Se mennesker i stedet for problemer!

Jeg mødte det psykiatriske system første gang i sommeren 1971. Jeg havde studenterjob som bogopsætter på Frederiksberg Bibliotek. En venlig bibliotekar spurgte, om jeg ville hjælpe hende som ferievikar. Vi skulle rundt med bogvognen på Frederiksberg Hospital. Det ville jeg naturligvis gerne. Vi skulle også betjene de lukkede afdelinger. Der så jeg det. Trøstesløse gange, kolde og sterile. Mennesker, der formålsløst gik op og ned ad dem. Deres ”ejendom” var en seng og et bord. Nogle år efter besøgte jeg atter afdelingen. Meget lidt havde ændret sig.

Omkring 1991 mødte jeg psykiatrien igen. Et par pårørende var meget aktive omkring deres børns forhold. Jeg mødtes med dem. De fortalte – jeg lyttede, men troede ikke det, jeg hørte. Så sagde de: ”Du kan tage med ud at se”. Og jeg var nysgerrig og sagde ”ja”. Det de havde fortalt, var rigtigt. Fra da af var jeg i front i arbejdet for bedre forhold for sindslidende.

Eksempel på eksempel

Når man først begyndte at råbe op – fik man mange henvendelser fra personale, pårørende og sindslidende. Så jeg havde pludselig mange eksempler. På det tidspunkt var en italiensk modetrend kommet til landet. Antallet af sengepladser skulle skæres voldsomt ned og psykiatrien skulle decentraliseres. Resultatet blev mange ulykkelige situationer. Man måtte udskrive mennesker fra sygehusene før tiden, fordi der var mere syge, der skulle have deres plads. Det decentrale system kunne ikke klare udfordringerne.

En kvinde havde låst sig inde i en måned. Nu var hun tvangsindlagt. Jeg så lejligheden – den lignede en losseplads. Det tilbud, man havde givet hende, var, at hun kunne tage bussen til et distriktspsykiatrisk center. Men hun turde ikke gå ud ad døren, fordi hun troede brevkassen var farlig. Så det hjalp ikke meget. Beskeden til hendes 80-årige forældre var i ø, at ”rydder I ikke op, så vil lejligheden stadig se sådan ud, når hun kommer tilbage.”

En pige ringede til mig mange gange om dagen. En fredag lød hun rigtig syg. Jeg kontakter ”systemet”, men det var weekend. Så fik jeg listet navnet på den praktiserende læge ud af hende. Jeg ringede, og hans reaktion var: ”Nå, er hun ikke indlagt?” Så sagde jeg: ”Hun er da for syg til at bo alene”. Lægen svarede: ”Hun var på et plejehjem i et par dage, men så sendte de hende hjem, for hun var for syg!”. En måned efter denne samtale begik hun selvmord.

Jeg kunne skrive side op og side ned med eksempler. Desværre er mange af situationerne og udfordringerne også genkendelige i dag. I de forløbne 30 år er der kommet planer og diskussioner. Personale og pårørende har igen og igen fortalt om udfordringerne. De sindslidende troede man jo ikke på. Når de fortalte om deres oplevelser sagde man ”nå, det er nok deres fantasi”. Kære læser, undskyld mig. Men det er måske derfor jeg trækker på skuldrene af den aktuelle psykiatri debat. For det er samme medicin i ny indpakning.

Man tager nemlig ikke fat i ondets rod: Stigmatiseringen af en hel befolkningsgruppe. De er for anderledes, så dem må vi hellere holde på afstand. De fleste sindslidende fungerer flot, når de er velbehandlede. Når de får den nødvendige terapi og medicin. De har viden og evner som andre. Men fordommene florerer. Så de bliver ikke inddraget i fællesskabet. Ensomheden rammer og dæmonerne kommer igen. Flere penge er sikkert hjælpsomt – men hvis ikke holdningsændringen kommer, skal vi have en ny plan om 5 eller 10 år.

Asyl i Danmark - bo i Rwanda

Udelukkelse og mistro er en generel sygdom i vort samfund. At betragte mennesker positivt – som det eventyr, de er – burde være en grundlæggende værdi. Men vi gør det modsatte. De der er anderledes end flertallet skal enten ensrettes eller fjernes. Ulykkelige flygtninge, der kommer til vort land, skal sendes til Rwanda. Ikke blot for at få deres sag behandlet – de skal også bo der, hvis de får asyl i Danmark. Jo, du læste rigtig: Få asyl i Danmark og bo i Rwanda. Nu har man lavet en særlov for ukrainere. Men tænk situationen, at desperate flygtninge fra et tilsvarende land kom til Danmark. Venlige mennesker står ved grænsen og siger ”velkommen, flyet til Rwanda er derhenne! Det er der, du skal bo.” Hvor mange desperate, grædende mennesker, der har været udsat for forfølgelse og krig, skal bæres på flyet, mens deres børn kigger på? Disse mennesker er nemlig for anderledes. Vi glemmer at de også er vor Næste. Men vi vil ikke have dem her – så vupti: Lad afrikanerne klare det problem.

Mød mennesker i stedet for problemer

Vi starter tildigt. Mobning i skolen er voldsom. Den, der er anderledes skal kanøfles ligesom svaneungen i H.C.Andersens eventyr. Samme metode i dag, men langt stærkere, fordi vi har de sociale medier, hvor vi ansvarsfrit og uden at møde de pågældende kan genere og svine til. Voksenmobning bliver af og til så voldsom, at det ødelægger menneskers liv og måske leder dem til at gøre en ende på det.

Jeg bliver ofte overrasket, når jeg har vagt på Willumsen Samlingen på Herregården Odden. Vi giver af og til rabat. Når jeg siger det, begynder mennesker febrilsk at lede efter medlemskort, nøgler eller andet bevismateriale. Men så siger jeg ”stop – jeg stoler på dig!”. Jeg er opdraget til at tro, at mennesker er ærlige og venlige. De skal bevise det modsatte. Så ser de undrende på mig, for vi har vænnet os til at være mistænksomme, kontrollerende og afvisende. Mennesker skal bevise, de er ok.

Men den grimme ælling blev en smuk svane. Mennesker, man møder åbent, viser sig at være et helt eventyr. Noget man kan nyde og blive klogere af. Tænk, hvis omgangsformen blev mere inddragende. Tænk, hvis vi tror på fællesskabet i stedet for på egoismen. Tænk, hvis vi ser mennesker omkring os i stedet for problemer. En sådan tankegang vil ændre hele tonen i samfundet. Det vil modarbejde ensomhed, stress og psykiske problemer. ”Jeg ”er ikke hele tiden i kamp og konkurrence med andre – ”jeg ”er i fællesskab med dem.

Lyder det naivt og tosset? Ja, måske. Men så læs lige Jesu Bjergprædiken. Den burde vel være et fundament i et kristent samfund.