Trump sætter sig spor i USAs demokrati

Man tror jo næsten ikke sine egne øjne: Nationalgardister i hundredevis sover på gangene i Den amerikanske Kongres. Washington spærres helt af. Frygt for voldelige angreb omkring Præsident Bidens indsættelse. Rigsretssag mod Præsident Trump. Anklager om, at angrebet den 6.januar på Kongressen var nøje planlagt. Bl.a. har flere demokrater hævdet, at deres nødhjælps knapper på kontorerne var ødelagte. Politibetjente, der viser demonstranter rundt og åbner afspærringer for de voldelige folk. Kongresmedlemmer, der må gemme sig – bl.a. fordi nogle demonstranter medbragte våben og strips, der kunne bruges til gidseltagning. Man kan blive ved.

Ingen havde forestillet sig, at sådanne scener kunne afspilles i et af verdens største demokratier, USA. Det er sådan noget, der hører hjemme i bananrepublikker eller ustabile demokratier verden over. (I ø har The Economist offentliggjort en meningsmåling, hvor 47% af republikanske vælgere finder angrebet ok, mens 45% er imod. Det er skræmmende).

På onsdag indsættes den nye amerikanske præsident, Joe Biden. Dermed startes et nyt – og måske nok så faretruende – kapitel i USA's historie.

Mur mod Mexico. Adskillelse af indvandrerbørn fra deres forældre ved grænsen. Skattelettelser for de rige. Nedtoning af miljøspørgsmålet. Benægtelse af, at klimaændringer er menneskeskabte. Olieledning gennem fredede naturområder. Udtræden af Paris-klimaaftale. Udtræden af WHO midt under Corona krisen. Svækkelse af NATOs sikkerhedsgarantier. Handelskrig mod Kina. Løbende udskiftninger af ministre og rådgivere i Det Hvide Hus – i bedste håndbold stil.  De sidste fire år har bragt mange kontroversielle politiske beslutninger med sig og har været præget af en ”alternativ” måde at drive politik på.

Men det er jo ikke alt det, der vil stå tilbage, når historien skal vurdere Trump’s (første?) præsident periode. For meget af det nævnte, kan laves om.

To andre ting får langt mere videregående konsekvenser:

Udpegningen af dommere i Højesteret samt påvirkningen af den politiske kultur.

”Magtens tredeling” blev udtænkt af den franske filosof, Montesquieu i 1740erne. Tanken var, at en stat for at sikre borgernes rettigheder skal opdeles i tre dele: Den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt. Udøvende er regering og evt. præsident. Lovgivende er parlamentet. Dømmende er domstolene. Dette princip er eksempelvis slået fast i Grundloven. I Danmark udnævnes dommerne efter indstilling fra et politisk uafhængigt Dommerudnævnelses råd. Anderledes i USA, hvor tingene er lidt blandet sammen. Her er det Senatet, der efter indstilling fra Præsidenten, udnævner medlemmer af Højesteret. Trump har udnævnt tre dommere i sin periode. De har alle et konservativt udgangspunkt. Det betyder, at der i en længere årrække vil være konservative holdninger til eksempelvis abort, indvandring osv. Trump glemte blot, at dommere som oftest er hæderlige folk. Da han troede, han kunne ændre resultatet af præsidentvalget, oplevede han republikansk udpegede dommere, der afviste hans påstande. Det samme gjorde Højesteret. Den juridiske hæderlighed var højere end de politiske holdninger. Det ændrer imidlertid intet ved, at Trump har sat holdningsmæssige retningslinjer mange år frem ved sine udnævnelser.

Den anden ting, hvor Trump-perioden vil sætte sig spor, er værre og mere grundlæggende. USA er et stort land med megen mangfoldighed. Der er sociale og etniske forskelligheder, racediskrimination og uhyre fattigdom nogle steder. Det har man prøvet at lave om på i mange årtier. Hvem husker ikke Martin Luther Kings ”I have a dream” tale i 1963. Obamas valg i to præsident perioder var også et signal, der var til at forstå.

Anti Obama, globalisering og klima

Men Obamas valg tændte nu – sammen med globalisering, indsats mod klimaforandringer og værdiskifte på andre områder – en ild, Trump udnyttede. I stedet for at samle landet spillede han på forskelligheder og modsætninger. Bl.a. den yderste, racistiske højrefløj blev gejlet op af hans snak om ”sumpen” i Washington, ”eliten”, der var ligeglad med den almindelige befolkning og den påståede korruption. Han fik bygget et effektivt ”de og os” system op, hvor politikere, embedsfolk, medier og aktivister er de ”onde”, mens nationalt sindede, kristne Make-America- Great-Again – folk er de ”gode”. Med verbale overfald på kritikere og modstandere, øgenavne og manglende afstand fra racistisk vold, vejrede militser og væbnede højrefløjs grupper morgenluft. 70% af republikanske vælgere tror i følge The Guardian på Trumps påstande om et ”stjålent” valg på trods af genoptællinger, analyser og afvisning af retssager. ”Fake-news” var et helt nyt begreb. Trump byggede et uvirkeligt virkelighedsbillede op – stillede spørgsmålstegn ved beviselige fakta – og sikrede derfor, at mange borgere pludselig troede på en opdigtet verden i stedet for den virkelige – og tog stilling ud fra den. Konspirations teorier florerer – godt hjulpet af de sociale medier. Kælderen under et pizzeria i Washington er hovedkvarter for en pædofil magtelite, der styrer verden og drikker barneblod. Clinton familien, Obama, Paven, Dalai Lama, Tom Hanks er blot nogle af deltagerne. Millioner af mennesker tror på den påstand. Selv da man konstaterede, at der ikke var en kælder under pizzariet, angreb en bevæbnet mand stedet og skød for ”at befri børnene”. (i ø er der også i Danmark mennesker, der tror på teorierne). Denne ”Deep State” tankegang blev blandet sammen med konspirations teorier om, at Covid 19 ikke findes, at vaccine er Bill Gates forsøg via chips i vaccinen på at styre verden og mange andre påstande. Når man så har en præsident, der dæmoniserer sine politiske modstandere (i og udenfor partiet), tweeder konspirationsteorierne videre og ikke tager afstand fra rabiate og voldelige, bevæbnede grupper – så opstår et samfunds klima med frygt, splittelse og antidemokratiske strømninger. Det var forhåbentlig alt dette, amerikanerne med 7 millioner stemmers flertal tog afstand fra ved præsidentvalget i november.

Hvis man har fulgt den politiske debat i USA det seneste år, føler man sig hensat til McCartney tiden i 50erne eller tiden under den kolde krig. ”Socialismen” og ”kommunismen” er igen blevet et skræmmebillede. Mange republikanere angreb demokraterne for dette. De påstod, at partiet ville tage alting fra mennesker i samfundet og gøre det kollektivt. Et af skræmme eksemplerne var ”det socialistiske Danmark”! Man må som dansker vel undre sig en smule. Et skattebetalt sundhedsvæsen, hvor det ikke er rigdom, der afgør, om man kan komme i behandling, er vel ikke specielt ”socialistisk”, men sund fornuft. Men de ideologiske faner blev luftede for at sikre vælgere. Overraskende er også, at Trump’s kamp og argumentation fængede – ikke mindst hos evangelisk kristne. Hvordan retorikken kan kobles sammen med eksempelvis Jesu Bjergprædiken er for mig uforståeligt. Men enhver, der har set billeder fra ”stormen på Kongressen” kunne se blå bannere, med navnet ”Jesus”. Det er lykkedes Trump at fremstille sin politiske kamp som et sandt korstog.

Alle disse ting er en udfordring for et demokrati. Selvom Præsident Biden har som hovedmål at ”forene landet”, vil dette være stort set umuligt i længere tid. En del af befolkningen vil på baggrund af Trumps ”stjæle kampagne” opfatte Biden som en ”ikke-præsident”. Andre vil vende sig mod Biden på grund af ideologiske og politiske påstande. Den generelle mistillid til medierne vil fortsætte. Dermed vil en større befolkningsgruppe tro mere på højreorienterede net medier og Fox-News end på de faktabaserede udmeldinger fra Præsident, Kongres eller større og mere neutrale medier. På den baggrund risikerer Biden at løbe ind i et Obama problem: Der er meget store forventninger til, at den nye Præsident kan ændre fundamentalt på samfundet i retning af mere lighed, mindre racisme og større samarbejde. Men på sidelinjen vil han have en Trump-gruppe – i eller udenfor det Republikanske Parti – der modarbejder forandringerne. Obama havde modstanderne indenfor Kongressen – Biden vil have dem udenfor. Hvor megen indflydelse Trump stadig vil have i partiet efter på onsdag, kan man diskutere. Men chokerende er det, at republikanske medlemmer af Kongressen åbenlyst fastslår, at medlemmer ikke tør stemme for en rigsretssag mod Trump, fordi de frygter for deres liv. Jeg håber ikke, jeg får ret. Men de sidste ugers oplevelser og had kan meget let føre til mord på politikere: demokrater, fordi de er Satans følgesvende – og republikanere på grund af deres ”forræderi” mod Trump.

At der så også er ting, der skal overvejes den anden vej, er klart. At Facebook, Twitter og andre sociale medier lukker for en amerikansk præsidents konti, er ikke godt. Det bør vel være en domstol, der i givet fald træffer den beslutning.

Udviklingen i USA viser imidlertid, at intet demokrati skal tages for givet. ”Det kan blive stjålet” af mennesker, der enten er forgabte i fanatiske holdninger eller fascineret af en stærk leder. Det er sket før i historien – og det sker åbenbart igen. Det gør bare at vi alle må kæmpe videre for et demokratisk samfund, med plads til mangfoldighed og ordentlighed.

Peter Duetoft