Tillykke, Deres Kejserlige Majestæt!

Tillykke, Deres Kejserlige Majestæt!

Gustav Wied er en fantastisk forfatter. Vel én af Danmarks skarpeste og mest humoristiske af slagsen. Han havde tæt relation til Sindal og Sæby området. Wied har skabt mange markante personligheder. Én af de mest fascinerende er ”Livsens Ondskab”, toldkontrollør Knagsted. Han er en blanding af barsk ironi og følsom humor. Hjemme i hans lejlighed hænger der tre idolbilleder: kirkemanden, Vilhelm Beck, ”jernkansleren” Bismarck, samt Kejser Napoleon. Der skal nu en længere historie til at forklare, hvorfor det er netop de tre.

Jeg ligner ikke Knagsted på ret mange punkter, men i hvert fald på eet: Napoleon pryder også mine vægge i Sindal. Både et portræt lavet i kobberstik. Et andet stik, der viser Napoleons tilbagekomst fra Elba. Og endelig en gipsbuste af den unge general, Bounaparte,  formodentlig skabt  i 1850erne. Når jeg har gæster, er der af og til én, der spørger: ”Hvorfor har du den diktator hængende?”. Mit svar er hver gang: ”Fordi han også var noget andet!”.

Napoleon var også noget andet

I dag fylder Napoleon Bonaparte 250 år. Da han blev 200, fejrede jeg det i Paris. I år bliver det i Sindal. Men dagen bliver markeret.

Napoleon udfordrede de traditionelle magthavere. Han lagde sig ud med rigtig mange konger og adelsmænd, der både ville se ham hængt og brændt. De havde naturligvis stor lyst til at skildre en djævelsk personlighed, der godt nok var én af verdenshistoriens største feltherrer, men også ondskaben selv. (Han lagde sig også ud med Kirken og dens overordnede magt. Eksempelvis Kronede han sig selv i Notre Dame kirken, på trods af, at Paven var til stede.)

Men det er slet ikke på grund af Napoleons slag og kampe, jeg har ham hængende. Det er den civile side, der for mig er den vigtige. For i modsætning til mange andre diktatorer, gjorde han faktisk noget godt.

Når vi dømmer en mand som Napoleon, skal vi ikke gøre det ud fra nutiden. Jo, han gjorde sig selv til Kejser med diktatorisk magt. Men på det pågældende tidspunkt var stort set alle europæiske lande diktaturer – vi kalder det blot ”enevælde”. Jo, han accepterede slaveri i de franske kolonier. Men England afskaffede først slaveriet 30 år efter og Danmark 44 år efter. Så speciel på disse områder var Napoleon altså ikke, set med datidens øjne.

Reddede Revolutionens idealer

Til gengæld reddede Napoleon idealerne fra den franske revolution: Frihed, lighed og broderskab. Han gennemførte et lovkompleks, hvor den personlige frihed, lighed for loven, fjernelse af en række privilegier, beskyttelse af ejendomsforhold og stop for love med tilbage virkende kraft, var hele fundamentet. Lovkomplekset var så fornyende og grundlæggende, at det fungerer den dag i dag i Frankrig og inspirerede lovgivning i en lang række andre lande.

Napoleon sikrede, at Den franske Revolution og dens kamp for menneskerettigheder, lighed og ordentlighed ikke blev en parentes i historien. Hvis kongedømmet var kommet tilbage efter revolutionens tragiske terrorperiode, havde de reaktionære kræfter vundet. Man havde ført sig frem med hævn – og strammet grebet voldsomt om samfundet. Det var efter Napoleon perioden umuligt, for en sidegevinst af Napoleon – på godt og ondt – var den stigende nationale forståelse. Den  skete i de omliggende lande, men også i Frankrig, der fik en nation ud af noget, der ellers blot havde været et meget forskelligartet landområde. Befolkningen havde fået selvtillid.

En af Napoleons styrker var naturligvis hans militære evner. Men også hans visioner. Han ville både sikre sit styres magt, men også bringe samfundet videre i revolutionens ånd. Ingen kan tage fra ham, at hans popularitet var voldsom stor – ikke mindst blandt de hundredetusindvis af soldater, der havde kæmpet sammen med ham. Det så man, da Frankrig i 1840 fik lov at flytte Kejserens balsamerede lig fra St. Helena til Invalide Kirken i Paris. Her, hvor han kunne ligge blandt sine egne krigsveteraner. Kisten blev ført gennem Frankrig og Paris – og langs med ruten stod mængdevis af grædende veteraner, der nu havde fået ”deres Kejser” hjem.

Ingen sammenligning

Sejrherrerne skriver altid historien – derfor er den ikke altid fair. Man kan i mine øjne ikke sætte Napoleon Bonaparte i bås med det tyvende århundredes diktatoriske uhyrer. Vi havde på den ene side en dygtig hærfører, men på den anden side en mand, der forsøgte at sikre oplysningstidens og revolutionens tanker om menneskerettigheder.

Det er derfor, jeg har Kejseren stående. 

Tillykke med fødselsdagen, Deres Majestæt!

Peter Duetoft