MERE POLITIK END VIDENSKAB

”Forvirret? Det vil De ikke være efter denne episode af Soap (”Skum”).”

 Således indledte man afsnittene i den skøre Tv-serie i 70erne. Pointen var, at var man forvirret ved episodens begyndelse, så var man ikke mindre ved afslutningen.

Jeg kom til at tænke på denne mekanisme i forbindelse med debatten om Covid-19. Også her stiger forvirringen.

35.000 "fagfolk".

Den 6. oktober kunne man i en række medier se og læse, at 35.000 såkaldte ”fagfolk” på verdensplan har skrevet under på en erklæring om åbning af samfundet under Corona krisen.

Erklæringens budskab er, at man bør åbne samfundet helt for mennesker, der ikke er i risikogruppen for at skabe en ”flok immunitet”. Man hævder, at den nuværende strategi med delvis nedlukning af samfundet har ødelæggende effekt på folkesundheden, idet færre børn bliver vaccineret, flere hjerte-kar-sygdomme, færre screeninger for kræft og en forværring af den mentale sundhed.

”Great Barrington Declaration”, som erklæringen hedder er blevet grebet med kyshånd i Det Hvide Hus. New York Times kunne 14.oktober fortælle, at den nu bliver brugt i den amerikanske valgkamp. Trump mener jo, at man bare skal åbne alt og give mennesker frit løb. Han har hele tiden nedtonet Corona faren også selvom 215.000 hidtil er døde med den i USA. Han angriber demokratiske politikere for at ville fratage mennesker deres frihed. På et tidspunkt hævdede han, at hvis man skar de demokratisk styrede dele af USA væk, ville der i resten af landet ingen smitte være. Endnu en noget farverig udtalelse.

Men var de nu det - eller havde de et politisk mål?

Artiklen i New York Times om erklæringen var inspireret af det Hvide Hus’s brug af den.  Bladet kunne bl.a. fortælle, at erklæringen – ifølge stifternes hjemmeside - ikke har 35.000 underskrifter, men 9.000 (selvom menneskene bag erklæringen ikke vil fremkomme med navne). Erklæringen blev udarbejdet på et møde arrangeret af ”American Institute for Economic Research”. Blandt initiativtagerne er mennesker med dybe rødder i kredsen omkring Trump. Også mennesker, der er i videnskabelig modvind. Nogle af dem påstår eksempelvis, at der opstår flok immunitet når 15-20% af befolkningen er smittede. De fleste eksperter kalder det nonsens. Man skal op på 80-90%.

Men også møde arrangørerne kom i focus. Instituttet bygger på Libertarianisme. Det er en politisk filosofi, hvis mål er at fjerne staten og alle autoriteter for at det enkelte menneske kan få virkelig frihed. Tankegangen er i moderne tid tæt forbundet med højre-orienterede synspunkter – bl.a. retten til at bære våben.

Luk "de svage inde"!

Måske har underskriverne ikke læst ”det med småt” i erklæringen. Nede i den står nemlig, at man skal fjerne alle restriktioner for stærke og raske. Risikogrupper skal derimod isoleres. Det betyder altså, at ældre, diabetikere, hjerte og lunge syge, handicappede og andre skal lukkes inde. Som det så malende beskrives: ”Så kan man jo bare levere mad til dem”. Ja, så kan de rådne op i deres udsathed. Det er godt nok et andet samfund end det, jeg tror på. Jeg tror på, at vi i fællesskab kan klare udfordringen, hvis vi tager hensyn til hinanden og følger retningslinjerne, der hindrer smittespredning.

Nu er Great Barrington Declaration kun eet eksempel på forvirrende budskaber. Der er voldsomme konspirationsteorier i omløb godt hjulpet af de sociale medier. En bevægelse med millioner af støtter påstår, at det hele skyldes ”The Deep State” og at en pædofilring med bl.a. Hillary Clinton, Obama, Paven, Dalai Lama, Tom Hanks og andre, der drikker børneblod for at blive udødelige, står bag. Hvor sindssygt det end lyder, har det faktisk en plads i den amerikanske valgkamp. Også i Danmark har det tilhængere. En pædagog fra Sydjylland påstod i medierne, at fordi han havde læst 2000 sider om det, vidste han, at det var rigtigt. Andre teorier går på, at Bill Gates ønsker at styre verden og at han vil putte chips ind i os alle gennem vaccination. Man påstår også at vira transporteres gennem det nye 5G net – eller at det hele er en kinesisk eller amerikansk biologisk krig for at sikre, at ”eliten” kan tage magten i Verden.

 Kendetegnende for mange af bevægelserne er, at de anser Præsident Trump for ridderen på den hvide hest, der skal kæmpe for de lyse kræfter mod de mørke. Det betyder i praksis, at bevægelserne bidrager til den voldsomme polarisering, der sker i USA i disse uger. En udvikling, der kan føre til voldelige og borgerkrigslignende tilstande efter valget 3.november. Et samfund, der har tusindvis af radikaliserede galninge med automatrifler rendende rundt, er i fare. I Europa ser vi lidt samme udvikling.

Brug sund fornuft.

Min pointe er, at alle disse påstande i erklæringer og konspirationsteorier er skjulte politiske budskaber. De har ikke videnskabeligt belæg, men bygger alene på ønsker om, at lave revolution (gerne en højreorienteret). Det er en politisk kamp iklædt såkaldte videnskabelige gevandter. Desværre ser vi det også på andre områder. Klimadiskussionen, som den sker verden over, er ofte mere underliggende politiske ønsker end faglige input. Andre emner er også politiserede under såkaldt videnskabelig dække.

”Forvirret? Det vil De ikke være efter denne episode!”. 

Jo, det vil du, kære læser. Påstandene vælter ud i medier og på sociale netværk. Derfor gælder det om at holde fast i den sunde fornuft. Vis hensyn til andre mennesker. Hold de sundhedsfaglige anvisninger. Overvej om noget er nyttigt eller du blot gør det af vane. Og lad så være med at lytte til alle mulige fantasifulde og skræmmende påstande og teorier. Det ødelægger bare vores mentale sundhed.

Peter D

Artiklen blev bragt som klumme i Nordjyske 17.oktober 2020