LÆS DEN: DARIO FO's BOG OM DRONNING KRISTINA

Den koster en nattesøvn. Men den er det værd. I aftes startede jeg på Dario Fo’s nyeste bog på dansk: ”Dronning Kristina af Sverige – tilfældigvis en kvinde”. Og jeg kunne ikke stoppe før jeg var igennem den. Dario Fo efterlod sig ved sin død et par bog manuskripter. Bogen om Kristina er den første på dansk.

Jeg faldt pladask for Dronning Kristina, da jeg for mange år siden så Greta Garbo spille rollen i en film fra 1933. Jo, Dronningen var spændende – men sandt at sige var det nu nok mere Greta Garbo’s skønhed og charme, jeg faldt for. Filmen gav imidlertid også  en overordnet viden om én af de mest spændende royale personer i Nordens historie, Dronning Kristina.

Jeg synes stadig Garbo er fantastisk  - men Dario Fo’s bog lægger altså meget til personen Kristina. En kvinde, der i en mandsdomineret verden står op mod sædvane. En kvinde, der tør vælge ånd før magt. En kvinde, der taler åndsfrihedens sag – og handler derefter.

Dario Fo bøger er en fantastisk blanding af historiske facts og digtning. Det gør, at man ikke skal tro på alt i bogen – omvendt er hovedlinjen rigtig nok. (eksempelvis skrev Kristina sammen med Molière, men de mødtes vist aldrig, som skildret i bogen). Fo brugte i øvrigt samme effektfulde blanding i sin  spændende bog om Christian VII. Her var der som i Kristina-bogen også en blanding af digt, virkelighed, entusiasme og eftertanke. Det er ikke et dårligt mix.

Nævner man Dronning Kristina får mange spørgsmålstegn i øjnene: Hvem var hun? Og de der genkender hende, begynder som oftest at tale om sex: Var hun til mænd, til damer eller til begge dele? I vore dage er det emne jo nærmest det vigtigste, når man skal beskrive andre mennesker. Også selvom det i mine øjne i sig selv ikke siger noget om et menneske. Men altså: Jo, Dario Fo og Garbo filmen antyder nok begge mest det med ”til begge sider”. Naturligvis har det provokeret nogle i samtiden – som det jo også gør det i dag. Men er det det væsentligste?

Dronning Kristina var naturligvis provokerende. At en kvinde kunne blive så magtfuld, kunne jo nok få én og anden mand til at stritte imod. At hun frasagde sig magten for at beskæftige sig med religion, filosofi og livskundskab, var vel også provokerende – som det også ville være i dag. At hun talte om åndsfrihed, skubbede til Paven og Solkongen var vel heller ikke helt almindeligt. Jo, der var nok at tage stilling til.

Men Dronningen satte sig spor. Hun inviterede filosoffen Descartes til Stockholm, hvor han underviste og talte med hende. (At han så døde af kulde i byen var en ikke planlagt, trist bivirkning). Hun åbnede Stockholm og styrkede åndslivet. Hun gjorde byen til ”Nordens Athen”. Dronningen var imod krig og bekæmpede tanker om, at Sverige skulle genstarte én af de mest bestialske krige i Europa, nemlig Trediveårskrigen – den djævelske borgerkrig mellem katolikker og protestanter. (Kristina var jo selv religiøst i knibe – hun fandt katolikkernes måde at drive religion på bedst – men skulle være protestant for at være Dronning af Sverige. Hun konverterede da også til katolicismen, da hun havde abdiceret.)

Dario Fo ”genopfinder” Dronning Kristina. Men samtidig med, at man føler sig tættere på Kristina som person – får man megen viden om tidens åndsliv, teater, filosofi, vaner og magtspil.

Dario Fo’s ”Dronning Kristina af Sverige”  giver én viden, underholdning og eftertanke. Det er en god blanding. Prøv at læse den! God fornøjelse.

Peter D