og terror ville skabe ”det sovjetiske menneske”.

At ødelægge og fjerne menneskers kulturelle identitet har altid været en vej for despoter til at bevare magten. Holocaust startede med kampagner, der skulle fjerne den jødiske kultur og identitet – og nærmest skabe et billede af det jødiske folk som dyr. Dermed blev det for andre lettere at acceptere, at man myrdede dem – ja, man gjorde dem jo nærmest en tjeneste.

Hitler – og ikke mindst Goebbels – var opmærksomme på kulturkampens betydning. I disse uger er det 90 år siden, at man gennemførte bogbrændinger i alle de tyske universitetsbyer. Tusindvis af mennesker deltog – ikke mindst veluddannede unge, der burde vide bedre. De nazistiske ledere lagde ikke skjul på, at formålet var at fjerne de liberale frihedsværdier og skabe et samfund, hvor den enkelte var ligegyldig, men racen det hele. Stephan Zweig, Thomas Mann, Kästner, Remarque, Brecht, Freud, Kafka, Sigrid Undset og Hemingway var nogle af de topnavne i verdenslitteraturen, hvis værker gik op i røg. Hvis man kunne fjerne deres værker, kunne man også fjerne de tanker, der lå bag. Mekanismen er så godt beskrevet i filmen ”Fahrenheit 451” fra 1966, hvor et oprør mod et kulturløst diktatur foregår ved, at en gruppe mennesker hver lærer en bog udenad for at bevare dens indhold og værdier.

Vi må erkende, at de aktuelle konflikter i verden ikke kun handler om krudt og kugler, men også om værdier og kultur. I den kamp kan vi alle være med.

Den vesteuropæiske kultur bygger på oplysningstidens tanker om frihed og det enkelte menneskes værdi. Disse tanker er senere udviklede og har bl.a. ført til den demokratiske samfundsmodel. Oplysningstiden var ikke ”gudeløs”. En mængde af de store filosoffer mente, at Gud eksisterer og at han skabte Verden. Men de vendte sig mod at kirken skulle bestemme alt. Vi er fødte med nogle evner, bl.a. til at skelne godt fra slet. Men det er hvert enkelte menneskes valg i hverdagen, der afgør, om man går lysets eller mørkets vej. En sådan tankegang må naturligvis genere diktatorer, religiøse fanatikere og mennesker, der tror de kan lege dukkeførere for andre.

I den kulturkamp, der er i gang, må vi også kigge indad. Lever vi op til vores egne idealer? Hvis man sidder i en landsby i Sibirien eller Afrika og ser vestlige tv-serier på byens tv, må man undre sig over de værdier, der bærer vores samfund. Serierne handler for det meste om snyd, bedrag, rage til sig og at ”nedlægge” naboens kone. Vestlige mennesker taler meget om kvinders rettigheder, ligestilling og ”me too”. Samtidig vælter det rundt på Nettet med porno eller seksuel chikane, hvor kvinder nedgøres og fremstilles som sexmaskiner. Jeg kan godt forstå, hvis mennesker i andre kulturer undrer sig og synes, der er megen dobbeltmoral og overfladiskhed i Vesten. Vi siger bl.a., vi tillader det i ”ytringsfrihedens navn”. Man har ”ret til”! Men man har nok glemt, at ytringsfrihed skal have ”ordentlighed” og ”respekt for andre” som følgesvend. Det er ikke en stat eller en diktator, der skal bestemme, hvad jeg må sige og gøre – men der bør være et indre værdi-kompas, der viser vej.

Vi skal stå ved vores værdier og idealer. Vi skal kæmpe for dem – og vi skal søge at leve op til dem.

Den tyske forfatter, Heinrich Heine skrev i 1821: ”Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker!” Det gælder i bredere forstand også i dag.

peter d