Når rollemodeller svigter!

Når rollemodeller svigter!

Jeg vil gerne advare dig, kære læser! Jeg er arrogant, bedrevidende, verdensfjern, elitær, landsforræder og racist mod danskerne! Nu ved du det – tør du læse videre?

Ovenstående er blot nogle af de beskrivelser af min person, som jeg har modtaget på Facebook eller i mails adskillige gange – så de må vel være rigtige? Hvad har min store brøde så været? Jo, jeg har skrevet og sagt, at mennesker, der opfører sig ordentligt skal behandles ordentligt – ligegyldig hvilken religion, hudfarve, kultur, køn eller andre grundlæggende kendetegn, de end har. Det synspunkt falder åbenbart ikke altid i god jord.

Rollemodeller

Egentlig kan jeg godt forstå det – for tilsvining af andre mennesker er blevet meget populært. Præsident Trump brillerede for et par uger siden med at sende racistiske angreb af sted mod fire medlemmer af Kongressen. At rigtig mange tog afstand fra ham, rørte ham ikke synderligt. ”Jeg er ligeglad med kritikken, for mange er enige med mig!”, udtalte han og fortsatte ufortrødent. Umenneskelighed og dårlig opførsel er åbenbart i orden, bare man kan få mange til at slutte op. Desværre er kendsgerningen jo, at han nok bliver genvalgt om 1 !/2 år. For mange vælgere er ligeglade med hans opførsel – bare han siger det rigtige på andre områder.

I denne uge valgte Det konservative Parti i Stor Britannien ny formand og dermed ny Premierminister. Det blev Boris Johnson. Han er ikke kendt for mange politiske resultater – til gengæld for mange bramfrie udtalelser. Som en engelsk analytiker skrev: ”Mange vil have ham, fordi han tør fornærme udenlandske statsledere!”.

Samarbejde giver styrke

Jeg tror nu det er en styrke, at tale mennesker tættere til hinanden end væk fra hinanden. Jeg tror på fællesskab, samtale og kompromis: Hellere det næstbedste, mange kan blive enige om end  det bedste, som kan vinde med én stemme. For det første skaber stabilitet i samfundet – det andet ustabilitet. Det synspunkt er åbenbart ikke i høj kurs.

Her i juli har jeg haft den glæde at holde et par foredrag på Sportshøjskolen i Aalborg. Det var en stor fornøjelse. Emnet var erfaringens betydning, de grundlæggende værdier i en omskiftelig verden og demokratiets fremtid. Jeg nød de aftener. Den ene aften nævnte jeg i diskussionen efter oplægget min kritiske holdning til Trump og hans måde at føre politik på. Ikke længe efter fastslog jeg, at et samfund er afhængig af, at man behandler hinanden ordentligt og med respekt – både i omgangsform og omtale. Straks dukkede én af deltagerne op med kommentaren: ”Jamen, du har jo lige  selv angrebet Trump!”.

Jeg holder meget af Fritz Jürgensen og hans tegninger, der blev lavet omkring 1850. Han har én, hvor en mand sidder og ser tænksomt ud i luften og den underliggende tekst er: ”Herr Flaumann tænker på hvad han kunde have svaret!”. Sådan havde jeg det, da jeg senere kørte hjem til Sindal. For naturligvis burde jeg have svaret, at jeg netop IKKE angriber Trump personligt. Jeg er ligeglad med, hvilken hårfarve han har, hvilket tøj han går i og hvilke damer, han har nedlagt (medmindre det sker mod deres vilje!). Jeg angriber ikke de personlige ting. Jeg kritiserer derimod hans debat form, at han sviner mennesker til for at opnå fordele og at han er en splitter i stedet for en samler. I mine øjne er det en katastrofe for USA og for os andre, der påvirkes.

Lige godt

Demokrati betyder ikke, at alt er lige godt og at alt bare er i orden, koste hvad det koste vil. For en del år siden var jeg i diskussion med redaktionen på en avis. Den havde bragt en halvsides kronik, der fremførte og støttede benægtelse af Holocaust. Desværre er uvidenheden om det mørke kapitel i vor kultur stor. Men det er ikke acceptabelt, at et industrialiseret folkemord på mange millioner mennesker, bare skal fejes væk som løgn. Svaret jeg fik fra avisen var: ”Jamen, det synspunkt har også lov at komme frem!” – underforstået i ytringsfrihedens og demokratiets hellige navn. Men det er jo da vrøvl! Hvis jeg påstår, at Jorden er flad – har jeg så også en halv side til at skrive om det? Nu ved vi jo, at Holocaustbenægtelsen er en central del af den anti-semitiske argumentation. Vi ved, at der er mennesker, der enten selv har været igennem lejrene (der er få nulevende) eller mennesker, der har mistet deres kære i gaskamrene – hvordan virker en benægtelse og  det at benægterne har ret til at komme til orde på samme måde som ofrene, mon ikke på dem?

Demokrati er ikke ligegyldighed. Demokrati gør ikke alting lige godt. Der er ondskabsfuldheder, der er onde. Totur, folkemord, racisme, diskrimination, had, hån, forfølgelse, mobning osv. er ondt ligegyldig hvor i verden, det foregår og ligegyldig i hvilken sammenhæng, det sker.

Så sig dog fra

Vi har som mennesker pligt til at bekæmpe det fanatiske og onde og støtte det positive og medmenneskelige. Det gør bestemt ikke, at vi skal være enige om alt. Vi skal også have lov at lufte vor uenighed og diskutere på livet løs. Men hele tiden med det in mente, at der er andre mennesker omkring os. Vor omgangs – og debatform skal være præget af ordentlighed.  Derfor skal vi være bedre til at sige fra, når vi møder det umenneskelige og modbydelige. Gør vi ikke det, bliver alting bare en grå masse, hvor alt er lige godt eller lige skidt. Holdningsløshed er ikke demokratiets natur.

Jeg er med i ledelsen af en ”veldædig forening”. I vore vedtægter står der bl.a.: ”Uskyldig og anstændig skæmt er et medlem tilladt, men det bør altid begrænse sig såleden, at Næsten ikke forulempes og ærbarheden ikke krænkes!”. Det er nok en god sætning at lægge sig på sinde i mange af livets forhold. Jeg synes sådan set, det er meget naturligt, selvom det provokerer nogen.

Men måske er det blevet som Storm P siger i én af sine ”Fluer”: ”Tiderne er efterhaanden blevet saadan, at hvis man opfører sig normalt, saa er man ikke rigtig klog.”

Peter D


PS. Ovenstående billede er et godt eksempel på internationalt samarbejde: På billedet er der kirgisere, russere og en dansker. Og vi samarbejdede!