MIT KRAV TOO

Af og til er journalister så kloge, at de næsten kan undvære hovedet. Kalder de sig så ”kendere” går det helt galt. Jeg ved godt, at journalistik ikke er forskning – og at det skal være enkelt og overfladisk, for at kunne sælge. Men alligevel.

Det franske valg i denne uge var et godt eksempel. Emmanuel Macron vandt med 58 % af stemmerne imod Marine Le Pen’s 42 %. Det blev i nogle journalisters mund til ”et tæt løb” og en ”stor sejr” til Le Pen. Jeg er overbevist om, at alle danske politikere, der har været i regering, ville prise sig lykkelige for et sådant resultat. Her i landet har regeringer og deres følgere normalt 51-52% mod 48-49 % til oppositionen. Det kan man jo også begynde at kalde ”tæt løb”.

Efter valgresultatet understregede analytikere mange gange, at ”aldrig har højrefløjen stået så stærkt i Frankrig som nu”. Samtidig forsøgte de at stille spørgsmålstegn ved Macron’s valgsejr ved at sige, at ”mange stemte på ham, fordi de ville undgå Le Pen” (hvilket er forståeligt). Men det var så underforstået, at Præsidenten nok ikke har fået så mange stemmer på grund af ham selv og dermed kunne man jo stille spørgsmålstegn ved hans legitimitet. Men hvorfor skulle de 42 % Le Pen stemmer så elske hende og hendes politik? Var der mon ikke også nogle af hendes vælgere, der stemte imod Macron i stedet for for Le Pen? Det viser jo bare, at den slags tankespind i journalisters hoveder er rene gætterier.

Så stemmeprocenten da? Macron er ikke en fuld legitim præsident, fordi kun 72 % af vælgerne stemte. Nå! Jeg husker valg til Borgerrepræsentationen i København, hvor stemmeprocenten lå et godt stykke under 50. Og en række EU-valg, hvor den danske stemmeprocent var helt nede på 46 eller 52%. Gjorde det Borgerrepræsentationen eller Europa Parlamentet mindre arbejdsdygtigt eller beslutsomt? Svaret er ”nej”!

Et demokrati bygger på deltagelse. Det gælder i den daglige debat og det gælder på valgdagen. Man kan ikke få indflydelse ved at blive væk Selvfølgelig er det bedst, at mange stemmer. Men det er jo hverken i Frankrig eller Danmark forbudt at blive væk. (i bl.a. Belgien og Grækenland er der stemmepligt). Men når man bruger fraværet af vælgere som målestok for utilfredsheden med det politiske system, tager man jo ting for givet. Det kunne jo også skyldes manglende samfundsinteresse, praktiske problemer, uenighed med politikere uden at det har noget med systemet at gøre. Men den lette journalistiske forklaring er, at det er ”politiker leden”, der er årsagen.

Naturligvis var der nogle, der stillede sig op og kritiserede systemet. Og de var selvfølgelig mere interessante end de, der bare ville nyde forårsvejret i Boulogne Skoven eller ved Seinens bred. Men igen blev reportagerne glatte og overordnede. Man konfronterede ikke begrundelserne med virkeligheden. Flere af de, der blev interviewet før og under det franske valg, ville ikke stemme. Deres begrundelse var, at ”politikerne ikke holder, hvad de lover”. Her overser man, at en demokratisk valgt leder ikke er en diktator. Man skal altså have et flertal for det, man gør. Man skal indgå kompromis og tale sig til rette. Det er ofte bedre at få det næstbedste, der kan blive til noget – end stå fast på det bedste, der ikke kan opnå flertal. Men naturligvis er det vanskeligt at forstå i en samfund, hvor flere og flere kræver, at få det de vil og mener igennem. Hvis man ikke accepterer at der er andre mennesker – og at de vil noget andet end det, jeg vil, kan man ikke have demokrati. Derfor er det hovedløst at sige: ”Jeg stemmer ikke, for politikerne gør alligevel ikke det, jeg vil have!”.

Den anden samfundstendens, der giver folkestyret udfordringer, er, at samfundet er langt mere indviklet end før. At sidde omkring landsbyens bysten og træffe beslutninger, kunne sikkert være udfordrende på det personlige plan. Men dog overskueligt. I det moderne samfund, er uoverskuelighed, følgevirkninger internationalt og nationalt og tekniske løsninger med til at skabe en følelse af ikke at være med. Dertil kommer så en manglende erkendelse af, at meget lidt er sort/hvidt i dag. Alle beslutninger har en forside og en bagside – og det er op til politikerne at træffe et valg. Ofte et vanskeligt valg. Alle vil gerne løse klimakrisen. De vil gerne have alternativ energi. Men vindmøllerne skal ikke være lige her. Nogle politikere vil have private plejehjem, men glemmer, at det let kan koste pladser på eksisterende plejehjem. Man vil gerne have lavere skat, men samtidig højere service i det offentlige. Her melder bl.a. Nordjyskes lederskribent sig ofte i koret som skat modstander uden at angive et realistisk alternativ.  Vi mangler arbejdskraft bl.a. i sundhedsvæsenet, men de skal ikke komme udefra og tage vore job. Jeg kunne blive ved. Og internationalt. Vi taler om kampen for ytringsfrihed, men øger samtidig antallet af ting, man ikke kan tillade sig at sige. Vi taler om demokrati, men har alligevel et tæt samarbejde med lande, der bestemt ikke er demokratiske. Eller dobbeltheden i vore handlinger: Ukraine ville aldrig være blevet medlem af EU pga korruption og diskriminerende sproglove. Men nu er de så blevet overfaldet på det groveste af Rusland, så kan et medlemskab ikke gå hurtigt nok. Nej, lette og forenklede løsninger giver nye udfordringer.

Den sidste tendens er overfladiskhed og uvidenhed. Vi kan ikke længere være sikre på, at den Verden, vi får forklaret, er den virkelige. Meget bliver siet fra. Vinkler, der er for besværlige, bliver sprunget over. Og vi kræver alting skal kunne forklares i Twitter format.

Vi er nødt til at gøre op med de tendenser, der undergraver vort demokratis mulighed for at fungere. Journalister er nødt til at stille de uddybende spørgsmål, når de lette synspunkter kommer. Politikerne er nødt til at forklare, hvorfor kompromis er nødvendig eller hvilke værdimæssige overvejelser, der ligger bag en holdning. Og befolkningen er nødt til at indse, at man skal være med – og at man intet opnår ved at stille sig udenfor. Så der er såmænd nok at tage fat på.

Ovenstående var min faste klumme i Nordjyske Medier, april 22.