TRUMP BLIVER GENVALGT!

”Trump bliver Præsident!”

Det undrede mange, da jeg før sidste præsidentvalg skrev sådan.  De fleste mente nemlig, at Hillary Clinton var storfavorit. Men Trump vandt.

Havde jeg nu nogle specielle spåmandsevner? Nej – bestemt ikke. Jeg fornemmede imidlertid, at dele af befolkningen var trætte af det politiske system og politikerne – ikke alene i USA, men også i en række europæiske lande, inklusive Danmark. Vi var midt i et oprør.

ER SKET FØR

Det er såmænd sket før. Under og efter den store økonomiske depression i 30erne hørte man i land efter land befolkningen sige, at demokratiet havde spillet fallit. Politikerne snakker bare, men finder ingen løsninger. I Tyskland førte det Hitler til magten. I Danmark opstod en antidemokratisk stemning, dels i landbruget dels hos en række ledende erhvervsfolk. Kulturfolket var også med på banen. Kaj Munk var én af dem, der gennem trediverne hyldede ”den stærke mand”. Både fra venstre og højre blev presset på folkestyret sat ind. For erhvervsfolkenes vedkommende fortsatte holdningen faktisk til ind i besættelsen. Man forsøgte at få Kong Christian X til at skifte Stauning ud med en ”ekspertregering” bestående af de store erhvervsfolk. Skidt med om Rigsdagen støttede det eller ej.

I begyndelsen af 70erne så vi det samme. Skuffelsen over, at VKR-regeringen ikke kunne føre ”borgerlig” politik, var stor. Økonomien hang i laser. Oliekrisen væltede ind over landet (kan I huske de bilfrie søndage?). December 1973 skete der store omvæltninger i Folketinget. Denne gang var det ikke så meget ”anti-folkestyre”, men manglende beslutningsevne og klare løsninger, der provokerede.

I begge tilfælde var det samfundssituationer, fyldt med dilemmaer og mangel på enkle svar, der førte til modstanden. ”Så gør dog noget!” var tankegangen. Op ad dybet dukkede der nye strømninger, som påstod, DE havde løsningerne. ”Stem på os – og Verden er reddet”.

Finanskrisen i 2007 og eftervirkningerne skabte samme situation. Mange mennesker verden over måtte gå fra hus og hjem. Samtidig medførte den stigende internationalisering tab af arbejdspladser – ikke mindst i industrier med mange ufaglærte medarbejdere. For at tjene flere penge flyttede man virksomhederne – eller produktionen – til lande med lavere omkostninger, mindre miljøkrav og dårligere arbejdsmarkedsregler. Grådigheden vandt over rimeligheden. Internationale kriser, krig, naturkatastrofer og social ulighed førte til større folkevandringer. Og de nye borgere fik naturligvis skylden for al mulig dårligdom. Men der var ingen snuptagsløsninger. De seriøse politikere var nødt til at sige ”både og” og ikke ”enten-eller”.

 Trump dukker op

I denne stemning dukkede Trump op som ikke-politiker. Opgøret med ”sumpen i Washington”, hvor politikerne bare melede deres egen kage og ikke løste problemerne, blev hovedtema. Og påstanden gav naturligvis genlyd i de dele af landet, der var præget af industri eller landbrug og derfor under pres i den nye verdenssituation. Præsident Obama havde indført nye tanker i udenrigspolitikken. Man skulle tale sammen i stedet for at slås. Han satsede på alliancer i stedet for på amerikansk enegang. Men mange amerikanere så denne (i mine øjne fornuftige) tankegang som udtryk for, at USA var svagt og udsat. Nej, vi skal tilbage til USA som landet, der styrer hele verden. Endelig var den yderste højrefløj blevet voldsomt provokeret af, at Obama og hans regering kæmpede for ligestilling og styrkelse af indsatsen mod diskrimination. De fundamentalistiske kristne, der er flere end man tror, mente USA trådte på de grundlæggende kristne værdier eksempelvis omkring abort.

Alle disse strømninger skabte et bagtæppe for erhvervsmanden, Trump’s valgkamp. Grotesk nok skiftede han grundlæggende holdning til nogle af de mest værdiprægede emner under vejs. Man kunne finde citater fra tidligere, hvor han sagde det modsatte af hans melding, som kandidat. Men det generer ikke store ånder – ligesom påstande om hans rodede privatliv intet betød, selv i dybt konservative kredse. Kampen mod de liberale var vigtigere end et par småpletter på kandidatens fortid.

Det var på baggrund af dette kludetæppe, jeg turde mene, Trump ville blive valgt. Det er på samme baggrund, jeg i dag vil hævde, at Trump bliver genvalgt. Der er nemlig ikke ændret meget i de sidste 3 år. Jo, det er rigtigt at Trump har en række skandaler og tossede beslutninger bag sig. Jo, familieforetagender og præsidentembedet har af og til været lidt tæt på hinanden. Jo, rådgivere og embedsmænd har forladt deres stillinger i Det Hvide Hus og bagefter i bøger afsløret den fanatisme, det rod og de kampe, der er bag kulisserne. Ja, han har gennemført skattelettelser til de rigeste og ja, han har skabt handelskrige, der rammer mange af arbejderne i hans bagland. Nej, Trump har ikke fået bygget sin mur mod Mexico. Vi kan blive ved.

 HVEM INTERESSERER DET?

MEN: Hvem interesserer det? Tag nu rigsretssagen mod Trump. De fleste af de, der støtter sagen ville alligevel stemme mod Trump. Og hans egne tilhængere har købt påstanden om, at det er de korrupte politikere i Washington, der jagter en dygtig præsident, fordi han overraskende vandt sidste valg. Nøjagtig de samme politikere, man mener, forhindrer Præsidenten i at gennemføre sine valgløfter. Samtidig florerer konspirationsteorier som aldrig før. (Obama var ikke født i USA vel? Og i ø var han muslim!) Mange mennesker tror på historierne, ligesom de tror på fake-news. For få dage siden kunne man se et republikansk kongresmedlem dele et billede af Obama og Irans ayatollah stående hånd i hånd og være enige. Et billede skabt med nutidens redigeringsredskaber – en løgn bliver til ”vi så det selv”. De samme mennesker, der tror på disse historier, kan jo se, at den amerikanske økonomi går godt. Mange af dem har glemt, at fundamentet for fremgangen faktisk blev skabt af Obama. Samtidig er mange af dem ikke opmærksomme på, at en Verden med et sammenbrudt handelssystem, kan ende i en amerikansk katastrofe. Kan dampen imidlertid holdes oppe indtil valget, er Trump en endnu sikrere vinder.

Her i Europa ser mange af os Trump som en katastrofe. Hans evige angreb på EU. Hans usikkerhed omkring NATO. Hans ødelæggende politik overfor FN. Hans handelskrige mod såvel EU som lande udenfor. Hans ustabile udenrigspolitik i Mellemøsten, der også medfører usikkerhed hos os. Hans salg af allierede, da han trak sig ud af Syrien på bekostning af kurderne. Hans gøren al politik til et spørgsmål om køb og salg. Han tror, man kan straffe med økonomi og købe sig venner med økonomi. Til en vis grad kan man – men på bekostning af stabilitet og lange løsninger. Endelig hans fornægtelse af klimaproblemer, der heldigvis delvis imødegås af de enkelte amerikanske stater.

 HÅBET ER LYSEGRØNT!

Men hvorfor har vi det billede, når USA nok genvælger præsidenten? Jeg holder New York Times. Det er en fantastisk avis, man kan blive klogere af. Men den er jo udtryk for østkystens liberale amerikanere og amerikanere, der på mange måder tænker som vi. Vi lytter også til Californien, men de er også liberale. Vi lytter til kunstnere og sportsstjerner og deres kritik. Men enhver, der har rejst rundt i USA, ved, at New York, Washington, Los Angeles og Hollywood ikke er USA. Der er store dele af landet med fundamentalistiske religiøse grupper, mennesker der bruger al deres tid på lokale forhold, mennesker, der synes USA er så stort, at man ikke behøver at beskæftige sig med lande udenfor. Det er her ”America First” vinder genklang. I virkeligheden ville mange af disse – i øvrigt venlige og hjertelige – mennesker helst sige ”America only”.

Demokraterne har vanskeligt ved at finde en modkandidat til Trump. Enten er de for svage eller også er de for venstreorienterede efter amerikansk mønster. (Man er jo kommunist, hvis man går ind for et skattefinancieret sundhedssystem!). Samtidig har de bevæget sig ind i en rigsretssag, der ikke interesserer nogen. På mange måder er det tragisk, at den ødelæggelse af et folkestyre, Trump har gennemført ved at opføre sig, som han har gjort – overhovedet ikke optager nogen. Ødelæggelsen af de samlende kræfter i landet og styrkelsen af de rabiate kræfter, skudkatastrofe efter skudkatastrofe og overgreb på minoriteter – intet af det gør åbenbart indtryk. De uendelige angreb på den frie presse og alle spørgsmålstegnene ved facts, der ikke passer Præsidenten. Ikke mange bliver længere ophidsede over det, man har vænnet sig til det. Det er ud fra et demokratisynspunkt både tragisk og katastrofalt. Vi ser et demokrati i frit fald.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kan udvikle sig efter et genvalg. Bagefter er der stort set ingen bindinger, da Trump ikke kan stille op igen. Omvendt er det jo før set, at Præsidenter i anden valgperiode tænker mere på deres eftermæle end på politik. Tænk, hvis Trump i virkeligheden drømmer om at blive husket som fredsmægler! Man tør jo dårlig håbe. Men vi får det at se. For min påstand er, at Trump bliver indsat igen om 1 år. Ligesom sidste gang, håber jeg, jeg tager fejl – men jeg tvivler.

Peter Duetoft