"SÅ GØR DOG NOGET!"

"SÅ GØR DOG NOGET!"

”Så gør dog noget!” ”Nu må politikerne da handle!”De krav høres ofte i den offentlige debat. Det sker globalt – og det sker lokalt. Men er det nu så let? Er det bare, at ”træffe en beslutning” – og er der en snuptagsløsning?

En gang imellem tænker jeg på Holbergs, Den politiske Kandestøber. Kandestøberen ændrer navn til von Bremenfeld , da han i spas bliver udnævnt til borgmester. Han bliver derefter konfronteret med en række problemer, der skal løses. Han hidkalder sagernes parter. Da de har fremlagt deres synspunkter, stønner kandestøberen: ”Messieurs, I har ret begge to, hver på sin maade!”. Sådan føles det også af og til i moderne politik.

For nogen tid siden offentliggjorde 11.000 forskere en opfordring til at ”gribe til handling for at bevare livet på Jorden”. Forskerne pegede på flere punkter. Nr. 6 lyder: ”Stabiliser den globale befolkning, der vokser med mere end 200.000 personer om dagen.” Jeg er enig, overbefolkning er en central udfordring. Derfor er det vanskeligt at blive uenig i forskernes ønske. Men hvordan i praksis?

SKAL VI NÆGTE AT SÆLGE MEDICIN?

Skal vi globalt gennemføre den kinesiske et barns politik, hvor man straffer familier for at få mere end eet barn? Den blev ophævet i 2015, fordi Kina kom til at mangle arbejdskraft. Samtidig havde vi i den vestlige verden kritiseret landet for at krænke menneskerettighederne. Derfor må man jo tro, at det ikke er en farbar vej.

Skal man skyde alle over 70, alle handicappede og andre ydergrupper? Hitler prøvede den vej – ikke på grund af overbefolkning, men af bindegale ideologiske grunde. Der er næppe mange, der synes, det er en farbar metode.

Skal vi lade være med at udlevere medicin og fødevarer i tæt befolkede områder, så mennesker dør af hunger og sygdom? Nej vel? Det vil stride fuldstændig mod den respekt for mennesket, vort samfund og livssyn bygger på.

Hvad så? Allerede i FNs Brundtland rapport fra 1987 blev det fastslået, at ”et fald i den nuværende befolkningstilvækst er en absolut betingelse for en bæredygtig udvikling”. Dengang forudså man, verdens befolkning ville stige til 8.2 mia. i 2025.I dag – 32 år efter – må vi konstatere, at tallene ikke har ændret sig. Hvad anviste Brundtland så som mulighed: Uddannelse og bedre sundhedsvæsen. Formålet var naturligvis at få ændret holdningen om, at man skal have mange børn for at sikre socialt niveau og sit liv, når man bliver ældre. Samtidig ville man styrke kvindens stilling. Vi ved nemlig, at øget feminin aktivitet på arbejdsmarkedet og bedre indtjening nedsætter antallet af børn.

FATTIGDOM = MANGE BØRN!

I rapporten blev det også slået fast, at fattigdom afføder en høj befolkningstilvækst. Summa, summarum – som Holberg ville skrive – den stigende ulighed i Verden blokerer for en indsats. Vi er nødt til at få en større økonomisk balance. Men vil vi det? For det vil jo koste os noget. Mange lande sparer på udviklingsbistand eller bruger pengene til noget andet. Det er en helt forkert vej. Kulturændring og uddannelse tager lang tid. Har vi den? Måske skulle opbygningen af et socialt sikkerhedsnet i overbefolkede lande prioriteres højt. Det kræver imidlertid, vi ser bredere på tingene – og så dukker dilemmaerne op. Hvorfor styrke det sociale net i Afrika, når vi mangler pædagoger i Hjørring?

EN SVENSK PIGE

Dette er blot et eksempel. I de sidste måneder er en svensk ung pige, Greta Thunberg,  blevet miljømæssig mediehelt. Hun hævder, man (politikerne) har ødelagt hendes barndom og fjernet hendes fremtid ved ”ikke at gøre noget”. Hendes krav om, at man tager klima og miljø alvorligt er ikke en stor nyhed. Næsten alle erkender det jo. Men igen dilemmaet? Hun har fået mobiliseret mange unge skoleelever, der verden over har demonstreret mod passivitet. Det er godt. Men dilemmaet ligger jo i, at vi selv skal gøre noget og ofre noget. Hvis de unge mennesker gik eller cyklede til skole i stedet for at blive kørt, så ville de gøre en indsats. (kommunen kunne lave flere sikre cykelstier som et led i klimaindsatsen!). Hvis de stoppede med at streame film og musik på deres telefon, som de naturligvis har udskiftet til den nyeste model – så ville man gøre noget. Hvis de ville lade være med diverse ungdoms udlandsrejser, så ville de have gjort noget. Hvis de fortalte deres forældre, at de skulle stoppe motoren foran Ingeborg i Sindal, når de var inde og købe morgenbrød – så ville de gøre noget. Hvis badeferien i Thailand eller Sydeuropa blev erstattet af et nok så spændende og lærerigt besøg på Oceanariet i Hirtshals – så havde de gjort noget. Men vil vi gøre noget, når det kræver noget af os? Og kan vi acceptere den livsstil, der kommer ud af det?

DET KOSTER NOGET

Jeg ved godt, det her er sat lidt hårdt op. Men ting skal gøres og det koster os noget. Både økonomisk og adfærdsmæssigt. Når vi lokalt taler om skoler, daginstitutioner, plejehjem, veje osv. osv., så har vi også et valg. Der er mange dilemmaer. En meget udad reagerende dement kan årligt koste mange gange prisen for en skoleelev eller en plads i en daginstitution. Men vedkommende skal passes og sikres, for det er også et menneske.

Det kan godt være, nogle synes politikere er dumme og tossede og at de træffer forkerte beslutninger. Når de tanker kommer, skal man måske tænke lidt på Holberg og Den politiske Kandestøber. For ofte er det jo sådan, at ”begge har ret, på hver sin måde!”. Det er det, der gør tingene vanskeligere og dilemmaerne store.

Peter Duetoft