VI HAR ALLE ET ANSVAR!

VI HAR ALLE ET ANSVAR!

I dag er det 75 år siden, Auschwitz – Birkenau blev befriet. Stedet, der blev symbolet på menneskelig ondskab – men også stedet, der stiller os alle under anklage.

Man mener 1.1 mill mennesker omkom i lejren. 200.000 af sult og hårdt arbejde – 900.000 i det industrielle folkemord, nationalsocialisterne havde gennemført. Gaskamrene stod aldrig stille.

Dagen i dag må give anledning til megen eftertanke.

Hvordan kan man, i en europæisk, kristen kultur gennemføre så uforståelig ondskab?

Auschwitz er symbolet, men: Måske er det endnu vigtigere at erindre vejen til lejren. Udryddelsen startede jo ikke i lejren og dens gaskamre. Umenneskeligheden, der førte til katastrofen startede, da man accepterede diskrimination, udelukkelse, forfølgelse, umenneskelig omtale og nedværdigelse af hele befolkningsgrupper.

Pastor Niemüller sagde i en tale i 1946, at menneskerettigheder og demokrati er som neglelak på en rovfugls kløer. Det er godt at huske den dag i dag.

MANGE VAR MED

Auschwitz er i dag synonym med Nazi-Tysklands grusomheder. Men man må ikke glemme, at der var opbakning fra grupper i adskillige lande. Polen har de seneste år forsøgt at fortælle, at de ikke var en del af ondskaben, men et offer. Desværre er det i strid med kendsgerningerne. Polen var et af de mest antisemitiske lande i Europa – på trods af, at det har kristendommen liggende dybt i dets kultur. Frankrig kan heller ikke vaske hænder. 16.juli 1942 blev over 13.000 parisiske jøder interneret i Drancy og i Vel d’Hiv i Paris bl.a. med hjælp fra franske politibetjente. De fleste endte i Auschwitz og mange kom ikke tilbage. Ja, Danmark sendte jøder tilbage til Tyskland langt ind i besættelsen til en uvis skæbne.

VI VIDSTE IKKE NOGET!

”Vi vidste ikke noget”, siges det ofte af befolkningerne. Det er vanskeligt at tro på.

For et par dage siden, var jeg til møde i Hamburg. Mødestedet og hotellet lå lige overfor den plads ved Dammtor Stationen, hvor Hamburgs 24.000 jøder blev drevet sammen, før de blev kørt med godsvogne til bl.a. Auschwitz. Vi taler om et sted, der ligger en S togstation fra Hamborgs Hovedbanegård. KZ lejren Sachsenhausen lå midt i et villakvarter i Oranienburg. Tusindvis af banearbejdere og andre medarbejdere så jo togene køre. Ganske almindelige politifolk, bl.a. fra Hamburg, blev sendt afsted mod øst som ansatte i KZ lejre eller som del af indsatskommandoerne. Hjemme gode familiefædre – ude massemordere.

Hitler lagde jo ikke skjul på, hvordan det hele skulle ende. Læs det i Mein Kampf eller følg valgkampene ved Rigsdagsvalgene i Weimar-republikken. Efter den økonomiske katastrofe i 1929 steg stemmetallet for NSDAP voldsomt. Pres på egen økonomi gjorde umenneskeligheden acceptabel.

Jøder skulle udryddes. Romaer, frimurere, seksuelle minoriteter, handicappede, politiske modstandere og andre ”uønskede” elementer skulle bare væk. I første omgang udnyttes arbejdsmæssigt som slavearbejdere, hvis de kunne. Ellers den direkte vej fra godsvognene til gaskamrene.

STIGENDE INTOLERANCE OG UMENNESKELIGHED

Hvad var det, der skete i vor kultur. Næstekærlighedens religion blev prædiket om søndagen i alle kirker – mordets kultur gennemført alle andre dage.

I dag er der stigende antisemitisme – ikke alene i Tyskland – men også i andre lande – og såmænd også i Danmark. Yderliggående grupper hylder Hitler og Nazismen og går gennem vore byer. Paludan slog sig op – og blev mediemæssigt interessant – i sidste valgkamp på holdninger, der er den direkte vej til det umenneskelige samfund.

Holocaust benægtelsen florerer – ikke mindst blandt unge. Uvidenheden er stor: ”Hvornår var det alle de der jøder døde?”, er et spørgsmål, jeg jævnlig har fået. Der skrives artikler og kronikker om, at Auschwitz aldrig har eksisteret. Skræmmende. For glemmer man historien, risikerer man at begå fortidens fejl.

”Neglelak på en rovfugls kløer”. Jeg siger IKKE, at Auschwitz opstår – eller er på vej til at opstå – i Danmark. Men mindre kan vel også gøre det.

Med 20’erne og 30’ernes politiske historie in mente, er det skræmmende at en tidligere indenrigsminister for få år siden kunne sige, at hendes opgaver var at gøre det så ubehageligt for en gruppe mennesker som muligt. Det er skræmmende, at 30% af danskerne i en nyere meningsmåling vil smide alle muslimer ud af Danmark (selvom Grundloven sikrer dem trosfrihed). Det er skræmmende, at TV og medier kan vise umenneskelige forhold i danske udsendelseslejre, der af Europarådets Torturkomite bliver betegnet som nogle af de værste i Europa. Og hvad bliver det mødt med? Fra politisk hold et skuldertræk og en melding om, at det synes man er ok. Fra befolkningens side total ligegylldighed.

Lejrene var en dags overskrifter – og det var så det. Men der er naturligvis også vigtigere ting at tage sig til. I dag – 75 års dagen for Auschwitz – kunne man i nyhedsoversigten på den ene tv-station se, at to hamstre døde ved en brand i en lejlighed i Vejle, men at ingen mennesker kom noget til. Det er synd for dyrene – men proportionerne?

Man lovede efter krigen, at ”ofrene for Holocaust aldrig skulle blive glemte”. Det skal man holde. Men man skal samtidig huske, at det, der førte til Holocaust heller ikke skal blive glemt. Da samfundets grundlæggende værdier blev udhulet, da man glemte Bjergprædikens budskab og da man blev ligeglade med alle andre end sig selv – var sporene lagt til den djævelske lejr.

Jeg håber, man husker at bremse udviklingen i tide. Og at vi alle – gennem dagen i dag – vil gøre status over vore egne holdninger og handlinger. Vi har hver især et ansvar.

 

Peter Duetoft